Grønnegårds Teatret byder med Molières Den gerrige på lattermild og bidsk sommerunderholdning med kant. Karen-Lise Mynster er guddommelig i titelrollen og omgives af et komediesprudlende hold i Madeleine Røn Juuls fremragende forløsning af komediens bidske samfundssatire.
Rigdom giver magt, men rigdom giver også mange sorger. Harpagon, der er omdrejningspunktet i Molières Den gerrige kan nok tyrannisere hele sin husholdning, der alle er afhængige af hans formue, men lider også alverdens kvaler ved tanken om, hvad der dog kan ske med alle de dyrebare penge.
Den gerrige er en pivtynd fortælling, men er i Madeleine Røn Juuls boblende iscenesættelse ikke bare særdeles underholdende, men fremstår også frisk og aktuel som et billede på kapitalismens snævre lykke.

De dejlige penge
Karen-Lise Mynster er et scoop i rollen i Harpagon. Alle bekymringerne om at blive bestjålet har sat sig i hendes forkrampede krop, der krabber over scenen og kun bløder op ved tanken om de dejlige penge. Formuen, som kun har det ene formål at blive større. Harpagon kunne ikke drømme om at bruge så meget som en krone på nogen andens lykke. En lille flig af noget andet skimtes dog, når hun sagte aer en lok af den attråede Marianes hår. Harpagon vil giftes med hende uagtet, at hendes søn Cleante også er forelsket i Mariane.
Harpagons datter Èlise er hemmeligt forelsket i hushovmesteren Valere, og selvfølgelig får alle de unge hinanden til sidst, selvom Harpagon har helt andre og mere lukrative planer for sine børns giftermål. Som i enhver god komedie er slutningen bare ikke så vigtig, det er den forviklede vej dertil. Konflikten løses som oftest med et trylleslag – i Den gerrige ved fremkomsten af en hidtil skjult familieforbindelse.

Hjerterne hopper i brystet
Tvangsægteskaber er ofte en ingrediens i Molières og hans samtidiges komedier. Temaet må i dag adresseres ud over det rent komiske aspekt og det klarer Andrea Øst Birkkjær med sin delikat-præcise mimik, der siger mere end 1000 ord. Hendes Èlise er den fornuftige del af af søskendeparret, mens Jeppe Ellegaard Marling giver modspil med en bedårende følelsesladet Cleante.
Begge har de komediegenrens finesse og timing, godt sekunderet af de udkårne, Nanna Skaarup Voss’ stilfærdigt søde Mariane og Joachim Kubels foretagsomme Valere, der behændigt springer rundt mellem far og datter. Forelskelsen lyser ud af de to par, så hjerterne også hopper i vores bryst i den lyse sommernat.

Komedie ekstravaganza
Omkring de to par huserer en stjerneparade af spillere, der alle med charmerende lethed og overskud spiller komedie, så tårerne triller af latter. Peter Flyvholms forsmåede tjener, Mester Jacques, får sine slag og nederlag, Jesper Hyldegaard har det forsvorne glimt i øjet på sin lurendrejer, La Fleche, der står unge Cleante bi. Jacob Weble jonglerer både ågerkarlen, Monsieur Simon, og den knap så kvikke politikommissær med sin sikre sans for komediens rytme.
Teaterdirektør Steen Stig Lommer er velgørende kontrapunktisk rolig som Mariane og Valeres genkomne fader. Tina Gylling Mortensen er i sit es, og når hun er det, kan ingen måle sig med denne komedienne ekstravaganza, der kan lade et blik og et ord med alverdens betydninger – om end Andrea Øst Birkkjær følger godt med.

Lattermild og bidsk i samme bid
Samspil, tempo og timing er altafgørende, når komedier flyver over scenen. Madeleine Røn Juuls iscenesættelse rammer fuldstændig rent på alle parametre og får dermed også plads til at dyrke Harpagons sammenbrud i Karen-Lise Mynsters forrygende døds-tour de force, da alt er tabt. En fortættet lille perle af spillekunst, der cementerer patriarkatets – og måske især kapitalismens uendelige uanvendelighed som kilde til mellemmenneskelig respekt og lykke.
Det er et smukt og aktuelt budskab, der nok ligger latent i Den gerrige, men som jeg aldrig har set forløst med så stor præcision i en forestilling, der samtidig doserer sine virkemidler uden at sætte så meget som en lilletå forkert. Gøje Rostrups enkle, barokinspirerede trappescenografi har både balkonudsyn og gemmesteder nok til at understøtte komediens forviklinger og hendes kostumer er ikke bare guf for øjet, men accentuerer også de enkeltes karakterer visuelt. Den gerrige er på alle måder et perfekt bud på sommerunderholdning med kant. Lattermild og bidsk i samme bid.
Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup. Koreografi: Esa Alanne. Oversættelse: Jesper Kjær. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign: Mikkel Magnus Olsen.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Peter Flyvholm, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Jacob Weble og Steen Stig Lommer.
Den gerrige spiller 28. juni – 26. august 2023 på Grønnegårds Teatret.