★★★☆☆☆ Tilbage til for evigt – drivhuseffekt i stærke billeder, men gassen siver ud

Blaagaard Teater og Systemet har co-produceret en billedlig smuk forestilling skrevet af Reumertvinder Line Mørkeby, iscenesat af Charlotte Munksø. I en dystopi over menneskets eksistens, undersøges muligheden for at nulstille en verden i fremdrift. Poetiske ord akkompagneres af udtryksfulde bevægelser, videoprojektioner og elektronisk musik. Tilbage til for evigt rummer en stærk desperation og ensomhed, der forløses i fælles afklaring og håb.

Tre små plastdrivhuse ses side om side. De rummer hver sit menneske lukket inde i et drivhusfængsel af dunstende gasser. Man kan ane en hånd, en fod, så en arm og et ben gennem den tykke dis. Vi er blevet adskilt som mennesker, og publikum har sågar også hver deres personlige øresnegl, hvis effekt ikke er indlysende. René Jean Jensen og Trine Møller Sørensen lægger blide stemmer til Mørkebys smukke ord, der ledsager de tre tavse performere og dansere på scenen.

Annonce

De fortæller om den antropocæne tidsalder, som er den seneste geologiske periode fra midten af 1900-tallet og frem. En tid, der markerer udledningen af drivhusgasser og truende atomkatastrofer med globale forandringer og ustabilitet til følge. Inde fra drivhusene på scenen ses menneskernes intense, lydløse skrig fra åbne munde, der hensætter os til scener fra en thriller. Temaet er alvorligt og højaktuelt, men med et lille glimt af humor, der ikke nødvendigvis er en styrke i dette tilfælde.

Kærlighedshungrende katastrofekurs

Der høres en kollektiv raspen af de sidste åndedrag fra menneskeheden. Snart slipper ilten op, og kærlighedshungrende lider de i isolation, selv i selskab med andre. Performernes arme søger famlende men forgæves efter nærhed. ”Alle kredsløb mellem mennesker og natur er brudt,” siger min øresnegl. Jan Vesala er en mand, der længes efter at slippe fri, så han kan tage livet af sig med en dåse makrel i tomat. Hans intense, udstrakte arme og sprængfarlige frustration er imidlertid ikke for sjov.

Astrid Pauline Schmidt spiller en lige så desperat kvinde, der kæmper for at overleve i en lidt sær kamp med halvtomme vanddunke, der sår tvivl om intensionen. Ordene siger imidlertid: ”Jeg er så tørstig… jeg har en længsel, som er uendelig”. Yael Gaathon spiller kvinden i det midterste drivhus, der længselsfuldt skriver ”HUD” på indersiden af de fugtige vinduer.  

Jeppe Lawaetz har designet bagprojektionen, der er holdt i samme nedtonede farvepalette, som drivhuse og kostumer i Karin Gilles klare og smukke scenografi. Hvide og beige nuancer i kostumerne giver frit slag til lysets fine nuancer og underspiller konteksten af katastrofe. Skinnende, bevægelige plastikstykker toner frem på projektionen, mens symbolbetydningen på dette gennemgående, kvælende materiale slås fast.

Dans mens verden kollapser

”Jeg har en skildpadde. Den glider lydløst omkring… Jeg vil eje dens langsommelighed,” lyder det i min øresnegl. Gaathon forvandler sig gradvist til en skildpadde, vender øjnene indad og samler fingre og ben til små skildpaddeben gennem en eminent butohteknik. Er det mon opskriften på at bremse verdens fremdrift? Selv til technofest i Gaathons hus, bevæger alle sig langsomt til brusende og brummende elektronisk musik.”Jeg vil danse, når jeg udløber,” lyder det. Tempoet øges, og kroppene pulserer og glemmer.

For første gang danser de også samme koreografi foran husene, der stadig lyses op af blitzende dommedagslys, selvom de er skubbet til side. ”De mærker en længsel efter at nulstille deres eksistens i denne overgangsepoke,” siger stemmen, og Vesala trækker en snor tværs over gulvet til repeterende lyde og lyriske klavertoner i Ditlev Brinths velfungerende lyddesign.

Schmidt og Gaathon løfter store stykker belyst plastik fra bagscenen hen over snoren, der hejses mod loftet, så tre store stykker foldet plastik hænger ned fra snoren. De forsvinder ind i hver deres plastik og møder hver et menneske projiceret herpå, som et spændende scenografisk greb. ”Sikke en lykke at mærke et andet menneske. Jeg overfører ilt til et andet menneske i et kys,” siger stemmen.

Nye livsformer

Den nye verden spirer frem efter katastrofen. I små jordbunker på gulvet plantes grønne planter i grøn lyssætning. Øresneglen siger: ”Først er der ingenting, men så vokser nyt liv frem i os, når alt andet er væk”. Vesala træder op i jorden og planter sig selv, mens han nynner til stemmen: ”Vi er valmuerne. Før vi forsvinder, står vi her”. Lyset skifter til gult sollys, og planterne tilføres vand direkte fra Schmidts mund, der nu har lært at tæmme vandet. Senere vokser planter ud af hendes mund, som endnu et fint billede.

Gaathon illustrerer en tekst om sprækker til liv, om altings forbindelse og om livmødre. Selvom vi forstår, at menneskene genopstår i dette paradisiske efterliv, kammer det noget over til ord om håb, regnbuer, enhjørninge og nyfødte små liv. Forhåbentlig med et blink i øjet, ellers er det lidt corny, og spørgsmålet er, om forestillingen helt har fundet sin slutning? Selv uden et koreografisk blik udefra, kunne det være ønskeligt, og ikke mindst med Gaathons sublime butoherfaring, at dansen til sidst kunne få lov til at overtage mere, ledsaget af færre ord. Mennesket vises stadig i kontrol, som opretstående liv, omend som valmuer, vandbærere og ”moder jord”. Den lavere puls i det hinsides indfinder sig aldrig. Naturen får lidt for meget sugarcoating, til at vi kan opleve jorden drage et lettelsens suk, befriet for menneskelig indblanding, der hvor liv vibrerer på klodens egne præmisser.