Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...
Annoncespot_imgspot_img

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program efter den officielle dagsorden. Det blev en aften, der både viste kraften i det frivillige engagement og kunstens betydning som samlingspunkt i et bysamfund.

Der er koldt på toppen, og der blæser da også en uhyre frisk forårsvind, da jeg gennem tomme gader går mod Det Musiske Hus i Frederikshavn i toppen af Danmark. Her har byens teaterforening inviteret til generalforsamling under sloganet “Teater på toppen”, og jeg opdager snart, at det er lidt af et tilløbsstykke. Det summer i foyeren og et par hundrede mennesker bænker sig klar til formaliteter og festivitas.

Frederikshavn Teaterforening har nemlig krydret generalforsamlingens faste dagsorden med en anden del, hvor næste sæsons program bliver præsenteret af skuespiller Rasmus Krogsgaard, der er kendt af mange i salen.

Frederikshavn
Generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening. Foto ISCENE.

Politisk opbakning til kulturen

Teaterforeningerne i Danmark spiller en markant rolle i kulturlivet, da de tilsammen er landets største indkøber af scenekunst. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn, Peter Laigaard, er da heller ikke i tvivl om teaterforeningens betydning for det lokale kulturliv i en kommune, der primært på grund af demografi må skære en procent i alle budgetter hvert år:

Det er imponerende, at der kommer over 200 til en generalforsamling

“Men vi har ikke skåret på teaterforeningen, fordi vi prioriterer de entreprenante, der gør det godt. Det tager tid at lave reformer, så vi vil hellere spare på det administrative i forvaltningen og stille lokaler gratis til rådighed til teaterforestillinger, så der trods alt er til kulturen,” fortæller han og udtrykker stor respekt for foreningens arbejde:

“Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kommer gennem hårdt arbejde og evnen til at indgå partnerskaber. Det er imponerende, at der kommer over 200 til en generalforsamling, men det er jo fordi, teaterforeningen sørger for indhold af høj kvalitet. Vi spiller måske ikke i den øverste liga, men i toppen af første division,” ler han, før også vi tager plads i salen.

Frederikshavn
Rasmus Krogsgaard pakker sæsonpræsentationen i Frederikshavn Teaterforening ind i musik. Foto ISCENE.

Forstyrre, forføre og fornøje

Generalforsamlinger har sin egen kendte dagsorden, som vi bliver ledt trygt igennem med indgangsbønnen: “I kan glæde jer over, at der ingen forslag er”. Kassereren har til gengæld styr på “tallenes tale”, der er genvalg til de opstillede bestyrelsesmedlemmer og en ny suppleant får også valg. Hende vender vi tilbage til.

Formand Lilly Pedersen aflægger sin beretning, der ud over tak for det politiske fokus i byrådet, tak til de fremmødte, til samarbejdspartnere og til foreningens frivillige, også sætter scenekunsten i relief i forhold til samfundet. “Vi vil forstyrre, forføre og fornøje, når vi er tilskuere til vores eget liv gennem teatret,” slår hun an. Det gør foreningen ifølge hende gennem frivillighed, relevans og legitimitet, ved at være åbne og synlige og “ved at gøre sig spilbare som en del af Frederikshavns kulturliv”.

Det gør foreningen gennem frivillighed, relevans og legitimitet, ved at være åbne og synlige og ved at gøre sig spilbare som en del af Frederikshavns kulturliv

Det sidste handler om, at teaterforeningen er en del af byens oplevelsesøkonomi, hvor restauranter og hoteller nyder godt af foreningens aktiviteter. Det handler også om at engagere sig på landsplan og få udsyn, og om at indgå partnerskaber med mange forskellige aktører i byen fra hoteller til organisationer, og som noget nyt i næste sæson Frederikshavn Kunstmuseum. Blandt denne sæsons highlights nævner hun morgenkaffe med lokale personligheder, 400 syngende barnestemmer i salen til Loise Schouws Den store nisseprøve og nytårsforestillingen med OperetteKompagniet, der fik taget til at lette.

Frederikshavn
Bestyrelsesformand Lilly Pedersen og nyvalgt suppleant Mia Westerberg. Foto ISCENE.

Ja tak til scenekunst

Lilly Pedersen kommer omkring mistrivsel, Ukraine-krig og tidens forandringer i Frederikshavn med en opfordring til at tale det gode op og mærke samhørigheden i teatret: “Ja tak til scenekunst i Frederikshavn. Vi kan, tør og vil være med til at sikre teaterkunsten,” slår hun fast, inden hun med ordene “Livet er lige her og nu” opfordrer alle til at bestille rigeligt med billetter, så foreningen kan fastholde et bredt repertoire med højt niveau.

Det giver noget at mødes om og noget at tale om ved middagsbordet

I pausen fanger jeg den nyvalgte suppleant Mia Westerberg, der aldersmæssigt skiller sig ud fra den øvrige bestyrelse. Hun har da også meldt sig med et mål om at få flere børn, unge og familier i teatret. “Jeg har altid selv holdt af teater og rejser også gerne efter de store musicals. Men det er vigtigt at have teater her i byen også, og jeg vil gerne sætte fokus på, at det er for alle aldersgrupper,” fortæller hun, men understreger også, at hun gerne vil være med i arbejdet, fordi foreningen allerede gør det godt.

Som formanden har hun fokus på scenekunstens sammenhæng med samfundet. “Det handler om den energi, teatret kan skabe. Det giver noget at mødes om og noget at tale om ved middagsbordet,” forklarer hun og nævner, hvor glad hun selv blev, da hun så, hvor berørte hendes bedsteforældre, der aldrig havde været til opera før, blev af mødet med OperetteKompagniet i sidste sæson.

Frederikshavn
Rasmus Krogsgaard præsenterer næste sæson i Frederikshavn Teaterforening. Foto ISCENE.

Topmusikalsk sæsonpræsentation

Efter pausen tager Rasmus Krogsgaard over med præsentationen af næste sæsons program pakket ind i små anekdoter om nogle af de medvirkende kollegaer og masser af musik. Vi får en hurtig opvarmning og indbydes også til at gætte og synge med af og til. Vi har dog noget sværere ved at flette My Way og Kære lille mormor sammen end Rasmus Krogsgaard selv, men vi forsøger tappert.

Vi har dog noget sværere ved at flette My Way og Kære lille mormor sammen end Rasmus Krogsgaard selv

Han diverterer med sin IRMA-blues fra sidste års Nykøbing Falster Revy, og den holder stadig hele vejen hen til depressionsrødvinen fra Lidl. Hey Jude udsættes for adskillige versioneringer fra Elvis, Tue West og Shu-bu-dua til Anders Fogh Rasmussen-diktion, tungen brækkes i eventyret om Rabarber-Barbera, inden hele salen småsynger med på hans afsluttende Kim Larsen-medley.

Det er et skarpt sæt, hvor det også lykkedes Rasmus Krogsgaard at knytte et par ord til samtlige af næste sæsons 25 arrangementer, der ud over et hav af forestillinger også byder på et par foredrag. Nogle skal hjem og vælge ud i ro og mag, men mange sætter sig i foyeren og krydser af med det samme.

Frederikshavn
Sæsonprogrammet fra Frederikshavn Teaterforening blev uddelt i pausen. Foto ISCENE.

Stærkt, frivilligt engagement

En venindegruppe vil gerne sikre sig de samme pladser som sidste sæson. De ser fem forestillinger om året, og i år skal de i hvert fald se Bodil Jørgensens juleforestilling, for hende har de lige oplevet i filmen Rom. Et andet venindepar lægger vægt på variationen, for så får de også set nye genrer: “Det er ikke altid, vi kan lide det, men det godt at have muligheden,” siger den ene diplomatisk.

Det er ikke altid, vi kan lide det, men det godt at have muligheden

Veninderne er ligesom to vennepar glade for præsentationen. “Det hævede lige niveauet og gav et godt indblik, næsten som en forfilm,” nævner en, mens andre priser bestyrelsens ildsjæle, og atter andre det store udbud, som vigtigt for en by af Frederikshavns størrelse. “Det er rart at have det tæt på, og det har også betydning for byens restauranter,” siger en, der selv for nylig oplevede, hvordan en restaurant blev tømt, da det var teatertid.

Bestillingssedlerne bliver afleveret og bestyrelsen går i gang med at pakke sammen efter en aften, der både viser kraften i det frivillige engagement og kunstens betydning som samlingspunkt i et bysamfund. Nok blæser vinden koldt, men hjerterne var varme i Det Musiske Hus.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den...