★★★☆☆☆ Cumulus – teoritung vandring under luftige skyer

Metropolis under Københavns Internationale Teater (KIT) har endnu engang rullet et spændende program ud med fokus på performativ kunst om bæredygtighed, natur og landskaber. Cumulus havde premiere i 2022 og tager nu Københavnerne på en interessant vandring på lette skyer med tunge teorier i ørene.

”We are not in the world but of the world,” lyder stemmen i øret, mens vi vandrer rundt på Refshaleøen på asfalt, som græsset stædigt presser sin livsenergi op igennem. Citatet er Karen Barads. Hun er professor i feministstudier, filosofi, historie og bevidsthed på University of California. Faktisk kan man købe en lille bog med tekster fra de mange teoretikere, vi hører om i værket.

Vi opfordres til at vende verden på hovedet ved hjælp af et rundt spejl med guidning til at se skyerne som kreative bjerge og som ledsagere på vores vej. Skyerne i mit spejl skaber fantastiske kløfter af lys, som oplyste veje gennem massiver i alle nuancer af hvid og grå med sensommerens dybe blå bagtone som reference. En sanselig rejse gennem det urbane vildnis er begyndt, men vi skal også undervises.

Poetisk læring om skyer

Gennem høretelefonerne forbindes betragtninger om skyer og himlen før og nu. Fra de tidligere poetiske, uskyldige og sanselige tilgange til en politisk stemme om klimaforandringer gennem dystre teorier. Vi går derfor videre gennem vandpytter, der spejler skyerne ved vores fødder, og lærer, at en kvinde allerede i 1800-tallet opdagede CO2 i atmosfæren, men blev afvist.

Vi lærer også, at en sky ikke bare er luft, men vejer 7000 kg. Kunstnerne Andrea Gunnlaugsdóttir og Claudia Lomoschitz stiller sig over for hinanden og løfter armene mod himlen, som bar de på en sky. Flere følger uopfordret trop, mens spejl efter spejl ender i vandpytter og på grus, og hele gruppen skaber et smukt kunstværk af skybærere. Var det meningen? Vi ved det ikke, men der var et behov for at skabe noget.

“Ungraspbable matter of soft shaded shimmer shaping our world,” siger stemmen i øret, mens en røgmaskine giver los, så skyen omslutter vores kroppe og går i opløsning som mosekonebryg over en græsmark. Vi lægger spejlene på jorden og ser jord og himmel forenes i andres spejle. De to kunstnere læner sig mod hinanden og laver en bro med håndfladerne mod hinanden. Skulle vi have gjort det samme?

Klimamanipulation

Gennem hovedtelefonerne høres også lyddesign og kompositioner af Manuel Riegler som fine melodiske og rungende digitale trommelyde. Lyduniverset skaber stemninger mellem himmel, hav og vildtvoksende græs. En filosof siger, at luften er blevet glemt, men at vi faktisk selv er skyer, da vi bliver ét med dem gennem indånding og udånding. Værket taler fra en feministisk og politisk dagsorden. 

Argumenterne lines op i vores ører, hvor der gøres rede for forskellige teorier. Forskningen viser, at klimaets opvarmning, giver færre skyer. Vi hører også om, hvordan den amerikanske hær greb ind i skyernes orden under Vietnam-krigen i 1950’erne og fik skyerne til at frigive så meget vand, at dæmninger bristede og folk druknede. ”Skyer er blevet noget, vi skaber. Giftige skyer, kemiske skyer, data-skyer”.

I programnoterne siger kunstnerne: ”Engang var det at se på skyer en uskyldig, poetisk fornøjelse – en følelse af langsomhed og af at forbinde sig til noget større. Men hvordan er det at se på himlen i en tid, hvor atmosfæren er ustabil, og vejret er en trussel?” Flere ambitioner står i kø på en og samme tid i Cumulus. Spørgsmålet er, om de to væsensforskellige tilgange kan forenes til et fælles bedste? 

Feministiske skræmmebilleder

De deltagende publikummer er optagede af idéen med spejlet og magien, der opstår lige dér ved at studere skyerne, der denne dag er helt fantastiske. Kunstnerne giver indtryk af at være facilitatorer for publikums egne sansende interaktioner med naturen omkring dem. Oplevelsen sidder primært i ørene, i naturen og rummet omkring publikum, mens kunsterne næsten udvisker sig selv i det live møde.

Det er svært at give sig hen til det legende og poetiske og samtidig forholde sig til teoretikeres navne, titler og teorier. Skræmmebilleder males op om, hvordan menneskeheden gør skyerne til ofre. For nu at blive i forskningens verden, har Mikkel Krause Frantzen fra Københavns Universitet forsket i klimaforandringernes emotionelle og æstetiske konsekvenser: Over halvdelen af alle unge er ekstremt bekymrede for fremtiden.

Han foreslår, at vi aktiverer mere omsorg og flere muligheder i stedet for at give mere og mere information om trusselsbilledet. Når kunstnerne afslutningsvist blafrer med et florlet, hvidt klæde, må vi overveje, om det er en altostratussky eller et hvidt flag til overgivelse. Det er faktisk okay, hvis kunst nogle gange taler det transformerende og regenerative håb op og blot giver naturen sin egen taletid til omsorgsfuld heling. 

Se videotrailer her.