★★★★★☆ Afslag – empowerment på den fede måde

Teaterkollektivet MAGMA indtog i sidste uge Basements rå kælderlokaler med deres immersive performanceinstallation Afslag. En forestilling, der med saft, kraft og skrøbelighed konfronterer publikum med afslagets indbyggede oplevelser af magt og afmagt.

Den lille gård foran Basement fyldes af forventningsfulde folk og byens lyde. Værtstypen Emil byder os hver især velkommen med et opfordrede smil og nærgående spørgsmål.

Annonce

“Vil du sige, at du har magt?”, spørger han, da min arbejdsidentitet som anmelder er klarlagt. Jo, det giver da en vis magt, må jeg indrømme, og indkasserer et stempel på armen. Knap så magtfuldt symbol som dem, der fik en stjerne på brystet. 

Katatonisk opgivelse

Afslag handler om magt og afmagt og udformer sig som en generobring af magt over eget liv efter afslaget. Vi sluses ned i kælderen og mødes af første stadie, den katatoniske opgivelse. Visualiseret i fosterstillinger, blikke låst på uendeligt og usammenhængende småklynken. 

Som øer af opgivelse og smerte er fem personer hver sin installation, en sjette iscenesætter sig i en samtale, mens atter andre er repræsenteret af en lille film eller et stilleben. Et par lyttestationer og en skærm med et spørgeskema fuldender scenariet på gulvet. Hævet over vores hoveder istemmer koret det første af tre tonebilleder, der skiller sekvenserne fra hinanden.

Livet er ikke retfærdigt

Bag koret på vej mod toilettet er væggen fyldt med printede mails og samtaler. Afslag på afslag. Fra kærester og dates, fra arbejdsgivere og skoler. Fra toiletbåsen lokker stemmer. En samtale mellem Magma og en fond bringer os helt tæt på afslagets smerte og forsøget på at forstå det rationelt. Men livet er ikke retfærdigt. Afslag heller ikke altid, og kan man dissekere sig frem til forståelse af det tilfældige?

Nedenunder er det den irrationelle afmagt, der udfolder sig. Én kaster sig rundt i voldsomme bevægelser og søger at få os til at give hende komplimenter i form af små perler. En anden rabler og tæsker løs på skumplader, før hun synker ned i vegeterende omgang med en flødeskum på spray. En tredje forsøger ligesom båndsamtalen at overkomme afslaget med spørgsmål og selvkritik, som hun skribler ned og hænger til tørre.

Jeg er dig

Jeg blev først draget af kvinden i mudderhullet, der ordløst rækker ud efter os med sine slimede hænder. Blid, når man tager imod, rasende når man holder afstand. Skråt overfor hende er kvinden, der spejler sig i mig og krampagtigt holder mig fast med et “Jeg er dig”.

Men før eller siden går vi videre til det næste spot. Afslaget er indbygget i forestillingens karakter af installation, hvor vi browser rundt. Følger en eller flere karakterer, men også hele tiden er på vej væk. De udpegede magtfulde får tilmed lov til at bedømme værkerne – hvis de har lyst.

Perfekt formet dramaturgisk performance

Der er ingen tvang for os tilskuere i dette rum, der trods al temaets implicitte afmagt og mindreværd har en inklusiv rummelighed, der gør det interessant og en anelse håbefuldt at være i det. Der er kraft i at tage sit eget nederlag på sig og vende det udad. Der er saft i udtrykket, der spænder fra vært Emils venlige nysgerrighed og spejldamens insisterende omklamring til de ordløse, bedrøvede øjne og de rasende kast med rekvisitter, der peaker i anden sektion, før spillet tones ud og gruppen forlader os.

Jeg gik opløftet ud i sommeraftenen. Så megen energi stærkt fokuseret ind i en perfekt formet dramaturgisk performance, der ikke er bange for at være for meget, men dypper os i et syrebad af skrøbelighed og frådende raseri og konfronterer os med vores egen magt – og afmagt, for hvem er ikke blevet afvist bare én gang i livet?