★★★★★☆ Sagaen om Kaspar Hauser – frapperende spillere i originalt formsprog

Teater Momentum slutter vol. 16 af med et himmelfaldent, punket angreb på sproget og det, det gør ved verden og mennesket. Det er naivt, det er dada, det er spooky. Det er scenekunst, der kan og vil os noget.

To fyre i hvidt styrter ind i det tomme scenerum. Himmelfaldne ser de på os. Som var det første gang, de så noget så mageløst. Det er det også. De er nemlig Kaspar Hauser. Hittebarnet, der levede afsondret fra verden, for pludselig at dukke op i Nürnberg som stor teenager d. 26. maj 1828. Han kendte kun sit navn og havde intet sprog. Det fik han og han fik også en opmærksomhed, der måske kan minde om den, reality-stjerner oplever i dag.  

At blive set for første gang

Sagaen om Kaspar Hauser er ikke så interesseret i det aspekt, men borer sig med uskyldsren iver ind i oplevelsen af at prøve noget for første gang. At se farver, at blive forelsket, at synge, at cykle, at ligge tæt på en græsmark og hviske den anden i øret.

Sagaen om Kaspar Hauser er en fortælling, men bliver i Nanna Cecilie Bangs gendigtning til et digt sprængfærdigt med den mening, der skaber verden, men alligevel aldrig helt kan indfanges af sproget. Ligesom solen ikke er en gul kugle med streger ud fra, kan ordet ”flot” aldrig beskrive det, der måske var endog skønnere, før sproget låste det i en form.

Teksten dekonstruerer talemåder og blander dem med gentagne klicheer og sprogkoreograferet indstudering af bordmanerer. Den gakker dadaistisk ud i ren klangophobning af ord og dykker dybt i meningsløshedens brønd, når børnesangen transformeres til ”Se min fremtid, den er sort som Helvede”.

Et dialogisk rum i punket kaos

Nanna Cecilie Bang holder fast i at skrive sideordnede monologer, hvilket her selvfølgelig også giver en form for mening, da Nicolai Duckert Perrild og Tryggvi Sæberg Björnsson begge er forskellige stadier og sider af Kaspar Hauser. Heldigvis er teksten i kompetente instruktørhænder hos Kristoffer Lundberg, der – som fx også Petrea Søe i afgangsforestillingen So much for my happy ending – kan skabe et dialogisk rum for spillerne i teksten. Iscenesættelsen oser af overskud og tror nok på sit publikum til at lade punket kaos og almen absurditet forme forestillingen.

Først er der ingenting. Så bygges verden op. En hest ad gangen. Man kan tænke Tobias Rahim, men man kan også bare tænke old school lonely rider, når westernhatten sættes på sned og små dukkeheste og en foldecykel sætter referencerne fri. En forstærker, en guitar og en bas er andre elementer i universet, der jævnligt gribes og en følelse råbesynges over et par akkorder.

Vidunderlige sammen

En lille radio, et tæppe kunstigt græs, en platform og et kamera materialiserer sig også, inden en kiste og en pistol varsler Kaspars tidlige død. Løsrevne objekter, der kan læses alt muligt ind i. Ligesom man kan i Kaspar. Kun bagvæggens abstrakte, blåhvide flor er konstant. Måske er den himlen med skyer af vat, som han drømmer om.

I dette univers af ingenting, der kan blive alting, huserer de to gange Kaspar. Et par, der går frydefuldt i spænd med hver sin energi og blikke, der kan låses i hinandens og få luften til at dirre. Nicolai Duckert Perrild mest ilter, men også uskyldsren i sin forhippede flirten med Maja på første række. Tryggvi Sæberg Björnsson mere grounded, men også diabolsk underspillet, når han mod slut konfronterer en tilskuer for at have givet op på ham. Vidunderlige sammen, når kærlighedshistorien udspiller sig mellem to gråspurve, der aldrig kan finde en kærlighed mage til, for ”det smukkeste har de allerede oplevet”.

Sprogeksploderende tabula rasa

Jeg så desværre ikke de to første forestillinger i denne sæsons Momentum-model. Det kan jeg kun ærgre mig over, for her er et team, der både kan og vil udfordre sig selv og os. Nanna Cecilie Bangs begavede og sprogeksploderende parafrase gør Hauser-myten aktuel og endog mere almen, end ideen om mennesket som et blankt papir, en tabula rasa, allerede var. Fornemt forløst af to frapperende spillere i et originalt formsprog kastet lige i ansigtet på os.

Jeg er så træt af den evige myte om, at unge ikke går i teatret. Det passer måske på enkelte teatre, men på langt størstedelen af de scener i hele landet, jeg tilbringer de fleste af mine aftener på, udgør mennesker under 30 en pæn portion af tilskuerantallet. Det er ikke de unge, men forældregenerationen, der ikke går i (voksen)teater. Måske er det så enkelt, at unge ligesom alle andre – diffuse som mere præcise – målgrupper kommer, hvis de bliver udfordret og kan se sig selv i scenekunsten?

Det kan man – ung som gammel – i Sagaen om Kaspar Hauser.