Populært lige nu

Holdet er stjernen – Elisa Kragerup og Eva Præstiin takker af på Betty Nansen Teatret

Direktørduoen Elisa Kragerup og Eva Præstiin har siden 2019 arbejdet med kollektive tilgange til at skabe scenekunst på Betty Nansen Teatret under navnet BETTY...

Det skal du se på KLAP-festival 2025

KLAP-festival
Annonce

★★★★☆☆ Græsted Revyen 2024 – afslappet charme og løjer i herreværelset

Græsted Revyen 2024 er en charmerende herreklub, der oser af god stemning og spillelyst. Her er poetisk vrøvl i højsædet og trekløveret på scenen spidder med vanvidsbrod og skæve vinkler tidens tendenser på deres helt egen facon.

Annonce

Græsted Revyen 2024 glimrer ikke med sæsonens bedste tekster, men de tre herrer Farshad Kholghi, Jesper Lohmann og revydirektør René Richardt holder charmebuen høj med gak og løjer i deres egen absurde stil, der sætter satirestikket ind på overraskende og svært underholdende vis.

Græsted Revyen 2024
Farshad Kholghi, Jesper Lohmann og René Richardt som Twisterne i Græsted Revyen 2024. Foto Jan Frithjof Stephan.

Det er dumt, men sjovt

De lægger veloplagt fra land i åbningsnummerets mix af sang og aktuelle jokes, der i one-liners kommer godt rundt i landskabet fra potentiel jordskredssejr i Randers til valget mellem den senildemente og lystløgneren i USA. Det swinger, og det gør det også i Carl-Erik Sørensens hib til djøficeringen af velfærdsjobs, Ikke tid til, og afslutningens perlende powerhyldest til kvindelige sangere fra især 80’erne er lige til at blive glad i låget af.

Twisterne, der er lidt af en institution i Græsted, rammer skiven rent i år med selvkarakteriserende pletskud som “Selvom man ikke lider af inkontinens, kan man da godt fyre noget pis af”. Det er dumt, men sjovt, mens Lohmann i midten forsøger at holde styr på Kholghis introverte og Richardts arytmiske-ekstroverte karakterer. “Indeni er vi crazy,” hævder de. Jo tak, det tror vi på.

Afslutningens perlende powerhyldest til kvindelige sangere fra især 80’erne er lige til at blive glad i låget af

René Richardts pedantiske sprogrøgter får sin bekomst i Jan Erik Elgaards Noget af en koncert, der elegant leger med sprogets bogstavelighed, mens han med tungen i kinden flanerer med stil i Carl-Erik Sørensen Løsgænger, der (ud)leverer folkestyrets joyridere på flanerende Gnags-inspirerede rytmer. “Vi er løsgænger’/ svi gør det for peng’ne / så er den ik’ længr’re”.

Annonce
Græsted Revyen 2024
Jesper Lohmann som Kong Frederik i Græsted Revyen 2024. Foto Jan Frithjof Stephan.

Flabet crooner, poetisk flue og stærk vrøvletekst

Jesper Lohmann får flere gange lov at folde stemmen ud og indtager hoftevridende salen som Crooner i lidt for stram, påskegul flæseskjorte. Nok har crooneren lidt ondt i ryggen, men hvem kan stå for flabede strofer som “Det er ikke engang løgn / Du har skudt papegøj’n / Vent til du ser mig nøg’n,” gendigtet på Are You Lonesome Tonight af Carl-Erik Sørensen. “Forvirret, forpjusket for Danmark” hedder det i hans selvskrevne parodi på Kong Frederik, Nytårstalen, der absolut er til den bidske side, men leveres virkelig morsomt med nedtonet tæft og timing.

Forvirret, forpjusket for Danmark

Farshad Kholghi lader som altid dialekterne flyve frit. Denne gang i sin egen Ferie, hvor hustruens nordjyske og feriedestinationens tyrkiske til slut blandes til et kaudervælsk inferno af sprog og dyrelyde, mens ferien forvandles til flugt og “Free Mandela” til “Free wifi”. Totalt gakket og henrivende underholdende som også hans poetiske mime Fluen, hvor menneske og dyr finder sammen i harmoni efter indledende modvilje og dramatiske begivenheder. Yndigt.

Kholghi er herligt passivt-aggressiv praktikant hos Liberal Alliance, eller Liberal Dekadence eller Liberal Clairvoyance eller hvad han ellers får dem kaldt, når han til René Richardts stigende desperation tager telefonen i partikontoret hos Ole Bøg Olesen og lille Per Vermouth i Leif Maiboms stærke vrøvletekst, Det lille handicap, der med sprogets finurlighed får sagt en del om “De rigtig gale”, “De syge sjoverlige” og alle de andre typer, der befolker Folketinget.

Græsted Revyen 2024
René Richardt og Farshad Kholghi hos Liberal Alliance i Græsted Revyen 2024. Foto Jan Frithjof Stephan.

Afslappet herreklub

Vibe Pock-Steen står som altid for revyens scenografi, der roterer om en flytbar, Chesterfieldinspireret bardisk på en baggrund af lyselementer, der både kan illudere Eurovision-kulisse og afstemningsmodul for Folketinget. Enkelt og virkningsfuldt indrammer hun revyens stemning af afslappet herreklub.

En tæt afviklet revy, der oser af god stemning og får det bedste frem i trekløveret

Græsted Revyen 2024 har undertitlen Nu med mening. Mening er der måske ikke så meget af, for de mest poetiske og gakkede numre er de bedste, men det er vel også meningsfuldt i sig selv. De tre herrer stortrives i hinandens selskab og det smitter ned i salen, hvor vi går med på deres løsslupne løjer, der med deres vanvidsbrod og skæve vinkler alligevel får spiddet en del af tidens tendenser.

Så pyt med, at nogle numre mest blot er en god idé hængt op med løse replikker. De er hurtigt glemt i en tæt afviklet revy, der oser af god stemning og får det bedste frem i trekløveret.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce