Platform-scenen er en del af Roskilde Festivals Art & Activism-program og bød i år på en række performances, der med lyd og bevægelse bragte nye stemmer og alternative verdener frem. Vi opdaterer under festivalen løbende artiklen med anmeldelser i miniformat.
Art & Activism starter allerede sidste lørdag med forestillinger, happenings og talks i campingområdet. Fra onsdag fortættes programmet på festivalpladsen og performancedelen udspiller sig på Platform, der med sine fleksible vægmoduler og lave, lysbesatte loft kan gå fra åbent, flydende rum til fortættet intensitet, som mørket falder på. Det er nemt at falde ind, og nemt at blive fastholdt i dette særlige festivalrum, der både kalder på fordybelse midt i larmen, men også tilbyder det måske første møde med performancekunsten.
★★★★☆☆TRAGEDY af Louis Schou-Hansen, fredag Platform
En grædende kvindeskikkelse bevæger sig i slowmotion over Platforms gulv, mens hun knuger en skål med druer. To andre skikkelser står i et uendeligt kram, der til sidst tranformeres til en kinddans. To andre sidder blandt publikum med hænderne begravet i ansigtet, en tredje lige så i modsatte side. Alle klædt i forskellige varianter af dekonstruerede barok-sløjfer, pibekraver, cowboyboots/bukser eller noget, der kunne være genbrugstøj.
Louis Schou-Hansen leger med den vestlige kulturs koder i det visuelle mash-up look, der får medspil af skærende klange, spinkle lyde og brudstykker af næsten genkendelige film-scores, mens de seks performere bevæger sig i hvert sit spor, der af og til snitter hinanden. De grædende ansigter lægger sammen med tempoet en grundstemning af tristesse, der dog ikke er uden humor og nænsomhed, som når en tilskuer tilbydes en kam og reder håret på en af performerne, før hun atter må videre til én af sine vidunderlige “ligge død”-positurer.
Tragedien ligger i kroppenes gentagelsestvang af tillærte positurer, hvilket måske står allertydeligst frem i de pornoficerede tableauer på de små podieforhøjninger. Sådan boller vi i Vesten, for det har vi set på skærmen. Men også den ensomme kvinde, der sniger sig rundt i scenevæggens åbninger for så at synke i afmagt mellem publikum og de forskellige udtryk for sorg og spejling rammer vores visuelle verden med kant.
Tragedy er en hypnotiserende oplevelse med sit knuskonsekvente bevægelsessprog, der implicit kalder på modstand med sit sørgmuntre, rørende univers. Performancen kan også opleves lørdag 19.15 på Platform. Den præsenteres i samarbejde med Kulturrådet Norge, PERFORMING ARTS Hub Norway og Dansehallerne.
★★★★★☆ Fordelene ved at være ordblind af Julie Nymann, fredag Platform
De Platform-frivillige er mere end vanligt på stikkerne, da de fredag formiddag udleverer forårsgrønne T-shirts til alle. På trøjens forside inviterer den multidisciplinære kunstner Julie Nymann Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til dialogkaffe, på bagsiden finder man en QR-kode til hendes lovforslag “Ordblinde med stolthed”.
Scenegulvet farves grønt af alle de T-shirtklædte tilskuere – eller lyttere skulle man måske nærmere sige, for Fordelene ved at være ordblind er en lydinstallation. Blid musik og Platforms altid gavmilde røgskyer skaber ro, og så begynder en samtale om dysleksi mellem et væld af stemmer. “Det sidder i hjernen for helvede”, siger én, for tidligere troede man, at dysleksi var en synsfejl, heraf betegnelsen “ordblind”.
Snakken går lystigt videre. Unge stemmer blandet med aldrende, skrøbelige stemmer. Det er gribende og bærer samtidig humorens empowerment i et sammenklip, der veksler overlegent mellem fakta-oplysninger, poetiske remser, rytmiske lyde, litanier, latter og refleksioner over alle de fordele, man har – eller udvikler – når man er dyslektiker. Evnen til at læse verden. Vedholdenhed. Accepten af ikke at være perfekt. Kreativitet. Viljen til at spørge om hjælp.
Lydsporet afløses af et kor, der rejser sig mellem os og synger, så tåren springer frem i øh-jenkrogen. “Farver har betydning / Følg den grønne vej / Mærk dine styrker / De stråler ud af dig”, lyder det med henvisning til farvekoden i den nationale test for ordblindhed, som Julie Nymann opponerer imod i dette værk og ved konsekvent at klæde sig i grønt. Et stærkt budskab, der også emmede ud af det elegante, humoristiske og meget, meget rørende værk.
Fordelene ved at være ordblind hænger sammen med installationen vores stæmmer er framtidsdrømme, som kan ses i Gloria. Værkerne præsenteres i samarbejde med Art Hub Copenhagen, og vil senere på året også blandt andet kunne opleves i lidt andre former på GRASP Festival.
★★★★☆☆ WIRED af Marie Kaae, torsdag Platform
Marie Kaae stempler med Wired som den eneste på Platform direkte ind i de aktuelle konflikter, som også bragte aktivister på scenen hos Mø og irske Fontaines D.C. Men i modsætning til disse indslag i koncerter, er aktivismen en integreret del af Wired og lægger helt oplagt i forlængelse af koreografien og det musikalske univers, der skaber et mangefacetteret afro-diasporisk miks af genrer som house og soul forlænget visuelt i de smukt dekorerede, individuelle kostumer.
Midt på scenen står en DJ-pulten og højttalerene, der med det samme skaber rytme i vores kroppe. De fem dansere bevæger sig ind med sit trinsystem fra hekkende beats til organisk, hvirvlende flow, inden de finder sammen i en fælles tryllekreds, der etablerer rummet. Et rum, der dog hele tiden holdes inkluderende åbent ud mod os gennem blikke, bevægelser og inviterende vink. Vi vipper rytmisk med som en levende bølge omkring performerne, der med deres forskellige aldre og kroppe i sig selv hylder diversiteten i den sorte stemme, de manifesterer.
Tunge grooves ledsages af ord som “It’s work” og “Thanks to dance I’m still alive” og bevægelser, der hylder kvinden og manden i skiftende tyngde og sprødhed, men hele tiden med en stærk oplevelse af community. Et fællesskab, der appellerende bredes ud til menneskehavet, og kulminerer i stærke, næsten vægtløse spring mod musikkens anker i midten. “We can deal with it”, lyder håbets empoverment-stemme, får Marie Kaae til slut tungt åndende forankrer performancen i de-kolonisering og opfordrer til “Do better” i for Palæstina, Congo, Sudan og i vores liv generelt.
“Together we could win”, lyder det fra denne kunstner, der med performancen gør sit til at inkludere og dele sin og dansens visdom med de frmmødte.
LÆS også ISCENEs anmeldelse af Wired ved premieren hos co-producenten Dansehallerne i maj
★★★★★☆ Tiran Willemse og Melika Ngombe Kolongo, torsdag Platform
Scenerummet rystede allerede af den dybeste bas, da vi blev placeret i en firkant til Tiran Willemse og Melika Ngombe Kolongos navnløse performance. Dumpe drøn lyder fra Kolongos DJ-setup, mens Willemse afgrænser rummet med hurtige skridt og en metallisk rygende duft, der bølger mod os fra hans hånd. Han mærker væggene, hopper og rammer Platforms lave tags kanter.
Publikums kroppe bliver suget ind i bassens vedvarende rysten som en levende ramme for det univers, der nu opstår i en art skabelsesberetning. Strømmende røg og hidkaldende sangtoner giver en snert af at falde ned gennem historiske lag, mens Willemse søgende puster liv i noget nyt i sine gentagne stop, hvor hænderne føres til munden som en tragt for liv.
Skærende, elektroniske lyde flænser øregangen, mens han nynnende passerer os i sin stadige rundgang, der ender i en selvsvingsspiral og et ekkoende råb til Kolongos krageskrig og knastørre slag på lilletrommen der som de spinkle slag på congas i sig selv går i polyrytmisk interferens med bassens tyngde.
Mens bevægelsen rundt fortsætter, transformeres trinnene nu til trippende vrik og hæl-tå-hoppesekvenser med pulserende ben og graciøse arme, der i sine gentagelser simulerer trancens transformationspotentiale, der i et accelererende tempo og øget voldsomhed i trommen synes at kunne fortsætte for evigt. Som var Willemse en neutron i universet eller en flig af menneskehedens principielt uendelige søgen efter at skabe kosmologiens mening i kaos. Abstrakt, men sanselig mærkbar og krystalklar i sit big bang-møde mellem lyd og bevægelse.
Performancen kan opleves igen lørdag kl. 21. Den præsenteres i samarbejde med Roskilde Festival og Arsenic – Centre d’arts scénique contemporain.
★★★★☆☆ Lille Solstråle sad og så på Månen med Bark, torsdag Platform
En fløjte høres i det fjerne. Så bærer torsdagens heftige vind også en sagte rasle mod os, og så dukker de op. To og to i procession mod Platform. Klædt i løse, farverigt broderede gevandter kommer det 40 personer store kor Bark ind og stiller sig i en halvkreds. Dirigenten spreder armene og solen på hans kappe folder sig ud. De lyse stemmer lægger sig over en bund af de mørke.
Meget på Platform er dansebaseret, men Lille Solstråle sad og så på Månen er et korværk af Lise Haller Baggesen baseret på tekster af den danske multikunstner Karoline Ebbesen, der udfoldede sin kunst som mangeårig psykiatrisk patient på Sct. Hans Hospital.
Værket falder i ti sange, der kredser om himlens elementer, landskaber, kærlighed og død i et fragmenteret sprog, der af og til isprænges talremser, der rytmisk banker under det fortællende lag. Det er tekster, der bærer stor kraft i sine proklameringer “Elske vil jeg”, men også blidt besynger skabelsen i natten og de engle over skyerne, der er lige så virkelige som stjernerne og lysets skær.
Anders Lauge Meldgaards arrangementer går med teksten i blide, sarte arrangementer, men fanger også kraften i passager, hvor sangen fluktuerer mellem hvisken og råbekor, når englene kaldes frem til narrativets slutning, hvor det døde barn, den lille solstråle, ligger i kisten. Trods mørket er der lys i dette egensindige univers, hvor fløjten atter stempler magtfuldt ind i slutningens langstrakt bølgende crescendo mod genopstandelse.
Lille Solstråle sad og så på Månen kan ses igen på Platform lørdag kl. 12 og atter hos værkets medskaber Museet for Samtidskunst til september som del af en større udstilling med Karoline Ebbesens værker.
★★★★☆☆ Dunkel af Olivia Rivière og Lisen Pousette, torsdag Platform
Ubemærket har de placeret sig mellem os og først tror jeg, at Olivia Rivière er dårlig, da hun langsomt og med det hvide vendt ud i øjnene langsomt kollapser til liggende stilling. Så ser jeg, at fem andre kroppe også skiller sig ud fra den fælles publikumskrop og kravler, glider ruller ud over scenegulvet.
Med døde, brustne blikke, hvislende lyde og zombieagtige suk bevæger de sig i slowmotion tættere på midten, hvor stemmerne får mere bund og transformeres til gutturale grynt, mens de skubber og hiver i hinanden eller flår deres egne kroppe rundt mod en usynlig modstand i et abrupt flow af uafgørlig tiltrækning og frastødning.
De tunge, mørke stemmer fra dybet af svælget eskalerer og går i ét med kroppene i lyde og bevægelser af opkast. Sætningen “Go away from my window” gentages indviklet i de foruroligende, growlende lyde. Foruroligende, fordi de både overskrider det menneskelige og er det menneskeliges mulighed, mens sætningen taver enhver rationel betydning og blot bliver en del af lydbilledet.
Så brister stemmerne i bobler af blødere lyd, mens de mødes mund mod mund og snaver sig vej rundt på gulvet. To og to, nogle gange flere. Med en tung tone som det konstante med indbrud af en perlende rislen manifesterer bevægelserne sig i snart kluntede, snart graciøse linjer i den liggende koreografi, der mod slut bliver en fælles messen fra én organisk krop, der atter opløses i seks selvstændige kroppe, der forsvinder blandt publikum.
Olivia Rivière og Lisen Pousette leger i Dunkel med forholdet mellem kroppe med et overraskende lydligt greb, der sanseligt trænger ind i beskueren og luller os ind i det modstridende univers af dvale og opmærksomhed, der indtræffer lige før søvnen. Det casual præg, hvor performerne ikke umiddelbart kan adskilles fra beskuerne, passer perfekt ind i festivalens rum og de brudte grænser mellem kroppe, men vil måske forekomme en anelse workshopagtig i andre settings.
Dunkel er kurateret til festivalen af Aaben Dans i samarbejde med MDT og Dansehallerne, og kan ses igen lørdag kl. 15.
★★★★☆☆ Jubilee med Göksu Kunak, torsdag Platform
Det talstærkt fremmødte publikum fik smæk for skillingen torsdag aften i solnedgangens skær, hvor tyrkiske Göksu Kunak satte ild til Platform med sin legende fetich-performance Jubilee. Flammerne så vi først på i form af en tv-pejs på den store skærm, der sammen med polestangen og et par enlige hvide støvler stod på scenen og tændte fantasien.
Men så ramte det elektroniske beat vores ører med ankomsten af en gul lift befolket med væsner af en anden verden. Et totalt bizart clash mellem kluntet, industrielt køretøj og poserende figurer. Højt mod den skumrende aftenhimmel svingede de sig med med dødsforagt ud og ind ad liften i melodramatiske pose.
En bodybuilder, en poleartist, en vogue-danser og med den usynlige dirigentstok som tungen i kinden Göksu Kunak selv, der med smut i øjet og vrik i kroppen kalder os nærmere. Nærmere, stadigt tættere på omkring de tre soli, der drager øjet og får pulsen til at stige i festens rus, der kulminerer i et fælles dansende moment i én stor klump af performere og publikum.
Buğra Büyükşimşek er bøjelig, næsten som en contortionist i sine vogue-moves, hvor hænder og armes gestik fortæller, mens ansigtet er forpuppet som en mumies. Markus Hausmann poserer i et flow af klassisk Rodin-Grubleren til kitsch-Schwarzenegger for koket at ende på en lille roterende udstillingsplatform. Bilgesu Akyürek skaber åndeløs magi omkring polestangen i stadigt mere kropumulige, men yndefuldt stærke poses i endnu en billedstorm på speed.
Det er et mageløst ensemble af freaks, der overgivent og befriende selvironisk skaber den vildeste fest sammen med publikum, mens de begavet tematiserer (den medierede) krop som lærred – eller i dette tilfælde – nærmere skulptur. Det gør kroppen kraftfuld, men samtidig sitrende skrøbelig i et stadigt spænd mellem det æggende og det humoristiske, en fortsat transformation af den konkrete krops muskler, led, mimik og vældet af konnotationer i kroppens performative potentialer.
Jubilee spiller igen fredag 20.45 på Platform.
LÆS også ISCENEs interview med Art & Activisms kuratorteam her
