★★★★★☆ Bjørnen som ikke var – samfundsrevsende og underholdende børneteater

Teater Patraskets forestilling Bjørnen som ikke var er en tankevækkende og underholdende teateradaption af Frank Tashlins børnebog, hvor industrialiseringen sættes op mod det mere stilfærdige liv for at minde os om, at alle må være lige præcis den, de er.

Bjørnen som ikke var er en herlig, samfundsrevsende fortælling, der bygger på Frank Tashlins børnebog Bjørnen som ikke var en bjørn fra 1986.

Iført brun pelshue med øreklapper er Dirck Backer bjørnen. En bjørn, der lever sit eget stilfærdige liv i skoven. Om sommeren spiser den bær. Om vinteren går den i hi. “Sådan var livet. Livet for en bjørn,” fortæller Anna Karina Nicolaisen og Maria Myrgård, der bevæger sig omkring bjørnen i Filippa Berglunds hyggelige scenografi, der mest af alt ligner en bedstemors dagligstue.

På en fabrik er der ingen bjørne

Et forår vågner bjørnen fra sin vintersøvn og befinder sig ikke længere i skoven. For skoven er blevet forvandlet til en fabrik “lige ovenpå bjørnens hule”. I bedste Patrasket-stil, hvor fortælling og lydbillede flettes ind og ud af hinanden, skaber Bastian Popp på scenen lyden af såvel skov som fabrik, der akkompagneres af blip-blop-musik og lyden at lastbiler.

På fabrikken vil de ikke have nogen til at dovne omkring uden at arbejde. “Jeg arbejder ikke her. Jeg er en bjørn,” indvender bjørnen forgæves over for den emsige værkfører. Men lige meget hjælper det, for værkføreren bruger sin sunde fornuft som modargument: “Det her er en fabrik, og på en fabrik er der ingen bjørne”.

Har flertallet altid ret?

Etage efter etage trækkes bjørnen med gennem det ene lederlag efter det andet. Højere og højere op i systemet i både bogstavelig og overført betydning. Fremført på scenen med ture i usynlige elevatorer eller lange trasketure rundt og rundt på usynlige vindeltrapper. Der er tændt helt op under publikums fantasi i Bjørnen der ikke var, for intet ligner egentlig det, det skal forestille at være. Og alligevel kan vi alle med ulideligt klarsyn se den sandhed, som lederne på fabrikken benægter. For naturligvis er Backer en bjørn.

Hver leder understreger, at der ikke er bjørne på fabrikken, og at bjørnen tager fejl, når den siger, den er en bjørn. Derimod er de alle enige om, at han er “en fjolle-mikkel, der går med pels og trænger til at blive barberet”.

Vigtig pointe om at være tro mod sig selv

Til sidst må bjørnen give op. Han bliver “normaliseret” og sat til at arbejde ved en maskine på fabrikken. Han glemmer sit sande jeg og sætter tempoet op – som en lemming, der følger strømmen som alle andre. Lige indtil den dag, hvor fabrikken lukker, alle forsvinder og bjørnen igen mærker noget “dybt inde i sig selv”.

Bjørnen som ikke var er morsom og latterfremkaldende. De mange skæve påfund, den absurde historie og de pudsige lydeffekter holder publikums interesse fangen fra start til slut. Forestillingen er henvendt børn på 5-10 år, men er så absolut også seværdig for større børn og voksne. Og der er mange gode tematikker, der kan bruges som udgangspunkt for samtaler i såvel skoleklasser som børnehavegrupper efterfølgende.