★★★★☆☆ Når sirenerne kalder – tankevækkende dyk ned i demenshavet

Kan man lave en teaterinstallation om demens, der bygger på Homers episke heltedigt Odysseen? Det korte svar er ja. I hvert fald har Teater Fluks med Når sirenerne kalder skabt en velfungerende og tankevækkende teateroplevelse ud fra netop disse kriterier.

Teater Fluks kalder selv Når sirenerne kalder for “en inddragende og sensorisk teaterinstallation om demens”. Forestillingen er afslutningen på teatrets trilogi om demens, der indledtes med vandreforestillingen CTRL+ALT+DEMENS og børneforestillingen Væk.

Annonce

Med afsæt i, at historierne om Odysseus’ far, Laërtes, er den første litterære fremstilling om demens, inviteres publikum med på en forunderlig rejse ind i en verden, hvor den samme person sagtens kan være Odysseus på sin 20 år lange rejse og en ældre, forvirret borger, der ikke ved, hvor han selv er.

Stemningsfulde omgivelser

Lokalet henligger i halvmørke. Duvende røg siver ud over gulvet, mens lyden af sirenesang, latter og bølgebrus fylder vores ører. Hver især får vi udleveret et sæt hovedtelefoner, hvor lydene nu forstærkes, og hvorigennem vi lytter til resten af iscenesættelsens fortællinger.

Aleksandra Lewons spartanske scenografi udgøres af tre metalkonstruktioner, som indledningsvis er placeret samlet midt på gulvet i det store, højloftede rum. Den ene konstruktion er en metalplade, der som en horisontal flade, delvist dækket af sand, er placeret ganske nær lokalets rå gulv.

De to øvrige konstruktioner er større og bygget af lange, hule metalrør, som sender tankerne mod enorme orgelpiber. Den ene med fem rør rejst i i bålform med en fin røgstråle sivende ud af toppen. Den anden som et halvfærdigt, nærmest trekantet stillads.

Fra det sindige til det afsindige

Sara Fink Søndergaard og Rasmus M.L. Skov er de primære fortællere, der guider publikum på rejsen gennem bevidsthedens mange lag. På en tur ned i det hav, den urdybe sump, demens kan udgøre. Den tredje performer, Mads Horsbøl, står – sammen med Anders Bjerre – bag det alsidige lydbillede, der byder på meditative bølgeskvulp, bippende lyde fra hospitalsmaskinel og lokkende sirenesang, som Mads Horsbøl mikser med live-optræden med sang, guitar og blide toner fra kalimbaen (Lyt til en sang fra forestillingen her).

Alle tre performere er klædt i hvidt hospitalstøj, som var de i virkeligheden plejepersonale. Måske på et plejehjem. Vi skal, lader de os forstå, på en rejse “fra det sindige til det afsindige”. De driver ind og ud af rollerne som værter, historiefortællere og karakterer fra Odysseen som Odysseus, Telemakos og troldkvinden Kirke. Præcis som man kan forestille sig, at den demensramte driver ind og ud af hukommelsens skjulte kamre.

Terapeutisk, spirituel tilgang

I Når sirenerne kalder bliver Odysseen en form for alternativ fortælling, et billede på den fantasiverden, den demensramte forsvinder ind i i længere og længere tid af gangen. En gang imellem dukker det “virkelige” menneske bag fortællingen i en forvirret form op til overfladen med udtalelser som “Her lugter af linoleum, ikke af hjem”.

Der er – som det som regel er tilfældet hos Teater Fluks – også en snert af noget spirituelt og nærmest terapeutisk over iscenesættelsen. Som når publikum mod slut med lukkede øjne tages med på en guidet tur ned i Hades, hvor vi i tankerne kan opsøge mennesker, der er gået forud for os.

Teater Fluks skaber teater, der kræver indlevelse og interaktion fra publikum. Køber du ikke den grundlæggende præmis for forestillingen, kommer du til at stå uden for fællesskabet og iagttage, som en lidt malplaceret voyeur. Men går du med på legen, er der som regel altid fine, tankevækkende oplevelser at hente.