★★★★☆☆ So much for my happy ending – et bankende porøst hjerte af ungdom

Afgangsholdet fra Den Danske Scenekunstskoles Odense-afdeling er for et par dage rykket til Folketeatret med deres kropslige og intenst søgende jagt på kærligheden og sig selv, So much for my happy ending.

Afgangseleverne fra Aarhus Teater tog ud i provinsen i Henrik Szklanys Himmelvendt. Holdet fra Odense rejser i stedet ind i kunsten og kulturen i Nanna Cecilie Bangs So much for my happy ending, der sampler hendes ord med bidder af verdenslitteratur og populærkulturens sange til et bankende porøst hjerte af ungdom.

Kærligheden tåler alt

Bænket på tre etager i en hvid arena venter vi på de seks spillere, der klædt i hvidt entrer rummet og sætter sig imellem os. Med få ord tegner de sig selv som typer og gør samtidig tilløb til en fortællestruktur. Historien sættes i gang, et liv skal fortælles. Et ungt liv, hvor følelser fylder. Et sanseligt liv, som vi straks mærker, da de iklæder sig de fine, hvide kjoler, der lå i en klump på gulvet og ventede på dem. Med rytmiske, nysgerrige lyde bevæger de sig som én krop, til stemmerne koncentreres i Kærlighedens Evangelium: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”.

Ja, gør den nu det? Det sår den herligt legende tekst selvfølgelig hele tiden tvivl om, for ikke bare ungdommen, men livet selv er denne vaklen mellem ukuelig tro og bundløs tvivl. Og sådan kastes vi med de seks fra tvivl til tro, fra forelskelse i livet til betagelse af døden. Havde døden blot ikke været så hårdt arbejde – illustreret af en enkel, gentaget koreografi – kunne man så let hoppe i den.

Nu er det nu

Men ”hvem vil dø, når man kan blive en fucking måge?” Eller måske en Ikaros, der får vingerne brændt? Følelserne skifter med lynets hast og tekstmontagen springer som en sprudlende symfoni af følelser og indtryk fra hverdagssprogets ”fuck” til Ovids og Lady Gagas poesi. Det giver de seks skuespillere mulighed for at vise mange sider af talentet frem. I én scene som Pyramus og Thisbe hviskende søde ord i hinandens ører, snart mørkt begærende som Narcissus, snart rækkende det sitrende hjerte frem med ordene: ”Jeg er ret sikker på, at jeg mest er skabt til forholdsvist ensidede relationer, hvor der er en, som nok er mig, der siger: jeg elsker dig”.

Anders Jul Fristrup Andersen, Carla Viola Thurø, Ludvig Brostrup, Nanna Simone Harvald, Nicolai Duckert Perrild og Simon Hilmoine fletter sig ind og ud af hinanden. Snart som en enhed, snart ensomt som hver sin satellit. Ofte insisterende søgende publikums opmærksomhed med serenader og monologer. Med tæt øjenkontakt og kurtiserende kroppe. De er en levende organisme, der i Petrea Søes generøse iscenesættelse veksler sikkert mellem ro og fyrværkeri, mellem intensitet og kaos, mellem gruppe og individ, mellem kontakt og afstand. 

De får alle deres øjeblikke – og griber dem, for ”Nu er det nu!”.

Flying eternal over the fucking sky

Kærligheden fylder musikken. Musikken fylder ungdommen. Kærligheden udleves i musikken og i drømmene om børn og småborgerlig sikkerhed, i drømmene om at være et band for evigt, i drømmene om at være mig med min krop og alt det farlige og fantastiske indeni.

So much for my happy ending er en energiudladning, der forener litteraturens billeder af kærlighed med kroppens oplevelser til en ny, vedkommende fortælling om det at være ung. Modigt, humoristisk konfronterende og nænsomt rørende spillet af seks meget musikalske, nye skuespillere, som bliver spændende at følge.