★★★★☆☆ 90-årsfødselsdagen – særdeles underholdende genrehybrid

Nytårsklassikeren 90-årsfødselsdagen bliver på Odsherred Teater genskabt til en forrygende udgave af en juleforestilling, der både vækker genkendelsens glæde og samtidig folder sig ud som en underholdende genrehybrid, der med musicallyd og bevægelseskomik står flot på egne dansable ben.

Jeg hører til dem, der hvert år griner højt af 90-årsfødselsdagen, når den kornede optagelse løber over skærmen sent nytårsaften. Men selv hvis man ikke har det sådan med sketchen, der både handler om og vækker genkendelsens glæde med taglinen “Same procedure as last year”, kan man roligt drage i Odsherred Teater, for her har Jannik Elkjær fra Don Gnu taget sketchen ved vingebenet og givet den en gang dansabel lak.

Annonce

I skal ikke grine nu

Vi snydes ikke for originalens middag, hvor den aldrende butler James ud over sine egne gøremål, spiller Miss Sophies fire afdøde venner, Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom med en stadigt stigende promille til følge, men før vi når dertil, har Odsherred-versionen fået en vidunderlig optakt, der opfindsomt, men loyalt bygger på historien.

sjældent har man da set et mere akrobatisk kattedyr

Miss Sophie er kommet på plejehjem, så James har allieret sig med hendes hjælper, Stuart, for at kunne afvikle årets middag. Stuart tager alt for meget fokus for James smag, så vi får adskillige gange at vide, at vi ikke skal grine. Men det er nu svært at lade være med, når Stuart i Kasper Buus skikkelse vimser omkring James i en bytte-jakke-dans, der nok er inspireret af originalen, hvor den stadigt mere berusede James også får jakken vendt på vrangen af og til.

Et tigerdyr med James Bond i sig

Bente Eskesens Miss Sophie skrider ned ad trappen, men er nok blevet lidt smådement. Hun genkender i hvert fald ikke James, men påtager sig med stor indlevelse at give Dronningens nytårstale, mens de to herrer agerer touch screen omkring hende. Endelig går fortæppet og afslører et trist institutionskøkken, men også en trappe og en rund bagprojektion, der begge gemmer på søde hemmeligheder.

Romancen mellem James og Miss Sophie, der i tv-sketchen er placeret i det gentagne replikskifte, hvor James spørger: “The same procedure as last year, Miss Sophie?”, hvortil hun svarer “The same procedure as every year, James”, får her fuld damp med Alice Carreris storladne, musicalklingende ballader.

Imens finder Stuart sin plads som tigertæppet og sjældent har man da set et bedre tigergab og et mere akrobatisk kattedyr end Kasper Buus fuldstændig charmerende og opmærksomhedssøgende udgave, der også har lidt af en James Bond i sig, når trappen for tyvende gang skal forceres på jagt efter menuens retter, suppe, fisk, kylling og frugt, som Stuart må fremtrylle med lynets hast.

Henrik Ipsen er genial i rollen som James

Stakkels James får sin sag for med dette skiftevis hjælpsomme og intrigante tigerdyr, der tilmed forsøger at stjæle hans plads i Miss Sophies hjerte. Henrik Ipsen er genial i rollen, som han formår at give egen kant, mens han samtidig imiterer Freddie Frintons oprindelige tv-karakter til perfektion. Det er næsten uhyggeligt så meget, han ligner, men allermest er det vanvittigt morsomt i samspil med den badutspringende, benspændende tiger-hjælper og Bente Eskesens sødt-distræte og let overrislede Miss Sophie.

Det er næsten uhyggeligt så meget, han ligner

90-årsfødselsdagens underliggende værdighed møder velfærdsstatens tristesse, hvilket er sjovt i sig selv. Det er nok småt med lysekroner, Mulligatawny-suppe med sherry og høvisk betjening på plejehjem, men fantasien og minderne har alle lov at have.

Der kunne være strammet lidt hist og pist, især i første del, men det ændrer ikke, at 90-årsfødselsdagen er en forrygende juleforestilling, der både vækker genkendelsens fornyede glæde og samtidig med musicallyd og bevægelseskomik skaber en særdeles underholdende genrehybrid, der står flot på egne dansable ben.