★★★★★★ Duften af Betlehem er en oplevelse for alle sanser

Teaterhuset Filurens Duften af Betlehem er mere end blot en teaterforestilling. Det er en totaloplevelse, der fanger og stimulerer alle barnets sanser i en helstøbt og forunderlig scenografisk verden.

Det er sjældent, at jeg oplever en hel flok børn sidde så stille og være så fuldstændigt optagede af en fortælling, som det var tilfældet, dag jeg så Duften af Betlehem på Teaterhuset Filuren i Aarhus sammen med én af byens 2. klasser.

Det er da også en helt magisk og fuldstændig gennemført verden, som iscenesætter Betina Birkkjær, der også selv står bag det visuelle koncept, har kreeret. Her kommer børnene ikke bare ind i en sal og ser en teaterforestilling. I stedet træder de ind i en helt ny verden og oplever fortællingen sammen med skuespillerne i stedet for blot at betragte den udefra.

Børnene inddeles i to mindre grupper, der på skift besøger stjernekiggeren på landet og fødekonen i byen, før de igen forenes i et stort, mørkt rum under en funklende stjernehimmel. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang, for de er alle de små detaljer, der – fra start til slut – gør Duften af Betlehem til noget helt særligt.

Magiske passager

Fortællingen i Duften af Betlehem, der tager sit udgangspunkt i Juleevangeliet og Jesu fødsel uden på noget tidspunkt direkte at nævne det, er egentlig sekundær. Stjernekiggeren fortæller om en historie om en engel, der besøgte hans bedstefar i en drøm. Og om sin søster, der bor langt uden for byen, og som han aldrig ser. Fødekonen i byen fortæller en næsten tilsvarende historie om sin bedstemors drøm om et får, og om en bror, der bor ude på landet. Fælles for begge historier er, at der skal “fødes et lys, som samler himlen og jorden i en stor fest”.

Når den lille flok af børn, der som udgangspunkt er i aldersgruppen 4 til ca. 9 år, lukkes ind i salen, træder de i et helt nyt univers enten på landet hos stjernekiggeren eller i byen hos fødekonen. Dernæst bevæger gruppen sig gennem magiske passager til den anden af de to. Enten gennem byen, der – som direkte taget ud af 1001 nats eventyr – består af røde, draperede ophæng hele vejen omkring os. Glitrende prismer, gyldne lanterner, tørrerede appelsinskiver og blank julepynt dingler fra teltdugen, mens den stille men bastante lyd af mange mennesker høres i det fjerne.

Den anden passage går gennem “ørkenbjerget”, der er som en knitrende, hvid sneverden med store, hvide ørkenblomster på højde med børnene selv. Gennem strømpesokkerne mærkes sand under det tynde, hvide stof på gulvet, der er pyntet med runde kniplinger, som var de store snefnug, og under en hvid dyne ligger et pudsigt, pelset væsen med lammeører og englevinger og sover.

Hundredevis af detaljer

Foran døren til en lille træhytte står Matias Hedegård Andersen og venter. Han er iført gammeldags tøj med vest og et par mærkværdige briller i bedste steam punk-stil med forskellige linser, som han benytter, når han stirrer op mod mørket over sig. Det sker snart, fortælller han os og inviterer alle med inden for i sit hjem.

Og det er et fuldstændigt lille hus, vi kommer ind i. Rå bræddevægge, tæpper på gulvene, reoler, kommoder og en jernseng, som børnene må sidde på, mens de lytter til stjernekiggerens historie. Her er hundredvis af små detaljer. En globus, læderindbundne bøger, gamle kort, en udstoppet ugle og utallige små dimser uden navn.

Vi indsvøbes i Marcus Hjelmborg og Gustav Andreas Bergs diskrete men væsentlige lydunivers, hvor både den beroligende tikken af et ur og en udefinerbar knirken høres i den lille hytte. Stjernekiggeren viser sin samling af lys. “Jeg har nemlig samlet et lys fra alle de stjerner, jeg har set blive født,” betror han de fascinerede børn foran sig. Han drejer på en håndsving på væggen og gennem det ene tagvindue (for ja, der er også loft i hytten) ser vi stjernelyset fra Jesper Jepssons smukke lysdesign og hører den klitrende lyd af et stjerneskud.

Velafstemte sanseindtryk

Foran et rødt beduintelt venter Lotus Lykke Skovs varmt smilende fødekone os. “Der er noget i luften. En duft, jeg ikke kender,” siger hun, da alle børn har fundet sig en plads på tæppet eller på runde, røde puder på gulvet i hendes telt, hvor dufte af eksotiske krydderier breder sig omkring os. Bag fødekonen hænger tørrede blomster og urter, og mens hun fortæller, at alle spædbørn har deres helt egen unikke duft, støder hun nogle af urterne i en morter og piller en clementin.

Sanseindtrykkende er overvældende men velafstemte. Fødekonen beder os lukke øjnene, da hun vil vise os nogle af duftene fra hendes personlige duftsamling. Appelsin, blomster, nelliker. Velkendte dufte, der forstærkes af det uendeligt blide lydbillede, der som et sagte vindspil høres i baggrunden.

Til sidst samles alle – børn, voksne og skuespillere – i et stort mørkt rum med bløde, lyse tæpper på gulvet. Johanne Baadsgaard Langes pudsige fåreskikkelse med små vinger dukker syngende op og inviterer alle til at danse om sig, mens hun spiller harmonika. Børnene får bevæget sig, før de igen forventes af forholde sig i ro. Vi lægger os på gulvet, ser op mod de små lysende stjerner i mørket over os, mens Johanne Baadsgaard Langes engleblide stemme svøber sig omkring os. “Vi er her. Det’ nu, det sker,” synger hun.

Sanseindtrykkene får ro til at samle sig på næsten meditativ vis, før børnene til sidst får lov frit at bevæge sig omkring og se nærmere på de to passagers mange, fine detaljer. Der er tænkt på det hele i Betina Birkjærs ambitiøse totaloplevelse. En usædvanligt omfattende og helstøbt oplevelse for aldersgruppen, som vi kun kan håbe, vil blive en tilbagevendende klassiker ved juletid.