Populært lige nu

Ny teaterleder søges til ZeBU

Ansøgningsfrist: 21. oktober 2024 kl.12.00

Verden og Nordisk Teaterlaboratorium forandrer sig

Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret har gennem de seneste år gennemgået et generationsskifte, der har skabt konflikter mellem teatrets grundlæggerkreds og den nye ledelse....
Annonce

Blodbadets Gud tager fat på konflikt som tema

Anastasia Nørlund er i fuld gang med at mejsle sit navn eftertrykkeligt ind i det danske teaterpublikums bevidsthed. Efter at have stået bag Force Majeure i sidste sæson vender hun nu tilbage til Aarhus Teater, og med Blodbadet Gud lægger hun arm med en af verdens mest opførte, nulevende dramatikere. ISCENE mødte hende kort før premieren til en snak om at finde den rigtige form til en moderne klassiker og om at bevare den gode stemning.

Annonce

På en grå og grædende formiddag møder jeg Anastasia Nørlund i den svale foyer foran Aarhus Teaters næststørste scene, Scala. “Det er faktisk første dag i kostume og sminke, og det er første gennemspilning på scenen,” fortæller hun, så det er ikke hvilken som helst dag.

Blodbadets Gud af franske Yasmina Reza er historien om to forældrepar, der mødes i en lejlighed i Paris. De to pars drenge har haft en konflikt i en park med det resultat, at den ene dreng har slået fortænderne ud på den anden. Det er nu op til forældrene at bevise, at de kan løse konflikten på en langt mere civiliseret måde end de utæmmede børn. En ambition, de naturligvis ikke når i mål med.

Blodbadets gud, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Blodbadets Gud, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Kampen for den gode stemning

Et af drivmidlerne i forestillingen handler om at forblive civiliseret og bevare den gode stemning, men hvorfor er det egentligt så vigtigt for os?

“Jeg tror, det ligger til vores natur,” svarer Anastasia Nørlund. “Eller måske ikke vores natur, men vores kultur. Den måde, vi er socialiseret på, fordrer, at vi alle forsøger at bidrage til den gode stemning. Vi er grundlæggende konfliktsky som mennesker,” konstaterer hun med kendermine og uddyber, hvordan de konkret arbejder med dette i forestillingen:

Annonce

“Den holdthed, der er i begyndelsen af teksten, hvor karaktererne forsøger at være diplomatiske, ordentlige og venlige, understreger vi gennem et stramt, koreograferet formsprog. Spillerne har en stærk bevidsthed om alle bevægelser, selv de mest diskrete. Det er meget stramt i deres udtryk og sprog.”

Den måde, vi er socialiseret på, fordrer, at vi alle forsøger at bidrage til den gode stemning

Anastasia Nørlund lægger ikke skjul på, at det er et ambitiøst greb, som kræver præcision og disciplin: “Vi arbejder meget med synkronitet og med at fryse situationer, for at skærpe fokus. Forestillingen er bygget op som et spil, hvor bolden hele tiden skifter hænder, og det skal vi understrege og følge med i,” siger hun med henvisning til dialogernes evige retnings- og temposkift.

“Vi skal være præcise… det forsøger vi i hvert fald. Det er jo farligt at sige to uger inden premieren,” griner hun, mens spillerne så småt begynder at indfinde sig til dagens prøve.

Anastasia Nørlund er instruktør på Blodbadets Gud. Foto: Aarhus Teater
Anastasia Nørlund er instruktør på Blodbadets Gud. Foto: Aarhus Teater

Til kamp mod det oplagte

Som tekst er Blodbadets Gud et snorlige, klassisk kammerspil, hvor replikkerne klinger med en malerisk genkendelighed, men i Nørlunds version har ambitionen været at modstå realismens fristelse:

“For mig var det spændende at arbejde med et greb, der gik lidt væk fra den hverdagsreaslisme, der ligger i teksten,” fortæller hun. “Det har jeg ikke set i andre opsætninger, og det synes jeg (på en måde) klæder teksten.”

“Vi dykker ned i psykologien, relationerne og situationer i teksten, mens vi samtidig forsøger at skabe et dioramisk udtryk, som når man kigger ind i et diorama. Det er en arena forklædt som en fransk lejlighed. For mig var det spændende at arbejde med et greb, hvor scenografien også taler med, og hvor rummet også afspejler de stemninger, der opstår mellem dem.”

Det er en arena forklædt som en fransk lejlighed

Scenografien er skabt af Frederikke Dalum, som Nørlund tidligere har arbejdet sammen med ved flere lejligheder. Forlægget til Nørlunds version af Blodbadets Gud udstikker en klar dramaturgisk kurs i takt med, at spørgsmålet om et sammenstød mellem to drenge i en skolegård pludselig handler om noget langt større, dybere og mørkere, men heller ikke i denne henseende har ambitionen været at føje teksten og lade realismen råde: 

“Jeg vil hele tiden holde publikum interesseret i, hvad det næste bliver. Men ikke gøre det ved at toppe det, der lige er sket. Jeg har ikke som sådan lyst til, at det bare skal være en eskalering, hvor det bliver værre og værre, men at skabe et udtryk, der i højere grad er så fuld af detaljer, at man bliver fanget og forbliver interesseret.”

Blodbadets gud, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Blodbadets Gud, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

En foranderlig klassiker

Blodbadets Gud havde urpremiere for under tyve år siden, og det er fjerde gang, at et stort dansk teater sætter stykket op. Dertil kommer en stor Hollywood-produktion af en filmatisering, så hvorfor egentlig bruge mere krudt på den fortælling?

Der er den lille, nære konflikt i børnenes liv, men der bliver hele tiden draget paralleller til store verdenskonflikter

Ifølge Anastasia Nørlund skal relevansen blandt andet findes i den evigt foranderlige kontekst. “Det er jo en filosofisk, politisk tekst, der arbejder med konflikt som tema. Der er den lille, nære konflikt i børnenes liv, men der bliver hele tiden draget paralleller til store verdenskonflikter. De konflikter, diskussioner og værdispørgsmål, der er i forestillingen, de forandrer sig i forhold til den samtid og den kontekst, den bliver spillet i. I dag vil den noget andet end den ville for 10 år eller 5 år siden,” siger Nørlund og uddyber, at blandt andet synet på køn har undergået en stor forandring:

“For 15 år siden før MeToo var der ikke lige så stor bevidsthed om køn, lighed, sprog, og hvordan vi overhovedet betragter de her kønsformer,” forklarer hun og fortæller, hvordan karakterernes konflikter nærmest kun er blevet trukket endnu hårdere op siden stykkets uropførelse. 

Blodbadets gud, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Blodbadets Gud, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Den store fortælling?

Hen mod slutningen af vores samtale spørger jeg Anastasia Nørlund, om hun egentligt synes, at Blodbadets Gud er en stor fortælling.

“Det kan umiddelbart virke som en lille fortælling, fordi det er fire mennesker, der skændes i en lejlighed. Men det er indholdet og de ting, de diskuterer, der afgør fortællingens størrelse. Hvor store temaer er der på spil? Jeg ved ikke, om det er mere eller mindre overfladisk at behandle noget som liv-eller død-tematikker i en forestilling, der alligevel kun varer to timer. Kommer man så virkelig i dybden. Det er jeg ikke sikker på,” afslutter nu.

Vi rejser os, og Anastasia Nørlund kan vende tilbage til salen, hvor der venter en krævende dag i præcisionens tegn til ære for Blodbadets Gud, som har premiere på Aarhus Teater den 5. september.

Blodbadets Gud spiller på Scala på Aarhus Teater frem til 9. oktober 2024. Læs mere her.

aarhus teater at logo

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Aarhus Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Dramatiker søges til Byens Stemmer i sæson 2025/26

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2024 kl. 12.00

Musikdramatik med fri gruppe søges til sæson 2026/27

Ansøgningsfrist: 11. november 2024 kl. 12.00

Teater Momentum søger iscenesætter til national undersøgelse til sæson 2025/26

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2024 kl. 12.00

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Dramatiker søges til Byens Stemmer i sæson 2025/26

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2024 kl. 12.00

Musikdramatik med fri gruppe søges til sæson 2026/27

Ansøgningsfrist: 11. november 2024 kl. 12.00

Teater Momentum søger iscenesætter til national undersøgelse til sæson 2025/26

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2024 kl. 12.00

★★★★★☆ Popcorn – medrivende forestilling om hjælpsomhed og majskerner

Popcorn af Teater JaNejMåske er en sød og legende...

Replik fra Statens Kunstfond på kommentar af Louise Beck 

I det følgende svarer Gitta Malling, udvalgsleder for Statens...
Emil Amby
Emil Amby
Cand.mag i klassisk filologi og litteraturvidenskab, samt mangeårig teaterblæksprutte med forkærlighed for klassikere.
Annonce

Dramatiker søges til Byens Stemmer i sæson 2025/26

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2024 kl. 12.00

Musikdramatik med fri gruppe søges til sæson 2026/27

Ansøgningsfrist: 11. november 2024 kl. 12.00

Teater Momentum søger iscenesætter til national undersøgelse til sæson 2025/26

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2024 kl. 12.00