★★★★★☆ Hammer – sublime dansere slår egodyrkelsen fast med syvtommersøm

Festivalen København Danser har inviteret et af verdens bedste dansekompagnier til Operaen i København, hvor de opfører Hammer skabt af den prisvindende koreograf Alexander Ekman i 2022. Med sprudlende kunstnerisk overskud i farvestrålende kostumer flyder historien om vores utæmmede egoer bogstaveligt talt ud over publikum.

Stemningen sitrer af forventningens glæde i Operaens smukke auditorium, da festivallederne Thomas Mieth og Ulrik Birkkjær stolte introducerer aftenens forestilling iført Henrik Vibskovs design. Energien slår mod guldloftet, allerede før danserne rammer scenen. Det høje niveau slås hurtigt fast med ensemblets synkrone og rene bevægelser og de enkelte danseres dragende, artikulerede fremtræden.

Værket er klogt, måske endda genialt med sit forførende høje spil, der på elegant vis inddrager publikum i vanviddet. Fra en hymne-lignende scene i et altruistisk fællesskab til stivnede, tomtsnakkende egoer, glider det autentiske menneske længere og længere væk i egoets stræben efter succes og anerkendelse på de sociale medier. Den ildevarslende røde nødhammer hænger klar, men hvor langt vil vi gå, før vi bruger den?

Menneskets autenticitet

Ekmann er en mester i store sceneoptrin, og næsten hele kompagniet er på scenen i Hammer. Alt står stramt og skarpt og holdes sømløst sammen af begavet musikalitet, teknisk overskud og scenisk nærvær. Ofte spiller Mikael Karlssons komposition sammen med dansernes stamp fra fødder, synkrone åndedrag og følelsen af, at vi kan høre bevægelsernes kraftfulde slag gennem luften. 

I et nøgent undertøjslook bevæger de sig i 1. akt som et samlet folk med fælles mål. Alle har deres faste plads, og ingen skiller sig ud. De bevæger sig i takt frem og tilbage i en firkant, fører armene op over hovedet, bukker sammen og bøjer armene stramt og fra side til side. Rytmiske accenter, modrytmer og pludselige svaj giver en stram koreografi, der leveres rent og synkront som et ældgammelt ritual.

Et nyt paradigme kommer ind fra siden, da en danser i farvestrålende kostume glider ind på maven og kækt vipper med benene. Alle følger begejstrede efter, hver især iført et unikt kostume af Henrik Vibskov og med individuelle, legende og festende bevægelser. Fulde af omsorg danser, griber og elsker de hinanden, som var det et snapshot af de glade 60’ere – dejligt fri for kønsstereotyper.

Apokalyptisk egotrip

I en smuk duet mellem to mandlige dansere flyder former sammen mellem dem som brikker i et puslespil. Musikken kan høres som undertekster af informationer og varslinger. Der lyder store skvulp af vand, strygere i melodisk rutsjebane og intenst tremolo, mens slagtøjet bygger sig op. Med glade mennesker badet i blødt lys og en overflod af farver og designs er vi i et univers taget ud af La La Land. 

Den filmiske æstetik gør det endnu mere surrealistisk, da den tredje væg pludselig opløses som dug for solen. Danserne bevæger sig på række fra bagscenen frem mod forscenen og flyder ubesværet som et blødt vandfald ud over kanten og fra stol til stol mellem publikum over hele parkettet. Deres egoer og bevidstheden om det ydre blik er blevet vagt, og de poserer og trygler om at blive filmet og fotograferet. 

I 2. akt er individerne blevet til sygelige egoer som dukkelignende tomme hylstre, stive af aggression. Alle er i sorte kostumer og poserer på spejlkasser iført spejlsolbriller og tunge støvler. Bevægelserne er rykvise og kontrollerede til skærende strygere og tunge dunk, der går over i fuglelyde, måske med reference til den hønsegård, det efterhånden minder om. ”I am, I am, I am,” kagler de om kap. ”You know who I am, am I?” 

Ritualernes magt

Selvoptagetheden når apokalyptiske højder i en scene af blå og hvide kunstige pelse og røde parykker med hagebånd til at holde på ansigtsløftningerne. Et hysterisk talkshow med paprekvisitter og fabulerende værter er så gennemført kitsch, at ikke bare karaktererne, men selve forestillingen næsten går op i limningen. 

Ekmann er kendt for at tage chancer med stor generøsitet og fingeren på pulsen. Tværæstetiske virkemidler og veludtænkte chokeffekter kan med et snuptag dekonstruere selve forestillingens præmis. Vi bliver imidlertid taget pænt ved hånden og ført hjem. Der er jo hammeren. Den, der skaber vej ud af kaos, og som endelig slår menneskeheden tilbage til start med bulder og brag. Reddet af gongongen.

Selvom værket lægger tyk ironi på rejsen mod verdens hæsblæsende ego-inferno, er der ingen tvivl om, at der er tale om en svidende samfundskritik, som danserne nailer i en imponerende tour de force. Hammer slår menneskehedens bevidstløse forfald fast med syvtommersøm, og selvom hammeren hænger lige dér med sin rødglødende, insisterende tilstedeværelse, bruger vi den ikke. 

Se trailer for Hammer her.