Siden den første festival i 2021 har Tårnby Park Studio, der står bag Tårnby Park Performance Festival, arrangeret performances, forestillinger, workshops, fællesspisning og fest i Tårnbyparken. I år har festivalen fået en mere nomadisk karakter og breder sig til dagligvarebutikker, Tårnby Bibliotek, Kastrup Strand og sågar øen Saltholm. Festivalens gæster skal derfor ud på en rejse i Tårnbys lokalområde for at opleve alt det, som festivalarrangørerne og kunstnerne har at byde på.
I dagene 6. – 15. juni 2023 får festivalens gæster mulighed for at opleve dansk og international performancekunst af høj kunstnerisk kvalitet helt tæt på, når Tårnby Park Performance Festival 2023, indendørs og udendørs i offentlige rum, byder på fællesskabsorienterede dage fyldt med overraskelser, performancekunst, grill, hygge, teater, fællesskab, medbragt mad og workshops for børn, unge og voksne.
Festivalen arrangeres hvert år af Tårnby Park Studio, som er et projektrum for lokale, sociale og internationale forviklinger, hvor forskellige festivalformater, performances, performanceaftener, film, debatter og forskellige institutionelle rammer i Tårnby undersøges.
Festival med rejsen som tema
Udover at fremhæve og præsentere dansk og international performancekunst er Tårnby Park Performance Festival også er en performance i sig selv og skaber af ny kunstnerisk forskning. Festivalen har altid et indbygget spørgsmål, som festivalens research og indhold drejer sig omkring. I år inviteres alle involverede fra arrangører over kunstnere til publikum til at reflektere over rejsen som tema, og hvad rejsen gør ved og betyder for en krop og et samfund.
Den lange rejse starter udenfor Tårnby Bibliotek den 6. juni, hvor Proletar Teater har slået sig ned med projektet SAGA, som er halvt butik, halvt teater. Her indsamler gruppen aflagte tekstiler, som de syr om til tasker, der kan købes. Med i købet af en taske får du en historie omkring tekstilets tidligere ejer, hvor tekstilet har været før, og hvor det kommer fra, som du kan digte videre på eller erstatte med din egen personlige historie. Hvem ved, måske giver du din nyindkøbte taske videre til en anden en dag, som gerne vil høre din historie?
Performance i Netto og kollektivt maleri
Fra Tårnby Bibliotek går rejsen videre til Kastrup Strand, hvor Nexus Dance performer. Ude i Øresund på øen Saltholm kan en mindre gruppe gæster med billet opleve den stedsspecifikke performance Traveling Bodies med danseren Neda Kovinic og hendes hold af bevægelses- og lydkunstnere fra Serbien og England, der er rejst fra udlandet til Saltholm og gennem dans præsenterer deres forudgående undersøgelser og oplevelser på den lille ø.
Fra udendørs performances på Kastrup Strand og øen Saltholm går rejsen tilbage til downtown Tårnby, hvor publikum kan opleve en performance og dans af Karin Bergman og hendes dansere langs indgangspartiet og gangene i dagligvarebutikkerne, Basalt på Amager Landevej og Netto ved Tårnby Station.
På forskellige lokationer i Tårnby kan du være heldig at løbe på Emil Torp-Rasmussen og Anna-Sofia Lillian Chonovitsch, der som del af deres projekt, A Tårnby State of Mind, bærer rundt på et lærred og inviterer forbipasserende til at male deres tanker om Tårnby og ønsker for byens fremtid. Når de to kunstnere ikke er rundt i bydelen, vil de være at finde i Tårnbyparken, på Tårnby Bibliotek og på Tårnby Torv. Det store fælles maleri, som de kalder “et kollektivt maleri for fremtiden”, sælges på auktion til højstbydende den 15. juni.
Havefest og fællesspisning
Sideløbende med performancekunstprogrammet kan du være med til fællesspisning i Tårnbyparken, når Tårnby Park Studio inviterer til Open Grill. Eller du kan komme til havefesten den 9. juni, som markerer den officielle åbning af Tårnby Park Performance Festival 2023. Havefesten er festivalens store samlingspunkt, hvor gæster kan møde hinanden og danse til glad musik til solen går ned, spise deres medbragte mad sammen med andre, børn (og voksne) kan deltage i kreative aktiviteter og interesserede kan deltage i dagens performancekunstprogram.
Tårnby Park Performance Festival afsluttes torsdag den 15. juni med et program rettet mod teater-, billedkunst- og scenekunstsbranchen. Branchedagen starter med paneldebatten “Soft Clashes” omkring institutionsdannelse og clashet mellem visioner og virkelighed, som Morten Goll fra Trampolinhuset vil moderere. Deltagerne tæller Gylleboverket (Malmö), På den anden side (Møn), Kinéo 37 (Odsherred) og Nexus Dance Company (København). Nogle af deltagerne befinder sig i begyndelsen af det arbejde, det er at skabe institutioner og transformere visioner til virkelighed, mens andre ser tilbage på en årelang praksis.
Se hele programmet for festivalen her.