Nordisk Teaterlaboratorium går nye veje og inviterer det frie felt ind i teatrets egenproduktioner. Vi tog en snak med teaterleder Per Kap Bech Jensen og cirkuskunstner Villads Bugge Bang om deres samarbejde om forestillingen Human Can, om det lokales betydning og om en generel gentænkning af egnsteatre.
I foråret producerede Nordisk Teaterlaboratorium (NTL) forestillingen Human Can, der blev udviklet i samarbejde med cirkuskunstneren Villads Bugge Bang. Den komiske, fysiske forestilling handler om ideen om evigt liv, og er samtidig første eksempel på, at egnsteatret i Holstebro inviterer det frie felt indenfor til en samskabelsesproces.
”Vi får en slags seismograf ind i huset, når det frie felt kommer. De er en form for grundforskning af, hvor scenekunsten bevæger sig hen. Deres arbejde er med til at flytte grænserne for, hvad vi forstår ved kunst og relationer i det hele taget.
Den diskussion vil vi gerne tage med ind i vores egen tænkning om, hvilke produktioner, vi selv skal lave. Så det bliver en form for krydsbestøvning, når vi samarbejder med det frie felt,” fortæller teaterleder Per Kap Bech Jensen. Vi mødes en stille formiddag til en snak om gentænkning af egnsteatret, der med ordet ”laboratorium” i sit navn har en lang historik for at eksperimentere med scenekunsten.
Mere kunst, færre mursten
Tidligere havde teatret et meget stort ensemble, men går i dag en anden vej, der sikrer de ansatte og freelancerne overenskomstmæssig løn, mens teatret samtidig har fokus på at skabe bæredygtige produktioner. Det sker blandt andet ved at åbne provinsen for de overvejende Københavnsbaserede kunstnere i det frie felt:
”60 % af det frie felt holder til i København, og hele 75 % af deres premierer ligger der. Her kan man godt gå ind og spørge til bæredygtigheden. Hvor meget af den støtte, de modtager, går til at betale leje for mursten, og hvor meget går reelt til den kunstneriske proces? Der er et hul, som man kan fylde ud og give nogle kunstnere mere tid,” forklarer Per og uddyber:
Når man er i Holstebro, så er man i Holstebro
”Vi kan tilbyde det frie felt rum til at fordybe sig. Både fordi vi har god plads, og fordi vi ligger uden for de store byer. Her er ikke så meget flimmer eller adspredelser. Når man er i Holstebro, så er man i Holstebro,” slår han fast med et smil og understreger igen, at samarbejdet handler om mere end plads:
”Vi kan tilbyde at gå ind i en samskabende proces med de kunstnere, der kommer i huset. Vi har gearet huset til at være en laboratorievirksomhed. Så man kommer ikke bare og får et rum, men indgår i en sammenhæng, hvor vi også har et ønske om, at man deler det, man har gang i med lokalområdet. Der er mange kulturinstitutioner i Holstebro og også et ungt studiemiljø. Så der er mange steder, man kan tappe ind i et samspil med dem, når man er i byen.
Man står på hovedet og betaler en faktura
Villads Bugge Bang er enig i, at Holstebro i sig selv er spændende, fordi der sker meget kulturelt og for de unge i byen, men vægter også især roen og de ressourcer NTL kan tilbyde: ”Som artist er man vant til at klare alting selv. Man står på hovedet, mens man laver lyscues og betaler en faktura,” fortæller han og fortsætter:
”NTL er interesserede i kunstformen cirkus. De bidrager med finansiering og har tillid til, at man kan skabe en forestilling. Det er rart, at man ikke skal sidde og skrive en ansøgning selv. Det er lettere at gå fra idé til handling, fordi man genererer ideen sammen med dem, end når det er en fond, man er i dialog med. Og det er fedt, at man er på samme hold og har adgang til teatrets ressourcer. De satte retningen, men vi havde også ret frie tøjler.
Det er et teater i forvandling, der skal finde ud af at være egnsteater på en ny måde
Man lærer byen Holstebro godt at kende, så det konkrete sted får indflydelse på arbejdet. Vi optog fx filmen, der indgår i forestillingen på det store, nedlagte hospital. Det er en udfordring at skulle være længe væk hjemmefra, men det giver mere ro og fokus, som dog kan give bagslag, hvis man er en arbejdshest,” smiler han selverkendende. Han peger også på, at samarbejdsformen stadig er under udvikling:
”Det er et teater i forvandling, der skal finde ud af at være egnsteater på en ny måde, men det er helt grundlæggende en klar fordel, at man kan bo og arbejde i samme hus. Det gode ved NTL er, at de har mange folk og fagligheder i huset, men det betyder også, at man må arbejde ud fra deres betingelser og de ressourcer, de har. Så der kunne de måske arbejde med en større fleksibilitet og finde nogle modeller for, hvordan de ansatte og freelancerne skal samarbejde. Fx kunne jeg godt have tænkt mig at have haft lidt længere tid til at forberede forestillingen.”
Hæld olie og vand i samme potte
Per Kap Bech havde længe haft lyst til at arbejde med Villads. ”Han kommer med en multidisciplinær baggrund, og vi satte ham sammen med vores kunstneriske producent Søs Banke, som har en mere klassisk, tekstbaseret baggrund. Laboratoriet opstår netop, når man tager vand og olie og hælder det ned i samme potte og ser, hvad der kommer ud. Denne gang var vi også heldige at samarbejde med Claire French fra Aarhus Universitet, der har dokumenteret processen og beskrevet det, hun kalder ”tension”, som opstår som en produktiv faktor i samarbejdet mellem forskellige baggrunde,” fortæller Per.
”Søs Banke kom til som fast instruktør, fordi jeg ikke ville lave en solo og heller ikke instruere. Hun tyggede en masse Youtube igennem for at blive klogere på cirkusgenren,” ler Villads. Trods de forskellige udgangspunkter har han oplevelsen af, at både han og Søs fik åbnet nye døre og landet forestillingen et andet sted, end hvis han havde arbejdet alene.
Hun tyggede en masse Youtube igennem for at blive klogere på cirkusgenren
For Per handler det også om tillid og om at afstemme rammerne for samskabelsesprocessen: ”Man skal forhandle rummet på plads og finde ud af, hvordan man lægger brikkerne. Villads og den anden skuespiller Ward Mortier gik meget improviserende til arbejdet, og Søs rolle blev så at få brikkerne lagt til et samlet narrativ. Jeg tror, det var en lærerig proces for begge parter at møde en anden måde at arbejde på og at blive set på med andre øjne.”
”Det kan selvfølgelig gå virkelig galt, hvis man ikke er indstillet på at have en transparant proces og ikke vil acceptere at gå ind i et fælles rum, hvor det i det her tilfælde ikke er rent teater og heller ikke rent samtidscirkus,” præciserer Per. Han har fortsat stort mod på at fortsætte samarbejdet med artister og er for tiden i dialog med flere mulige samarbejdspartnere på det felt.
Vi laver ikke leverpostej på samlebånd
Hans tilgang handler ikke kun om konkrete repertoirevalg, men også om en mere generel diskussion om egnsteatrenes fremtidige rolle:
”Vi skal arbejde med, om vi kan få mere ud af denne metode, og om vi kan blive skarpere på at styre processen. Men vi vil fortsat invitere ind på den måde, for det er vores måde at gentænke egnsteatret på. Der er et generelt behov for at gentænke strukturerne, og det gælder også for egnsteatrene. Vi er et andet sted, end da de blev skabt i tresserne. Samarbejde med det frie felt er ikke svaret for alle egnsteatre, men det er den vej, vi gerne vil gå,” siger han. Og her peges atter på bæredygtighed som kriterie:
”Vi skal som egnsteatre lave to produktioner om året, men det er jo ikke leverpostej på samlebånd, vi producerer, og en del forestillinger kunne godt have et meget længere liv. Vi har brug for at eksperimentere meget mere og til at tale lidt mindre Djøf-sprog. Det er ikke godt for nogen, at vi adopterer den måde at tale om kunsten på. Vi skal meget hellere tale kunsten op. Den udkrystalliserer nye tanker og måder at leve på, og det er derfor, den er vigtig for samfundets udvikling,” slår Per fast og fortsætter:
Vi har brug for at eksperimentere meget mere og til at tale lidt mindre Djøf-sprog
”Styringen af egnsteatrene er ikke så krakilsk som på andre områder, men vi har mål, vi skal opfylde. De mål er altid noget, der kan puttes i et regneark. Det er sjældent dannelsesmål, og det kunne det jo godt være. Men det er nemmere at tale om tal end om de andre mål, fordi politikerne sjældent forstår håndværket og fagligheden i scenekunst,” siger han og peger på, at egnsteatrene har potentiale til at blive små kraftcentre for byudvikling:
”Vi lever i en kommune, der gerne vil kulturen, men det er også en kommune, der har en økonomisk trang virkelighed, hvor de risikerer at smøre midlerne for tyndt ud, fordi de vil bevare alle institutioner, og det er jo heller ikke bæredygtigt. Man må som kommune tage et valg om, hvad man vil være, og her i Holstebro tror jeg, at byen i sig selv kunne være et laboratorie og skabe en innovativ kerneidentitet på den måde, der også kan inspirere områdets unge i deres karrierevalg.”
Bæredygtige turneer i ind- og udland
NTL er også primær netværksscene i Turnenetværk Danmark. Det betyder, at teatret i hver sæson skal præsentere fire produktioner og dermed være med til at sikre, at smallere værker når ud til hele landet på en bæredygtig turné. Dertil kommer altså den nye type egenproduktioner. Der er stor interesse for samarbejdet, og Nordisk Teaterlaboratorium har været i dialog med 16-17 aktører i forårets ansøgningsrunde til støtte fra Statens Kunstfond.
På det internationale marked er de ligeglade med, om en forestilling har haft premiere i København eller hos os
”De rækker ud til os, og det er både dans, klassisk teater og en kunstinstallation. Vi går ikke ind og kuraterer, det er mere et spørgsmål om at få kalenderen til at passe,” fortæller Per, der også arbejder videre med Human Can efter dens turné i Danmark:
”På det internationale marked er de ligeglade med, om en forestilling har haft premiere i København eller hos os. Vi kigger på at lave en turné i Asien med Human Can. Den har et format, der gør den nem at sende ud, fordi den kan være i en kuffert, og rekvisitterne kan købes derude. Så på den måde kan vi give den et længere liv, mens andre forestillinger måske bare skal sættes fri, når de er produceret færdigt hos os.” Og hermed afrundes snakken om de nye perspektiver, der åbner sig i samarbejdet mellem et egnsteater og det frie felt.
LÆS ISCENEs anmeldelse af Human Can her
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
