★★★★☆☆ Regnbuen – sanselige transformationer hylder mangfoldigheden

Kunstnerisk leder af MYKA, My Grönholdt, har sammen med dansekunstner Ray Roa Alonso skabt den dansende installation Regnbuen for alle fra 0-100 år i co-produktion med Dansehallerne. Fem dansere iført Henrik Vibskovs dragende og transformerende kostumer udforsker indre og ydre mangfoldighed med elegante formationer i nyfortolkede tutu-skørter og luftig kaki tilført alle regnbuens nuancer på SMK.

”Spøgelser?” spørger et yngre barn undrende sine forældre, måske med tanke på de hovedløse skabninger, med kæmpemæssige sort- og hvidstribede tutu’er af tyl på hovederne. De vandrer højtideligt ind på scenen som hatte med ben og bevæger sig som på en catwalk nedsænket i vand med højt løftede hvide sneakers og hvide knæbeskyttere. Statens Museum for Kunsts aulascene er højt belyst af sol med et smukt bagtæppe af natur udenfor.

Spøgelser er det måske ikke, men det er ganske vist nogle interessante og evigt foranderlige skabninger, vi er vidne til. MYKA er netop kendt for sine stærkt visuelle, tværæstetiske forestillinger, der ofte har nutidige temaer til debat. Komponist Cristian Vogel har komponeret et indtagende lydunivers af elektronisk vibrerende undertekst fra meditativt flydende til energisk pulserende.

Transformerende æstetik

Et gennemgående tema er det transformerende, og det er vel også, hvad regnbuen i sig selv er gjort af? Hver farve tager lidt farve af farven ved siden af, og pludselig er det hele udvisket. Lige som vi tror, vi ved, hvad vi ser på, ændrer det sig og bliver til noget andet. Dansernes arme kommer langsomt til syne midt i det prangende kostume, og ansigter dukker op i sorte hætter med pink eller blågrønne øjenomgivelser.

”Det bliver til noget andet, se hvad hun er blevet til!”, påpeger barnet begejstret, da alle fire lemmer og hovedet er kommet til syne, og hatten er gledet ned og blevet til en slags kjole. Danserne folder sig helt ud, strækker armene op over hovedet, mens musikkens puls øges fra meditativ dvaletilstand til pulserende liv. De drejer i flydende formationer med klassisk ynde og løfter kostumet op over hovederne og afslører den røde inderside. ”Hvorfor gør de det? Fordi det er smukt?”, funderer barnet.

Træder ind i dansernes rum

De performative skulpturelle udfoldelser taler direkte til sanseapparatet. Især fordi, danserne er lige foran os på stentrapperne, de danser, ligger og sidder for vores fødder. De danser sjældent som gruppe i én samlet fortælling, så vi oplever alle noget forskelligt fra vores pladser. Kostumerne må røres, og især børnene træder lige så meget ind i dansernes rum, som de træder ind i vores.

Skrig som af frygt fylder rummet med en gysende, stor rumklang. Frygten lever også i regnbuens spekter, og vi oplever steder, følelser og kontekster gennem musikken. Den sørger også for cues mellem de enkelte scener i det store, lyse rum uden mulighed for blackout, lys eller andre tekniske hjælpemidler. Skørterne trækkes over hovedet, og danserne finder tilbage til scenen i en form for intermezzo, hvor det bliver tydeligt, at man kan gå og komme, som man har lyst. De flydende transitioner er i sig selv en del af værket.

Regnbuen i junglen

Til naturlyde som fugle og hæs panfløjte transformeres danserne igen i forskelligt tempo. Med fugleagtige, rykkende bevægelser ifører de sig kakifarvede, luftige kostumer. Der er lange, farvede handsker til armene med fugleagtige kløer og samme farve på hovedet. Alle regnbuens farver er repræsenteret og passer med hver dansers strømpefarve i de sorte støvler med høje hæle, som danserne frygtløse springer rundt på.

Måske en form for jungletema? Der er panfløjte, trommer, messing og vandlyde. De store skørter får genanvendelse på hver deres stativ, og bliver til vægge i en form for hus på hjul. Der er vildskab, hurtighed og energifyldte street moves blandet med catwalk og poses. Sammenlignet med den flydende og elegante opadstræbende dans med skørter, er bevægelserne nu eksplosive og pulserende med bredde og tyngde.

Regnbuens skat

Danserne samler af og til input fra deres omgivelser så som bevægelser fra børn, en hundelufter, der går forbi udenfor eller blikkontakt midt i den mest kunstfærdige bevægelse. Danserne ”walk the talk” med deres forskellige kroppe, udtryk og faglige styrker, der komplimenterer hinanden i gensidig respekt. Det er skævt, queer, legende og æstetisk og føles som et sanseligt brusebad båret af dansernes fine nærvær.

Det er lykkedes at sidestille koreografi, musik og kostumer i en danset udstilling, hvor intet element stikker af fra de andre. Det virker åbent, tålmodigt og transparent uden at gå i stå, fordi der opretholdes en intensitet i selv de mest stillestående overgange. Det er krævende at holde sammen på værket i det store rum med publikum, der går og kommer og efterlader tomme pladser, mens andre hænger ud og nyder det meditative samvær.

Værket tilbyder æstetisk samvær på tværs af generationer, hvor pointerne ikke råbes ud, men opleves gennem fælles undren over handlinger og detaljer. Nogle gange tæt på, andre gange på lang afstand. De underliggende queer temaer tilfører ekstra dimensioner, især til de voksne. Regnbuen er ikke en stor ydre farveeksplosion, men en rejse fra sort, hvidt og rødt til kaki. Regnbuens skat er finurlige farvede kostumedetaljer, indtagende lydrejser og udtryksfuldt nærvær.