★★★★☆☆ Rusalka – fortryllende scenografi løfter niveauet på Den Fynske Opera

Antonin Dvořaks eventyropera om en havfrues forbandelse møder i Daniel Bohrs iscenesættelse et psykiatrisk hospital. Rusalka på Den Fynske Opera er især en fryd for øjet.

Aldrig har jeg set så fortryllende en scenografi på Den Fynske Opera, som da Daniel Bohrs kammeropsætning af Rusalka indledes med, at et blåkuplet himmelloft fires op over en skrånende havbund.

Her står en hospitalsseng, og ind på scenen stavrer først en askegrå mand og lægger sig. Derefter køres en kvinde ind i kørestol, ledsaget af en doktor med vandkrøller i håret.

Her har vi – det finder vi senere ud af – vor prins, vor havfrue og vor strenge hersker over vandets verden. Daniel Bohr lader Dvoráks fantasi over H.C. Andersen og tjekkisk folklore tage sin spæde start på en psykiatrisk afdeling.

Den enes eventyr er den andens psykiske lidelse, forstås.

Ind i fantasien

Rusalka, kvinden i kørestolen, er slave af sin fantasi, forlyder det. Bag scenen toner fuldmånen frem, lige over de syv musikere, som Leif Greibe har arrangeret Dvořáks eventyrfulde musik for. Hun synger til månen, beder den lede en prins i hendes retning.

Og så bevæger vi os ellers ind i fantasien. Belysningen ændrer karakter, med grønne nuancer er scenen pludselig forvandlet til en skov.

Udstyret med trylledrik møder og forfører Rusalka sin prins, men i bytte for at kunne rejse sig fra kørestolen og blive menneske har hun givet sin stemme, som først vender tilbage, efter affæren er gået til grunde.

Hver sin styrke

Den intime opsætning bringer os helt tæt på sangerne. Julie MeeRa Albertsens præcise sopran er kraftfuld som havfruen. Næsten for kraftfuld til det afsides akkompagnement, og hendes lidt skarpe klang kunne godt have brugt større modspil.

Omvendt er Per Jellum som prinsen blød som silke. Han binder elegant den danske oversættelse sammen, så ordene flyder let af sted. Lidt udfordret er han i toppen af sit register, og ingen af de to er helt naturlige i deres skuespil, men deres stemmer komplimenterer smukt hinanden.

Udadvendt skuespil og adræt vokal leverer til gengæld Emma Oemann som troldheksen Jezibaba. Hendes sprælske tilstedeværelse giver Rusalka en velgørende scenisk energi, mens andre af de medvirkende er lidt stivere i formerne.

Smuk afslutning

Nogle ret tilfældigt placerede lysestager og halvkrøllede velourgardiner omdanner effektivt, men lidt uelegant scenen til slotsværelse i anden akt.

Her forbandes Rusalka, som efter affæren er fanget mellem verdener. Lars Fossers tunge herskerbas er nådesløs, hun må dræbe prinsen for at kunne vende tilbage til havet.

Operaen bliver til slut lidt lang i spyttet og kunne måske have gjort endnu mere ud af sine skift mellem hospital og fantasi, så man tydeligere havde mærket den aktualiserende samfundskritik, som Daniel Bohr vist har villet trække frem.

Smuk er dog slutningen, hvor Rusalka og prinsen synger sig ind i døden i hospitalssengen, mens en blodrød måne lyser op bag dem. Flottere mindes jeg ikke at have set Den Fynske Opera tage sig ud, så stor ros skal lyde til scenograf Kirsten Brink.