★★★☆☆☆ Revyperler 2024 – ujævn revy med små smil

Revyperler 2024 er en uegal omgang, der trods skæve vinkler og en del udmærkede numre mangler retning. Holdet kan meget, men revyen samler sig ikke og befinder sig nok i et vadested på vej til et nyt koncept.

Revyperler 2024 slår et slag for revyen i sit temmelig lange åbningsnummer, der fejrer genrens 175 år med en hyldest til store forgængere løseligt flettet ind i aktuelle dagsordener. Holdet kan synge og Jan Overgaards trio kan spille, og således lægger vi fra land med gamle kendinge i salen på Restaurant Harmonien i Rødvig. Åbningsnummeret kan samtidig være en hommage til Revyperlers eget koncept, der traditionelt har været at samle en sætliste af ældre numre fra resten af revylandskabet.

Lammende livstræt humørbombe

Anne Karin Broberg kan levere en vise og skabe en karakter. Visen honorerer hun på jagt efter sin værdighed i Lukas Birchs Er der nogen, der har set?, og i et ømt tilbageblik på et helt livs samliv og måske et ekstra lille vers i Leif Maiboms Alt var godt. Hendes sødme løfter de to tekster ud af det banale, mens hun tager mere ramsaltede virkemidler i brug som humorcoachen Connie. “Polerne smelter og fiskene dør / men Connie er stadig i perlehumør,” som det lammende livstræt lyder.

Joachim Knop trækker premierens største bifald med sin udgave af Vase og Fuglsangs Familiebiler. Familiefaren drømmer stort, men må nøjes med Kia, Berlingo og Skoda. Knop er en fantastisk, klassisk sanger, men jeg mangler simpelthen noget karakter i hans fortolkning, der bliver til ren skønsang. Det går lidt bedre som bi i Lukas Birchs En støttesang, hvor Knops frygtsomme insekt jonglerer melodier af Bee Gees og Beatles og støtter op om biodiversiteten ved at give en hånd til Afrika med ordene “Støt en bi”.

Du kan ikke blive minkavler

Lukas Birch og Joachim Knop er søde sammen, både som bitchede bøsser i lufthavnen og på jobcentret, hvor Knop må meddele Lukas Birchs fræsende Farsa-karakter, at han “ikke kan blive minkavler”. Det er et sjovt skævt mashup af to aktuelle dagsordener, ligesom det også er en fræk, frisk vinkel at reducere den allerede gamle traver, airfryeren, til en influencerreklame: “Så er den nævnt i revyen”.

Lukas Birchs Ibrahim af Charli Busk balancerer for faretruende tæt på kanten af hyggeracisme, mens holdet i Vase og Fuglsangs Tricktyve får adresseret fordomme og krænkelsestemaer på en langt mere elegant måde. Særlig skøn er Lukas Birch i sin egen Partybussen, hvor han sammen med Anne Karin Broberg er to kristendemokrater fra St. Heddinge, der har forvildet sig op i en bus med festende gymnasieelever. Det går ikke stille af, men rummer sin egen blide naivitet i hans karakter.

De små smil

Lukas Birch har mange kasketter på i Revyperler 2024. Han har skrevet mange af teksterne, og de er ikke alle lige gode. Generelt er tekstniveauet bare ikke særligt perlende i år, og der er flere små smil end deciderede latterudbrud i årets udgave, der trods et egentlig udmærket mix mellem længere scener og korte entreer alligevel føles lang.

Første del flyder bedre end anden del, selvom de bedste numre er placeret der. Måske fordi koncentrationen svigter. Et nummer som Tinderdaten, der sad i skabet i Jægerspris i sidste sæson, bliver fx skingert og ufokuseret. Måske kan revyen sætte sig bedre efter nogle spilledage, om end materialet denne gang er for tyndt til, at den helt kan lette. Muligvis er den ujævne færd et udtryk for, at revyen er på de første skridt ind i en transformation. Det kan vi nok bedre vurdere til næste år.