★★★★☆☆ Saul – spektakulær opdatering af barokt magtbegær

Barrie Koskys iscenesættelse af Händels Saul er lige så ekstravagant, som den er enkel. Det Kongelige Teater lægger hus til en instruktør, der nok presser lovlig meget på for at få queerness og MeToo ind i værket, men aldrig keder sit publikum.

I sin essens er Händels næsten-opera Saul en fortælling om et tronskifte. Den vanvittige kong Saul går under, og folkehelten David – der besejrede Goliat – tager over. Ingredienserne, der gør værket til et drama: jalousi, magtbegær, vrede. Men det, der gør Saul på Det Kongelige Teater spektakulær, er især instruktøren.

Australske Barrie Kosky er et fænomen i operaverdenen. I København har man allerede set flere eksempler på hvorfor med flamboyante opsætninger af klassiske værker som Carmen og Tryllefløjten. Nu har man så muligheden for at se hans enormt roste bud på Saul fra 2015. Og Kosky skuffer altså ikke.

Kispus med publikum

Først leger han kispus med vores forventninger til barokopera. Under en lang ouverture i mørke ser vi intet andet end Goliats afhuggede hoved. Hvor tørt! Men så, pludselig, går et fortæppe op og afslører et ekstravagant langbord dekoreret med storvildt, blomster og et operakor i manisk hyldest af krigshelten David.

Seks dansere træder ud, de er sprudlende. Deres blanding af pantomime, TikTok og folkedans bryder den statiske opstilling, og bevægelsen mellem det døde og det levende er konstant gennem de mere end tre timer, som Saul varer. Der er så godt som ingen (rigtig) kedelige øjeblikke, og det er lidt af en præstation inden for genren.

Morten Grove Frandsens indfølte kontratenor giver David en uskyldig engleklang. Han betakker sig for Sauls indledende ros – sejren over kæmpen var blot Guds vilje. Elskeligheden gør kongen arrig, og Christopher Purves’ salte bas og vilde væsen får i den grad sindssygen frem i Saul. Han soler sig i spotlyset, men sprutter, når folket dåner over David. Det er forrygende.

Barok queerness

Barrie Kosky tager sig adskillige friheder med Charles Jennens’ tekst. David kysser Sauls søn, Saul kysser sin datter – og sidenhen Michael Kristensens langbrystede heks fra Endor. Det kammer en anelse over i chokeffekt, og ambitionen om at gøre Saul til et værk om queerness og MeToo følges ikke helt til dørs.

Davids forvandling fra helt til despot, som operachef Elisabeth Linton lægger vægt på i sin introduktion, savner også et sidste skud ondskab. For Morten Grove Frandsens styrke er hans ømhed – som undervejs sætter tiden helt i stå, mens han beder for Saul – og hans stærkeste allierede er kongesønnen Jonatan, som Benjamin Hulett synger med samme ømhed og intensitet. 

Til gengæld er Saul fuld af visuel poesi, der veksler mellem rig skønhed og skarp komik. Der er 600 levende lys og skaldede hoveder, som pludselig dukker op af uventede åbninger. Selvom et langbord er den eneste større rekvisit, får man meget ud af det, og efter pausen bliver en tåget ødemark til en sorgfuld slagmark. Postkortene står i kø.

Clara Cecilie Thomsen er også en vokalt stærk oplevelse som kongedatteren Merab, og Concerto Copenhagen holder Händels musik lifligt i live med autentiske barokinstrumenter. Det er vigtigt, for Saul er teknisk set et oratorium, og musikken er fuld af gentagelser, så det gælder om at holde den adræt.

Fascinerende vanvid

Hovedattraktionen er og bliver dog Christopher Purves og hans tiltagende vanvid. Han spæner over scenen, ruller sig i granulatet og synger så med stor autoritet sekundet efter. Famler efter usynlige sommerfugle som et lille barn, slår sig i hovedet for at lukke de djævelske stemmer ude og bønfalder publikum om at elske sig. Inden han vakler bort hånd i hånd med heksen og ender som et hovedløst lig på slagmarken. Det er ikke let at være konge.

Barrie Kosky har blik for både det personlige drama, den billedskønne poesi, musikaliteten i værket og den underholdning, der er nødvendig for at gøre et barokværk levende i dag. Saul går måske sine steder over gevind, når han vil tvinge opdaterede perspektiver ind i værket, men uinteressant bliver det aldrig.