★★★☆☆☆ Parents Playlist – børnesange og boomerhits i hjertevarmt men rodet livsportræt

Med Minna Johannesson i instruktørstolen tager Teater Nordkrafts på alle måder eklektiske teaterkoncert Parents Playlist publikum i hånden og ind i forældrelivets følelser. Gennem nye kompositioner og kombinationer af børnesange, YouTube-hits og evergreens formidles alt det, som sker ind imellem ”Love is in the air” og ”Til døden os skiller”. Resultatet er en forfriskende, legesyg teaterkoncert, der på både godt og ondt er lige så kaotisk som det liv, den skildrer.

Hvid skrift på en sort skærm fortæller, at det er første date night i meget lang tid. En kvinde i glimtende grøn kjole og en mand i festlig skjorte sidder ved et bord og forsøger at nyde en omgang spaghetti og hvidvin langt væk fra børnelivets kaos.

To musikere i pastellilla kostumer leverer soundtracket til den romantiske aften. Men tonerne af To mennesker på en strand flyder konstant over i et forstyrrende refræn af ”Kritte vitte vit bom bom”. Måske er det alligevel ikke helt så nemt at efterlade forældrerollen derhjemme? 

Velkommen i følelsernes rodebutik

Med fuld smæk på kønsklichéerne og veltimet kropslig humor synger og danser Laura Kolds dominerende kvinde og Thomas Nielsens underkuede mand sig igennem forældreskabets uperfekte rodebutik. Den første boblende babylykke, søvnløse nætter, ulidelige teenagefester og den rungende tomhed, når børnene flyver fra reden. 

Mie Riis’ scenografi er, lige som parforholdet, på én gang rodet, triviel og magisk. Et toilet, en sofa og en vaskemaskine møder balloner og glitrende kostumer. Det genkendelige hverdagsliv invaderes langsomt af lige dele cornflakes, chips og konfetti, indtil rummet til sidst er et stort kaos. 

At vi alle er kunder i livets rodebutik, understreges ved, at publikum inddrages i forestillingen. Fx som gæster til fødselsdag og juleaften eller som deltagere i en fælles karaoke-sekvens, hvor den ældre generation tøvende synger med på Peter Ceteras Glory of Love. En skærm på bagvæggen opdeler numrene med en blanding af live-hjemmevideo, opstillede interviews med karaktererne, tematiske overskrifter a la ”Fuck!” og statistiske fakta om skilsmisser, utroskab og midtvejskriser. Også her understreges fællesskabet af citater og familiefotos indsamlet fra de medvirkende og teatrets brugere. 

Musik fra alle hylder

Skuespillerne har selskab på scenen af musikerne Anna Kathrine Lystbæk og Jonas Ervolder Bové. De glider ind og ud af rollerne som aktive medspillere, selvstændige performere og baggrundsmusikere, hvilket bidrager til den hvirvlende fornemmelse af hverdagens kaos, men også gør det lidt svært at greje, hvem, der er i fokus hvornår. Når de fire medvirkende interagerer og synger sammen, løftes hele udtrykket til gengæld. Det sprudler fx af kreativt overskud da en firstemmig a cappella udgave a Baby Shark drilskt glider over i melodien til Bohemian Rhapsody.

Bovés nykomponerede fortolkninger af alt fra Nirvana, Pink Floyd og Nick Cave til Kim Larsen, John Mogensen og Alberte Winding spænder mellem afdæmpet simplicitet, melankolsk, elektronisk tunghed og festlig løssluppenhed. Selvom der også er tilsat en portion børneklassikere og YouTube-hits om bitches, mælk og drengerøv, balancerer musikvalget nok lige på nippet til en grandparent’s playlist.  

Det eklektiske musikalske koncept kommer virkelig til sin ret, når børnesange og evergreens sømløst bryder ind og ud af hinanden. Det er også både rammende og virkelig godt tænkt når Laura Kolds luftige men raspende stemme formidler udmattelsen og mindreværdet ved det uendelige godnatsangs-ritual gennem en melankolsk og bundtræt version af Bjerget ligger langt ude i skoven. Eller når hun med luftig forførerklang performer en utroskabs-striptease til Se min kjole, hvor farvede lag tages af, indtil der kun er lagnernes hvide bedrag tilbage.  

Kreativt, sprudlende kaos

Når man nu har så stort et sangudvalg, to musikere og to velsyngende skuespillere kan det undre, at der er inkluderet præoptagede numre, som ikke rigtig tilføjer noget til det samlede udtryk. De bliver en slags atmosfærisk bagtæppe, mens skuespillerne skifter tøj på scenen eller musikerne flytter rundt på instrumenterne. De åbne skift konkretiserer livsfasernes forandring. Men de gør også forestillingens dynamik flad og unødvendigt langtrukken. Og med en samlet spilletid på over 2,5 time er der en del plads til opstramninger. 

Parents Playlists største styrke og største svaghed er dens utøjlede, uhøjtidelige og utraditionelle tilgang til teaterkoncerten. Den emmer af hjertevarme og kreativitet, der skaber musikalske overraskelser og følelsesmæssig genkendelse i øjenhøjde med sit publikum.

Og midt i kaosset indfanges de på én gang almene og eksistentielle følelser, der dirrer mellem hverdagens smålighed og kærlighedens uendelighed. For, som Thomas Nielsen reflekterer, mens flere publikummer dupper øjnene, så er der måske i forældreskabet noget, som er større end bare at være lykkelig. Og måske findes det i fem minutter mellem Aula og aftensmaden?