★★★★★☆ Meningen med döden – en svensk drøm af en musical

Tilhører man dem, der længes inderligt efter nye musicals til vor tid, er her et fremragende, lille bud fra Sverige. Erik Gedeons lunefulde Meningen med döden på Malmö Stadsteater er rørende, humoristisk og spækket med overdådige melodier.

En nasal gymnasielærer med hentehår, attachémappe og blå fløjsjakke træder livsramt ind på en lille café. Jean hedder han, spillet med dragende nuancer af den salte baryton Stefan Clarin.

”Du,” begynder han ved synet af en ligeledes midaldrende kvinde ved et af bordene. ”Nej, ikke noget … eller … jeg kom bare til at tænke på en historie.”

Marie hedder kvinden i sort bluse. En kynisk skilsmisseadvokat med en skjult sorg, der får Jean til at live op i sammenligning. Den følsomt sprukne sopran Katarina Lundgren-Hugg tegner hende op med et panser, som langsomt nedbrydes. Hun indvilliger i at lytte.

Made in Sweden

Ved cafédisken står en strygetrio og et pianette. De spiller en blød, nordisk jazzvals, mens Jean begynder at fortælle om to unge menneskers møde på caféen.

Allerede her mærker man styrken ved Meningen med döden. Erik Gedeons musik har enkle harmonier, men sætter sine melodier så præcist og varieret, at man ikke er i tvivl om, at de er made in Sweden.

Sang på sang følger i et rasende tempo, mens vi forelsker os i den unge Louises lyst til livet og den unge Pierres lyst til døden. Gedeons tekst er fuld af lun absurditet: Den livsglade skal meget mod sin vilje dø, den suicidiale meget mod sin vilje leve.

Fest med tungsind

”Du må aldrig give op,” synger bedårende Malin Karlsson i rollen som Louise. Det er tydeligt hendes ord, ikke stykkets. For Meningen med döden har en fest med Pierres tungsind.

Tenoren Walfrid Lindsgård – som egentlig tenderer mod baryton – hopper ind og ud ad caféens blå vinduer, mens han synger om sine uduelige selvmordsforsøg og livets gråvejr.

Han synger med vidunderlig helteklang og lever sig så meget ind i musikken, at han enkelte gange er ved at knække nakken på det. Er man blevet træt af de pæne, kontrollerede og usigeligt kedelige sangere i større musicals, så er Lindsgård svaret.

Sikkert greb

Man sidder som på nåle og lader sig slynge rundt i følelsernes vold. Erik Gedeon har ikke kun et fantastisk varieret og sikkert greb om musikken, men holder også sin historie – og historien i historien – på sporet.

Skæbnesvanger pizzicato i mol afløses af storslået cabaretstil. Ramsaltet sortsyn danser tango med blåøjet naivitet, og pludselig bytter de roller.

Heller ikke de to midaldrende på scenen, Marie og Jean, har gennemskuet meningen med livet. ”Jeg har ingen aning,” synger Stefan Clarin i et mesterstykke af powergospel og tilbageholdt håbløshed.

Vred bliver han, da han trænger igennem til sin egen fortælling og bebrejder Pierre, at han ikke sætter pris på livet. Marie tager ham i forsvar, hun forstår mørket. Selvom stemningen er let og skælmsk på Malmö Stadsteaters lille scene, Intiman, mærker man hele tiden en dybde.

Troen tilbage på musicals

I løbet af året har jeg overværet en håndfuld udstyrsstykker på danske og svenske musicalscener. Scenografisk har man været oppe i omdrejninger, men det dramatiske og musikalske indhold har ikke kunnet følge med. Det har været professionelt og farverigt, men dybest set ligegyldigt.

Var jeg blevet lidt træt af genren? Ja, egentlig. Jeg var begyndt at længes efter mine egne teenageår med selvskrevne gymnasiemusicals. Der mærkede man da i det mindste en oprigtig iver efter at blotte en nerve.

Meningen med döden gav mig troen på musicals tilbage. På, at musikken ikke bare er en tom motor for plottet, men faktisk omdrejningspunktet. Erik Gedeons enakter er en lille perle. Jeg ville tage til Malmø, hvis jeg var dig.