★★★★☆☆ Parcel – originalt madteater i stringent design 

Kunstkollektivet Samling byder som en del af K:Selekt-programmet indenfor på Det Kongelige Teaters Lille Scene til en stringent opsat og afviklet middag, der opfordrer til refleksion over grænsens begrænsning med det dobbelttydige navn Parcel. 

Vi vandrer småpludrende ind på Det Kongelige Teaters Lille Scene, hvor et kæmpestort bord opdelt i kvadrater fylder rummet ud. Som anvist sætter vi os ved bordets to langsider. Foran os står 13 anretninger i hver sin kvadrat – eller rettere parcel, som på engelsk betyder gave, på dansk betegner et grundområde. Dobbeltbetydningen er selvfølgelig ikke tilfældig, men indskriver sig i forestillingens samskrivning af forskellige temaer forbundet til indbyrdes relaterede strukturer. 

Abstraherede former og klokkekald

Først fordyber vi os i det stringente setup, der sender associationerne mod japansk minimalisme. Mad og opdækning er holdt i douche, grågrønne farver med enkelte indslag af brunt. De fire tjenere, der nu entrer lokalet, er tillige i støvgrønne dragter – dog suppleret af hvide crocs-sandaler, som de rituelt tager af og på, når de bevæger sig på bordet. De bevæger sig i faste koreografier med militærisk præcision, mens de med lange stænger, der visuelt minder om abstraherede metaldetektorer, flytter retter hen til os og siden rydder af. 

Der kan spises, når klokken har lydt. Til hver ret følger en historie og et billede af det spisegrej, vi skal anvende til retten. Grejet er abstrakte genstande udført i hvidlig kraftig plast og ligger arrangeret i den nærmeste parcel. Som retterne bliver spist, decimeres samtidig antallet af elementer. 

Osten som symbol

Historierne bliver fortalt af en række anonymiserede stemmer, der kun præsenteres med titel eller anden form for funktion. Et spor med flere uafhængige stemmer beskæftiger sig med krig og flugt, et andet med madvaner.

En fællesnævner, der også knytter an til titlen, handler om grænser. Grænser, der overskrides på flugt. Grænser, der overskrides mentalt. De grænser, vi sætter for vores eget kulinariske vovemod eller mangel på samme. Nogle historier er triste og trøstesløse, andre hverdagshumoristiske som den afsluttende ode til den danske ost, som den asiatiske immigrant lattermildt glæder sig til at spise. Osten som symbol for assimilation – eller integration, alt efter hvordan ens mentale øre afkoder fortællingen. 

Stemmerne er de egentlige medvirkende, men de fire tjeneres næsten maskinelle ageren bag vores rygge og mellem os på bordet fortæller samtidig en historie om måltidsritualer, hvis absurditet stilfærdigt eksponeres i dette setup. Koblet med historiernes spænd mellem gru og comic relief kan oplevelsen forme sig som en både konkret og abstrakt refleksion over strukturer. De strukturer, der samtidig med vores tilfældige placering på kloden styrer vores liv og opfattelse af verden. 

Original dissekering af ritualet

Det er godt tænkt og er især i den fysiske oplevelse også udført stramt og sansevækkende. Der er noget let foruroligende over de mekaniske tjeneres svagt intimiderende attitude, ligesom velsmag ikke nødvendigvis gælder alle retter – smagt med denne nordiske tunge. 

Koblingen til historierne giver mening, men glipper i momenter. Simpelthen fordi, det er svært at holde fokus, mens man spiser med grej, der ikke umiddelbart synes skabt til formålet. Det er en pointe i sig selv, men spænder af og til ben lidt uhensigtsmæssigt. Et lidt klarere fokus i historierne kunne give en anden oplevelse, mens de nu mest bliver en fragmenteret collage iklædt en dystopisk tone i det fremragende lydunivers, vi samtidig er svøbt i. 

Parcel er en meditativ oplevelse med en original dissekering af ritualet gennem gastronomiens filter.  Gennem smage og ord, der skurrer og gør strukturerne synlige. Vi får gaver på vores små grundområder, mens vi samtidig inviteres til at reflektere grænsens begrænsninger.