★★★★☆☆ Revyen i Helsingør – fin blanding af fjol og alvor

Revyen i Helsingør står i år i musicalens tegn og lykkes fint med et dynamisk og underholdende miks af musikalsk-dansante løjer og stilfærdigt-insisterende viser om verdens tilstand.

Revyen i Helsingør er muligvis “den bedste i Danmark – i Helsingør – i år”, som holdet med glimt i øjet synger i åbningsnummeret. Sikkert er det, at den lille revy har bidt sig fast og har noget at byde på. I år i et lidt mere traditionelt format end sidste års meta-leg med genren.

Hvad skal Silas Holst spille?

Mads M. Nielsen instruerer i år i samarbejde med Søren Bech-Madsen og er samtidig selv trådt på scenen. Det giver en revy, der balancerer fint mellem blide, alvorlige viser og aldeles udknaldet gakkeri, som ikke mindst Mads M. Nielsen selv er leveringsdygtig i.

Det gælder hans befippede instruktør i samspil med Sune Svanekiers eksalterede teaterdirektør i Jais Larsens brancheparodi Casting is Everything, der naturligvis tager afsæt i spørgsmålet: “Hvad skal Silas Holst spille?”, hans indolente Edward Weise i Badehotellets sidste kramper, og ikke mindst i manden plaget af musical-tourettes i årets kapitel af Morsomme lidelser.

Han lider også mærkbart i Madsen & Møllegaards sjove PH-opdatering Tørst Anno 2024, hvor ølhunden ikke længere glammer, men græder over tidens stigmatisering af laster, og helt galt går det med kroppen i endnu en Ulrik Schwartz og Rasmus MPs plejehjemsblues, Alderdommens mindreværd, hvor de ældre er “dus med hoftekugler og gigt i dårligt vejr”. Heldigvis bryder Susanne Breuning alderstristessen med Lasse Aagaards varme livshyldets til tonerne af Fred Ebb og John Kanders Life is a Cabaret.

Hvor har vi det fra?

Susanne Breuning er ny på holdet, men charmer sig straks ind i alle hjerter med sin spot-on, gennemgående Dronning Margrethe-persona. “Hvor har vi det fra,” koketterer hun royalt, mens den abdicerede majestæt prøver sig selv af som Wolt-bud, bingovært, parkeringsvagt og standupper. Susanne Breuning er også skøn som Kaare Quist, der “altid er først, aldrig sidst” i revyens helt overdådige musicaludgave af krigsjournalistik med fuld Les Miserable-plade på svulstig flerstemmig sang og fejende revolutionsfaner i Lasse Aagaards One Kaare More.

Hendes anprisning af den lokalt baserede krimi i Sommergal bliver en tand til den overgearede side for min smag, men forbinder ligesom Mette Ladekarls borgmesterparodi Helsingør med verden, hhv. den fiktive og den, hvor vi diskuterer statuer af kvinder. Det er, som Susanne Breuning nøgternt-insisterende synger i Emil Jensens fine vise Samme verden, om end den kan se forskellig ud fra forskellige perspektiver.

Samme tema har Madsen & Møllegaards gode greb på Den danske sang…, hvor Mette Ladekarl forgæves forsøger at få sunget den klassiske vise, men naturligvis må inkludere både lave, tyndhårede mænd, modne kvinder med virkelig god fysik og hvide, ciskønnede, privilegieblinde mænd med lækkert hår til den unge blonde pige, før alle er glade. Det er dette års bedste hib til det, nogle ynder at kalde krænkelseskulturen.

Musekor og ejendomsvurderinger

Mette Ladekarl balancerer bevidst på kanten af det skingre i Min egen bogstavkombination, som måske ikke er så sjov, men sætter en relevant tematik på scenen. Hendes Mette Frederiksen er ikke ueffen, selvom Madsen & Møllegaard atter fjoller og placerer hende i Askepots sted. Den hiver holdet hjem med bravur og kor.

Mette Ladekarls stemmes store musicaludtryk skurrer af og til mod de andres, før den finder et mere kompatibelt leje, men skilsmisseduetten med Sune Svanekier går rent ind. Svanekier er i år ikke begunstiget med de bedste solokarakterer, men slår maksimalt til i sine viser, hvad enten han “ejer hele Helsingør” i dette års obligatoriske ristning af Skats ejendomsvurderinger, eller sammen med Breuning og Ladekarl giver sangen vinger i Lasse Aagaards smukke, håbefulde ode til Landet for længe siden.

Revyen i Helsingør lykkes med en god dynamik mellem det særdeles fjollede, det musical-ekstravaganza og de lavmælt alvorlige viser, som især Lasse Aagaard er særdeles leveringsdygtig i. Lasse Schmidt er ny kapelmester og lægger med sine strengeinstrumenter og en stilfærdigt medspillende mimik en original musikalsk ramme om en også særdeles musikalsk og dansant revy.