★★★☆☆☆ Saturday Night Fever – febrilsk discofeber uden smittefare

One & Only Musicals virker skrækslagne for at kede publikum i Saturday Night Fever, som kunne have fungeret, hvis rollerne havde fået kød på. Desværre ser man kun skelettet.

Allerede inden pausen i One & Only Musicals’ febrilske opsætning af Saturday Night Fever i Falkonersalen er scenen skiftet cirka tyve gange. Vi har været i dansestudiet, til pasta hjemme hos familien, forbi natklubben Odyssey, på arbejde i farvehandlen, ude i baggården, til date på en diner – men uden rigtig at komme tæt på hverken karaktererne eller det forhutlede miljø i New York.

Man kan indvende mod denne musicalisering af den populære John Travolta-dansefilm fra 1977, at handlingen er – som der stod på en af mine kollegers anmelderblok – ”TYND!”. En ung mand skal finde en retning i livet, men hvordan det, når det kun er dansegulvet på Odyssey, der trækker? Han forelsker sig, tager sine venner op til revision og øjner måske en fremtid uden armod.

Der ligger en udmærket dannelsesrejse i det skelet, men for at det skal fungere på scenen, skal der kød på. Skuespillerne skal tage ejerskab over rollerne, stemningen af levet liv på gaden skal drive ned ad væggene. Det er et værk, der lever af vibes. Og det er her, at den ellers dedikerede opsætning løber ind i problemer.

En sky charmør?

Saturday Night Fever bliver solgt som en af Silas Holsts sidste forestillinger som danser. Det er ham, der er det ultimative fokus, og Holst kan langt hen ad vejen bære presset med sin sceniske karisma. Se de olierede hofter i åbningsscenen, de skrånende øjenbryn. Koreografien er sikker, så længe musikken spiller.

Det er, når den standser, at problemerne opstår. For Holsts bud på Travoltas ikoniske dagdriver mangler ballast i karakteren. Her er der paradoksalt nok et fravær af krop: Når han skal charmere damerne, virker han sky i sine bevægelser, og replikkerne falder som ironiske bemærkninger, der vender indad. Hvor blev olien af?

Den komiske farvning af karakteren vinder et par billige grin, men skaber en distance, som får hans pludselige følelsesudbrud i løbet af musicalen til at virke forcerede. Der er hulk og råb, men det er som at tænde for en knap. Desværre står han ikke alene med denne mangelfulde personinstruktion.

Spildt potentiale

Søren Torpegaard Lund har en interessant, men også krævende rolle som vennen, der har gjort en kvinde gravid og ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv. Til sidst går han under, svigtet af det hule broderskab. Det havde været en spændende udvikling, hvis ikke den brillante sanger virkede så utilpas, at han, undskyld, oftest ligner en, der har forvildet sig ind på scenen ved en fejl.

I ét øjeblik – under sin store solo – transcenderer han den undervældende instruktion, dog mest fordi scenen er koreograferet som en lille musikvideo, hvor Lund bliver revet rundt i alle de følelser, han ellers ikke kan finde et udtryk for. Det står i skærende kontrast til hans akavede Art Garfunkel-konfirmand resten af tiden. Åh, et spildt potentiale.

Til gengæld er Lund den eneste, der excellerer vokalt. De øvrige medvirkende gør det hæderligt – om end Silas Holst virker noget anspændt og hænger i passager – men selvom Josefine Tvermoes i det lyse og Christine Astrid Nielsen i det dybe har hver sin lejlighed til at sætte store følelser i spil, ligger deres fokus på sikkerhed og teknik.

Skrækken for at kede

Sammen med billetten til Saturday Night Fever fik jeg udleveret en ny fotobog af Silas Holst, Tak for dansen. Det finurlige er, at han i denne siger alt det rigtige: Følelser er vigtigere end teknik, og ”godt nok” er ikke et acceptabelt succeskriterium. Det er bare svært at aflæse i det, der sker på scenen.

De mange sceneskift ligner en skræk for at kede publikum, og de er med til at skabe en fornemmelse af, at det er et show, der skal afvikles, i stedet for en historie, der skal formidles som teater. Saturday Night Fever er da også klart stærkest, når det meget fine band spiller disco, flankeret af de to udmærkede bandsangere Line Krogholm og Ilang Lumholt. Men altså mindre stærk i skuespillet.

Der er mere Preben Kristensen end John Travolta over Holsts flakkende danser – hvor måtte han dog godt slænge sig noget mere. Og hvor måtte værket godt tage sig selv mere seriøst end at glatte alle konflikter ud på ti sekunder i en absurd lykkelig slutning. Jagten på rigtig god musical i Danmark fortsætter.