★★★☆☆☆  HjørringRevyen 2024 – fabelagtig musikalsk, men med slapt satirisk bid

HjørringRevyen 2024 har som altid et forførende højt musikalsk niveau, men teksterne kan ikke følge med i år. Det bliver derfor en blandet affære i Hjørring, hvor de senere års skarpe identitet smuldrer.

Trine Gadeberg har koordineret tekster og Jakob Fauerby er konsulent, men der er ikke krediteret en instruktør på HjørringRevyen 2024. Det er måske en af forklaringerne på, at revyen i år fremstår retningsløs og ideforladt. En anden er manglen på tekster med bid, som især Kasper Le Fevre plejer at være leveringsdygtig i, men der er langt mellem snapsene og det helt store nummer udebliver.

Selvironi sætter fingeren på pulsen

Der lægges fint fra land med en selvironisk meta-tekst om alle gengangerne på revyholdet, men måske sætter nummeret fingeren mere akkurat på pulsen end intenderet. Det virker, som om der i den grad trænger til mere luft i prøvelokalet, hvor alt for mange middelmådige tekster er sluppet igennem til scenen.

Ny luft og energi får vi med Rasmus Søndergaard, der er med i Hjørring for første gang. Hans døvetolk er ikke en ny karakter, men den rammer direkte i min lattermuskel hver gang og også her, hvor formuleringer som “myrekneppe” og “mel i lange baner” udsættes for hans indolent-komiske kropslige fortolkninger. Han kropfjoller sødt videre i Kristian Jensens Frontkæmperen om bryster og feminisme, og tager sammen med Kasper Le Fevre også en ok runde på det paroditaknemmelige “Nak og æd”-koncept.

Preben Kristensen har stor set intet at gøre godt med og det må da kaldes spild af et uhyre talent, om end han som de øvrige slår stærkt til sangligt. Kasper Le Fevre, der kan levere på højt niveau, tosser rundt som politisk cirkusartist i et slapt og indforstået nummer, men viser dog atter tænder i årets tekst til Trine Gadebergs Pelle. Pelle tager denne gang “krigen i mellemkødet” under behandling og har den helt tæt på kroppen, da hans venner Abdel og Rebecca er hhv. pestilens og jyde. Det er sjovt, det er skarpt, som vi kender Hjørring-tonen.

Fredepik og Mærskcontainerne

I afdelingen for det bizarre, men vellykkede, finder vi første dels afrundingsnummer, hvor det, vi mistede i år, hyldes på awardshow-vis, men på blokfløjte. Venstres humor, Nordic Wastes evne til at rydde op og sølvtøjet fra Lauritz.com får et fløjt med på vejen. Parafrasen over Michael Ancher-maleriet Den druknede applikeret på Mærsks containerforurening af vestkysten er også i udgangspunktet en sjov, skæv vinkel men replikkerne er for løselige til rigtig at tage kegler.

Christiane Gjellerup Koch er med for anden gang og slår især til med Sofie Diemers royale ristning af Fredepik i Marys nytårstale, hvor hendes accent kan få alt til at lyde sjofelt. Hun og Trine Gadeberg er en slags produktionsengle, der er i gang med at bygge kvindekroppen og afdækker dens fysiske besværligheder og udfordringer i deres egen og Nina Claires pudseløjerlige, småsludrende refleksion af køn, Et guddommeligt design.

Husk instruktøren

Henrik Baloo Andersen og hans femmandsband leverer varen og er stærkt medvirkende til at skabe en momentvis underholdende og forførende revy, hvad enten holdet går i operetteretning i det musikalske intermezzo Bummelum og bimmelim, eller taler intenst til os i de tre herrers stilfærdige appel om at huske det positive i Trine Gadebergs Verdens allerbedste sang.

HjørringRevyen 2024 er ujævn hele vejen med enkelte lyspunkter, et fabelagtigt musikalsk niveau og en smuk, historisk og virkningsfuld scenografi af Camilla Bjørnvad. Det er bare ikke nok til at skabe en virkelig god revy, og hvor er det dog ærgerligt, at så stærkt et hold ikke formår at komme med mere. Det forventer vi af Hjørring, så lad os håbe, at der næste år bliver prioriteret en instruktør, der også formår at sætte sig igennem i forhold til tekstvalg.