★★★★☆☆ Vi skal gøre det igen – fængende fortælling med fine detaljer

Teater My har skabt en ny forestilling om pigen med de røde gummistøvler. Vi skal gøre det igen er en helstøbt iscenesættelse der med nedslag i børnehavelivet vækker genkendelse og fascination hos målgruppen.

Der er ingen egentlig historie i Teater Mys Vi skal gøre det igen, som mere består af små nedslag i stemninger fra et barneliv på vej mod en ny fase. Men det gør bestemt ikke forestillingen mindre fængende for målgruppen på de 3-7-årige, som på premieredagen følger fascinerede med fra start til slut – og i ny og næ kommer med begejstrede tilråb.

Fuld af fantasi

I et teltomkranset lokale, som var det en lille cirkusmanege, sidder publikum på puder og bænke på den ene halvcirkel, mens den anden halvdel udgør scenen. Gulvet i hele teltet er dækket af et græsgrønt tæppe. Langs bagvæggen står lodrette brædder, som i løbet af forestillingen bliver rykket rundt og får nye funktioner – som bænk, som rutsjebane eller som pigens seng.

For hovedpersonen i Mette Rosleff og Nina Kareis’ fortælling er pigen. Den lille, udtryksfulde dukke med den gule bluse og de røde gummistøvler, som vi også mødte i Teater My og Teater Refleksions Om lidt er alting nu. Den lille, navnløse pige, som elsker at gøre det samme igen og igen, dag efter dag.

“Imens verden forandrer sig og tiden flyver,” venter pigen hver morgen på legepladsen i børnehaven, så hun kan vippe med sin bedste ven. En ven, der kun titter frem i form af en lille strikket tophue og overlader resten til vores fantasi.

Fængende detaljer

Fuglene kvidrer og diskret musik høres i Sophus Dræbys kompositioner til iscenesættelsen skabt i samarbejde med Pete Livingstone. På scenen er Mette Rosleff fortælleren, der med rolig stemme og et tillidsvækkende smil drager både børn og voksne ind i det lillebitte univers, som hun sammen med Jakob Kirkegaard skaber foran os.

“Hvis man ikke har en kælebakke, så kan man bare strikke den selv,” siger Rosleff. Og en lang, strikket, hvid bane rulles ud over en af brædderne, der således – hjulpet godt på vej af det hvide, bølgende, der dukker op på bagvæggen blandt brædderne – forvandles til et snelandskab.

Sigurd Dissings enkle scenografi har noget næsten magisk over sig, når den skifter sammen med årstiderne i pigens liv. Fra efterårsblade over sne til blomstrende anemoner, grønne grene og fascinerende, flaksende sommerfugle.

Fokus på det nære og det genkendelige

“igen, siger pigen. Vi skal gøre det igen,” lyder Rosleffs fortælling. Og vi mærker “glæden ved gentagelsen”, som de fleste små børn og deres forældre vil kunne nikke genkendende til.

Genkendelige er også de sjove kastanjedyr, som pigen laver og leger med imellem skovens, visne blade. Og det samme gælder, når hun suser ned ad den hvidklædte bakke på en Netto-pose, hvor vi alle kan genkalde os den kildrende fornemmelse i maven.

Vi skal gøre det igen er en virkelig fin forestilling om det nære og det, der fylder i børnene. Glæden ved hverdagens leg, ved at have en god ven og spændingen, når tiden pludselig er gået og noget nyt skal ske.