Populært lige nu

Musicalen i stor vækst: “Vi må ikke gå i stå og kun spille de sikre værker”

ISCENE tager temperaturen på musicalen, der aldrig har stået stærkere i Danmark. Men hvordan sikrer man, at succesen også fører til nye værker, nye...
Annonce

★★★★★☆ Tøj – fængende univers for de mindste

Sjældent har jeg set så mange, så små børn sidde stille så længe som under Hvid Støj Sceneproduktions nye børneforestilling for de 1-5-årige, Tøj. Men de to medvirkende, skuespiller Joy Anna Hall og danser Jon Stage, er også karismatiske, smilende og fulde af smittende, glad energi fra start til slut.

Annonce

Charlotte Ladefogeds Tøj handler om at lege. Om glæden ved at bruge sin fantasi. Den stoflige, tresidede scenografi er syet af store stoflapper i forskellige blå nuancer. Midt på scenen står en søjle i samme stof som en træstamme midt i rummet. Rundt om på gulvet ligger bunker af tøj og sko som et forvarsel om, at noget spændende snart skal ske.

Tøj, Hvid Støj Sceneproduktion. Foto: Hvid Støj Sceneproduktion
Tøj, Hvid Støj Sceneproduktion. Foto: Hvid Støj Sceneproduktion

Stykke efter stykke af tøj

Skuespiller Joy Anna Hall og danser Jon Stage er begge iført enkelt, mørkt skiundertøj. En neutral base, som med forskellige stykker tøj kan forvandles til hvad som helst. De tager fat på bunkerne af tøj og klæder sig begejstrede på. Stykke efter stykke af tøj – fra T-shirts til gummistøvler og kække bøllehatte – dukker frem fra bunkerne.

Med et næsten ærbødigt eller måske snarere benovet ansigtsudtryk trækkes en glitrende, sølvfarvet pullover frem af bunken. Kort efter er det et par strømper i to forskellige, stærke farver, som de to deler imellem sig, før deres fødder udfører en vrikkende dans fra side til side, mens kæmpestore, smittende smil breder sig over deres ansigter.

Deres fødder udfører en vrikkende dans fra side til side

Blid klaverklimpren høres i Marcus Aurelius Hjelmborgs lyddesign, der skifter stemning i takt med de forskellige udklædninger, de to på scenen hiver frem. Fra temperamentsfuld tangomusik og muntert guitarspil til latterfremkaldende, tegnefilmsinspirerede lydeffekter.

Annonce
Tøj, Hvid Støj Sceneproduktion. Foto: Hvid Støj Sceneproduktion
Tøj, Hvid Støj Sceneproduktion. Foto: Hvid Støj Sceneproduktion

En legesyg, dansende struds

Der leges konstant med udtrykket i Tøj. Fra barnlig begejstring over udklædning i almindeligt tøj til endnu mere fantasifulde sekvenser. Således forvandles et tylskørt, en stilet, et par strømpebukser og to knapper hurtigt til en legesyg, dansende struds. Og en lang pelsfrakke og to par farverige gummistøvler bliver til et mærkværdigt, otte-benet eventyrvæsen.

Der leges konstant med udtrykket

I det hele taget strømmer den positive energi fra de to på scenen. Især Joy Anna Hall har en fuldstændig forrygende ansigtsmimik, som det er svært at tage blikket fra. I kombination med Jon Stages kropslige udfoldelser med dansetrin og imponerende langvarig håndstand fastholder de to børnenes opmærksomhed fra start til slut.

Annonce
Tøj, Hvid Støj Sceneproduktion. Foto: Hvid Støj Sceneproduktion
Tøj, Hvid Støj Sceneproduktion. Foto: Hvid Støj Sceneproduktion

En gang til!

De to medvirkendes energi og legen med tøj havde i sig selv været nok, men der er mere. For som en slags finale hiver de to en kæmpe sommerfugledukke frem fra træstammens skjul. Rebekah Caputos dukkedesign minder om en blanding mellem et kvindeansigt med runde, røde læber og et insekt med tentakler og enorme myreøjne.

En virkelig fin og vellykket forestilling for de 1-5-årige

Nogle af de mindste børn finder det lidt skræmmende, men da dukkens mave begynder at lyse og blinke i regnbuens farver, er det alligevel ikke helt så farligt. Alt i alt er Tøj en virkelig fin og vellykket forestilling for de 1-5-årige. Og når en af de små publikummer på forreste puderække efter applausen udbryder “en gang til”, kan man vist næppe ønske sig en bedre blåstempling af forestillingen.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Hvem sikrer, at det frie felt bliver hørt i sager om dårligt arbejdsmiljø?

I brancheorganisationen Uafhængige Scenekunstnere oplever vi, at debatten ommistilliden...

Musicalen i stor vækst: “Vi må ikke gå i stå og kun spille de sikre værker”

ISCENE tager temperaturen på musicalen, der aldrig har stået...

Dramatikkens Hus synliggør og hylder dramatikeren

Dramatikkens Hus holdt i maj Husdramarathon. Her kunne publikum...
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Freelance kulturjournalist og teaterkritiker. Skriver blandt andet for ISCENE og Jyllands-Posten. Medlem af juryen for Årets Reumert. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.

★★★★☆☆ Nykøbing Falster Revyen 2026 – divaballade og politisk bid båret af højt spillerniveau

Regeringen er dannet, og det handler igen om både nogen og noget i revyerne. Nykøbing Falster Revyen 2026 har både politisk bid, dramatisk divaballade,...

Hvem sikrer, at det frie felt bliver hørt i sager om dårligt arbejdsmiljø?

I brancheorganisationen Uafhængige Scenekunstnere oplever vi, at debatten ommistilliden til udpegelsen af Nønne Mai Svalholm til Projektstøtteudvalget for Scenekunster blevet præget af misvisende beskrivelser,...