I Tårnbyparkens Fælleshus samledes en gruppe performancekunstnere og andre interesserede torsdag til debat om, hvad det vil sige at være en kunstnerisk institution. Udfordringer og fordele blev diskuteret. Og det stod klart, at en vis ambivalens ikke var til at komme udenom. For kan man overhovedet sætte en kunstner i bås?
Det var en veloplagt festivalleder, der åbnede ballet den sidste dag på Tårnby Park Performance Festival torsdag formiddag. Andreas Liebmann, som også er manden bag Tårnby Park Studio, bød de fremmødte velkommen til debat med temaet Soft Clashes – en undersøgelse af og samtale om, hvad det betyder for performancekunstnere at gøre sig til en institution. Croissanter blev serveret, og der blev danset i krogene, da 30-40 mennesker var samlet i Tårnbyparkens Fælleshus.
De fleste, fornemmede man, havde selv relation til scenekunstmiljøet og havde også deltaget i den ugelange festival, som i år fandt sted for tredje gang. En indforstået stemning fyldte altså lokalet, da dagens debattører tog plads på stolene foran publikum: Det svenske non-profit-kunstner- og kulturhus Gylleboverket, kunstnerkollektivet På Den Anden Side, danseforeningen Kinéo 37 og Tanya Montan Rydell fra Nexus Dance. Sammen med moderator Morten Goll fra NGO’en Trampolinhuset skulle de forsøge at svare på, hvad det egentlig vil sige at etablere en institution som kunstner – og hvad der kan være at vinde ved at gøre det.
“Vi er jo en institution!”
Efter alle fremmødte havde præsenteret sig og fortalt, hvad de havde spist til morgenmad (en klar overvægt af havregryn + en enkelt eksotisk koldskål med kammerjunker), gav Andreas Liebmann ordet til Morten Goll. Som mangeårig leder af Trampolinhuset, der fungerer som vejledende instans og forsamlingshus for flygtninge, ved han ét og andet om udfordringerne ved at give sine visioner ben at gå på. Hurtigt slog han fast, at det er nødvendigt at etablere sig som institution, hvis man vil opnå noget som helst med sit projekt.
Og hvad vil det så sige at blive en institution som kunstner? Det lod ingen af debattørerne til at kunne svare 100 procent på. At oprette sig som virksomhed eller forening samt at have en adresse, hjemmeside og profil på sociale medier var, blev de enige om, det mest konkrete, der kan siges. Og på de spredte fnis, der lød, hver gang nogen sagde “institution”, fornemmede man da også en vis ambivalens omkring ordet.
“Der er noget stagneret over ordet, og vi bryder os egentlig ikke om at kalde os selv en institution,” slog Jona Elfdahl fra Gylleboverket fast og blev bakket op af Morten Bencke fra På Den Anden Side. Først efter at have googlet sig til, hvad en institution egentlig er for en størrelse, kunne de fastslå: “Vi er jo en institution,” fortalte han grinende og blev mødt af genkendende nikken.
Større end én selv
Samfundets idé om, hvad en institution er – en lidt gammeldags kategorisering af, hvad der er rigtig og forkert kunst, og at kun noget kunst fortjener økonomisk støtte – tog alle paneldeltagerne afstand fra. Idéen om kunstneren, der går sine egne veje og ofte fjerner sig fra det etablerede, synes at få fornyet relevans i clashet med den hårde virkelig: For at kunne gøre sig håb om at få støtte til sine projekter, ja for overhovedet at blive taget alvorligt, må man gøre det snørklede og uinspirerende arbejde med at blive en virksomhed eller forening, slog panelet fast.
At kunstnere ikke nødvendigvis trives inden for faste rammer og ofte tænker i alternative leve- og udtryksformer, er kollektivet På Den Anden Side et godt eksempel på. På en gård på det vestlige Møn har medlemmerne etableret en produktions- og udstillingsplatform for eksperimenterende relationer mellem mennesket og naturen. At “forestille sig nye modeller for fremtiden” er en af kollektivets missioner – ikke umiddelbart noget, man forbinder med at spille med på samfundets kriterier for, hvad god og dårlig, rigtig og forkert kunst er.
Ikke desto mindre kunne På Den Anden Side efter deres første festival i 2019 konstatere, at de var nødt til at blive en forening. Ikke kun for at kunne søge støtte. Men også for at tage sig selv og deres projekt alvorligt. Jon Andreas Hoff og Georgia Kapodistria fra Kinéo 37 undgår som regel også at omtale deres dansekompagni som en institution. Men, som Georgia Kapodistria siger, har ordet også en positiv klang af noget, der hæver ens kunst til et salgbart produkt og ikke bare “noget, man går og fifler med”.
“En institution signalerer også noget, der er større end én selv. På den måde er en kunstner jo altid en institution. Ved at gøre sig til forening eller virksomhed formalisererer man det, og det giver bare nogle andre muligheder. Som kunstner har man brug for et sted at arbejde fra,” slog hun fast.
Løn? Dream on
Også Tanya Montan Rydell har haft brug for at formalisere sit arbejde for at kunne skabe samarbejder med andre kunstnere. Økonomisk støtte har hun endnu ikke fået noget af. Og i det hele taget stod det klart efter torsdagens debat, at penge sjældent er performancekunstneres raison d’etre. Stort set alt, hvad de tjener, går til deres kunstneriske projekter – til deres vision.
Og det er måske det største – og hårdeste – clash, der opstår, når en kunstner forsøger at stable store, visionære projekter på benene: At pengene, der uddeles, ofte går til dem, der allerede er etablerede. Og at man, selvom man skulle være heldig at få del i dem, sjældent har råd til at give sig selv meget løn. De blødere clashes – som debattens titel refererer til – er alt det, der sker, når en kunstner går i dialog med sine omgivelser.
Da Andreas Liebmann rykkede ind i Tårnby med sit kunststudie. Da Kinéo flyttede ind i Odsherred og begyndte at interagere med lokalmiljøet. Da På Den Anden Side afholdt deres første festival på Møns marker. De clashes – og alle de muligheder, de rummer – lever og ånder kunstnerne for. Og hvis kriteriet for at bringe visionerne til live er at institutionalisere, then so be it.
