★★★★☆☆ Jane Blonde – tempofyldt komik i Bonds univers

Dansk Rakkerpak har i år med charme, parykker og gadgets kastet sig ud i en gadeteaterversion af James Bonds filmiske univers. Med højt tempo, mimisk turbo og en musiker propfuld af lyde fejrer Jane Blonde gadeteatrets traditionelle, komiske gakkeri.

“Mange mennesker kan meget sammen”

Dansk Rakkerpak gæster for tiden Frue Plads på årets turné, der denne gang fabulerer over James Bonds univers. Men inden vi kommer til det, skal vi naturligvis gennem kompagniets faste ritualer med guidning til tomme pladser, bønner om godt vejr og påkaldelsen af den fællesmenneskelige styrke, der også løber som en understrøm i kompagniets forestillinger.

Lydsiden er forestillingens bankende hjerte

Således stemt går det ud over stepperne. Einstein Albertsen har opfundet en form for energisuger, der kan flytte energi fra et sted til et andet. Eller med Albertsens ord: “Suck the energy from the vindmølle and send it to the blender”. Onde kræfter øjner aggregatets mulighed og rapser både den og Albertsen, men heldigvis hører vi Bond-temaet og Blonde, Jane Blonde, tager scenen i en fermt turneret pastiche over filmenes ikoniske åbningsvignet. Mange mennesker kan meget og tre skuespillere og lidt stage fight kan også en hel del.

De får excellent støtte af musiker Thomas Dinesen, der med sit arsenal af mere eller mindre mærkværdige instrumenter og ikke mindst sin evne til at imitere lyde fra kattemjav til helikoptervinger er forestillingens bankende hjerte. Fra rysteæggets og trianglens tempofyldte animering til guitarsoloens klagende længsel står hans lydunivers ikke tilbage for den filmgenre, den er inspireret af.

En Jane med kropslig kant

Christian Q. Clausens dueblå kassescenografi ser ikke ud af meget ved første øjekast, men kasserne kan dreje og gemmer på både rekvisitter og små skjulte ruder, hvor et og andet går i svang. Her kan man se hænder, der glider i inciterende flirt, og overskurken Blofelds ansigt forstørret og formindsket på IPad’ens skærm. Skiliften suser mellem kasserne, mens Jane Blonde behændigt undgår deres roterende savskær, der truer med at dele hende i to.

Rasende fart er der på – ganske som i filmene. Skønnest i Jane Blondes afsluttende flugt fra Blofelds skurkerede. Susanne Bonde har tidligere vist, at hun kan illudere en skateboardfærd, men nu er brættet ikke nok. Der må også ski, paraglider, kano, hest og mere til, før hun er tilbage på skateboardet, der i bedste gadgetstil kan bruges som våben på fantasifulde måder. Susanne Bondes mimiske evner giver flot kropslig kant til Jane med en herlig kombination af sensuel forfører og utålmodig pilfinger. Det er en fin parafrasering af især Roger Moores variant af James.

Now I rule the world … not

Niels-Peter Kløft charmerer både som den befippede opfinder Albertsen og den lede skurk Blofeld. “Now I rule the world,” gnægger han gang på gang for så med usvigelig sikkerhed at tabe det hele på gulvet. Hans uundværlige kat er en udsplattet oplevelse i sig selv i Annika Nilssons kreation. Jesper Pedersen har sans for deadpan-karakterer og rammer sin Jaws lige på kornet. Sammen er de to bøvede på sødeste vis, lige meget om Blofeld tryner Jaws eller de begge bliver sprunget simultant i luften.

Niels Grønne har instrueret med fin accentuering af det tempofyldte flow i brud af en blæret slowmotionkamp og en charmant mimen af filmvignetens koreografi. Jane Blonde er ikke så poetisk og dagsaktuel som sidste års Grænsen, men formår til gengæld at transformere det filmiske univers til en fejring af gadeteatrets traditionelle superkraft, det komiske gakkeri, der siger noget fundamentalt om det menneskelige.