Bådteatrets bestyrelse meddeler i dag, at Anny Neel Dirchsen overtager stillingen som teaterleder efter Rolf Heim med tiltrædelse 1. maj 2023.
”Anny Neel Dirchsen har været administrativ leder af Bådteatret siden 2006 og har med sit talent for lederskab og solide indsigt i Bådteatret og dets kunstneriske profil alle de nødvendige forudsætninger for at føre Bådteatret videre og sikre kunsten og dens udvikling,” udtaler bestyrelsesforperson, Gitte Spies.
”Jeg er meget stolt over, at Bådteatrets bestyrelse har valgt mig som teaterleder. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle Bådteatret i et stærkt samarbejde med mine kollegaer og med skiftende kunstnere,” siger Dirchsen.
Om Anny Neel Dirchsen
Anny Neel Dirchsen er uddannet Cand.Comm fra Roskilde Universitetscenter. Hun har arbejdet som administrativ leder / producent på diverse teatre bl.a. Teater V, Livingstones Kabinet, Det menneskelige teater, Munk og Pollner, Teatret Dance Lab og Teater Rich.
Dirchsen afløser Rolf Heim, som har været Teaterleder på Bådteatret i 20 år. Rolf Heim er ny teaterdirektør på Vendsyssel Teater.
”Rolf Heim har gennem årene udviklet Bådteatret til at blive et unikt teater med en stærk kunstnerisk profil, nemlig animationsteater for voksne. Vi takker ham for hans store indsats på Bådteatret,” udtaler bestyrelsesforperson, Gitte Spies.