★★★★★☆ The Dante Project – hvirvlende koreografi til et musikalsk mesterværk

Engelske Wayne McGregor er aktuel på Det Kongelige Teater med The Dante Project til Thomas Adés svimlende flotte musik. Det Kongelige Kapel og dirigent Robert Houssart spiller dårende smukt. Dansere hvirvler over scenen i rasende fart fra mørkt og nådesløst helvede til glitrende himmelsk lys, og det er svært at følge med.

Musikken rammer os med et dramatisk anslag som en akut udrykning. Der er ingen fine fornemmelser, når Adés lægger fra land og skaber helvede på jord med en hyldest til Liszt og mange andre af fortidens store komponister. På scenen ledsages Dante (Ryan Tomash) af Vergil (Alban Lendorf), der skal føre ham gennem helvede og skærsilden omgivet af fortabte og søgende sjæle i absurde fantasier af flygtige optrin.

Balletten tager afsæt i Den guddommelige komedie fra 1300-tallet med inspiration i værkets beskrivelse af efterlivet. Dante er blevet forvist fra sin hjemby Firenze, og vi tages med på en poetisk rejse fra helvede over purgatorium (skærsilden) til paradis i søgen efter den sande mening med livet. Værket blev skrevet til The Royal Ballet i 2021 som en markering af 700 året for Dantes død.

Helvede på hovedet

Billedkunstneren Tacita Dean er en spændende scenografdebutant. Hendes omvendte kridt på tavle-snedækkede bjerge, vender helvede på hovedet med et rundt spejl i loftet, der skaber en afgrundsdyb distance til verden ovenover. Dante og Vergil er iført henholdsvis en blå og en gul kjortel, mens de fortabte og forvredne sjæle er i kropsnære dragter sprayet på kroppen med kridt svarende til deres synder.

Jo mere de slår sig i tøjret med spring og piruetter, jo mere klæber kridtstøvet til deres kroppe. McGregor har en legende tilgang til udforskning af kroppen. Klassisk trinsprog blandes med nyfortolkende indlæg som kolbøtter og håndstand, der leveres med stor virtuositet hos danserne. Uden det historiefortællende element, de er så kendt for, står det høje tekniske niveau rent frem.

I første akt er der hurtigt trippende tåspidsdans, barnlige kolbøtter og hop lige op i luften. Der er roller som færgemænd, tyve og digtere, men de er ens klædt med undtagelse af kridtets placering på tøjet. Det ved man, hvis man læser rollearket og programmet, som er indholdstungt og ikke noget, man lige slår op i. McGregor arbejder med små narrativer af middelalderlig fantasi og følelse og ikke med egentlig handling.

Håb om fredelige fællesskaber

Dante fanges i en lysstråle, der fører ham til anden akt, som er chokerende aktuel med sit mellemøstlige klangbillede. Her søger sjæle forsoning. Arme mod himlen i skulpturelle balancer, kys mod jorden, fleksede fødder og håndgestik som i jødisk dans. En sunget bøn fra Jerusalems syrisk-jødiske Adés Synagoge, grundlagt af Adés’ forfædre, videreudvikles i orkesteret med bedårende soli hos træblæsere.

Scenografisk er vi tydeligt i en mellemverden med billedet af et palisandertræ udformet som en mellemting mellem tegning og foto på en baggrund af svagt grå/blå huse. Dantes kjortel har nu fået en rød del på overkroppen som symbol på sin begyndende transformation. Lucy Carters lysdesign skifter mellem iskoldt helvede og kærligt sollys i forførende nuancer, der afspejler de indre sindbilleder.

Tempoet er sat ned og afløst af ro og tilbageblik med kærligheden som forløsende element. Dante ser tilbage på sin kærlighed til Beatrice som barn og ung. Slagtøjet bygger sig op på en bund af kontrapunktisk strygerlyd, der understreger stemningen af rite og overgang. Den afsluttende duet med Beatrice (Astrid Elbo) som voksen er et fejende flot varsel om paradisets komme, som hun ledsager ham til.

Filmiske stjernestunder

I tredje akt er scenografien gået fra tegnet over halvt tegnet/halvt foto til fuld 35 mm film projiceret over danserne. Effekten af spiralsnoede stjernerum af ufattelig farverigdom er inspireret af det planetariske cirkelmotiv. Dante er nu klædt helt i rødt, mens de himmelske skabninger er i kropsnære sølv-hvide dragter, der glimter kosmisk i Lucy Carters lyssætning. 

Gennem planetsfærerne føres Dante til guddommelig enhed uden tid og rum, mens orkesteret bevæger sig op og op til de højeste fløjtetoner. Koreografisk afspejles Dantes sproglige ekvilibrisme i en storm af piruetter, løft og vejrmøller som et koreografisk festorgie opslugt af scenografi og musik. Scenen er pakket med talent, hvor alle løfter med, og finalen er rent show off af alt det, Den Kongelige Ballet har at byde på. 

Wayne McGregor er ikke en karakterkoreograf, og forestillingen er ikke en handlingsballet, men et display af følelser og stemninger. Det betyder, at rollerne byttes om, så orkesteret har hovedrollen, mens danserne i højere grad skaber vibrerende fragmenter af indre liv. Der er rig mulighed for at blive både forvirret og dybt målløs over dette virtuose storværk, der hvirvler os drømmende og desorienterede afsted til paradis.

Se videotrailer her.