★★☆☆☆☆ Tid til glæde – søvndyssende banal hyldest til fællesskaber

Trods et stærkt hold på og bag scenen lykkes det ikke for Nørrebro Teater at få Arne Lygres pseudo-dybe og alt for lange hyldest til menneskelige fællesskaber, Tid til glæde, til at flyve. Opgaven forekommer også umulig, da tekstens form og sproglige repetitioner spænder ben for sit eget budskab.

Vi er på en strand, eller måske bare ved en sø. Landskabet er rødligt, og der er en bænk, som de mange mennesker i blålige dragter gerne vil sidde på.

Først kommer moren og søsteren (som altså også er datteren). De venter på broren (der altså også er sønnen). Mor vil vise sine voksne børn stedet, hvor hun tit kommer og måske også vil begraves. Siden dukker naboen og hans ekskone op, og til sidst enken og hendes to stedsønner, der også er på jagt efter en gravplads.

Distancerende form

Jeg præsenterer dem sådan, for det gør de selv i en tekst, der veksler mellem dialog og sekvenser med “En mor siger”, “En datter tænker”, “En nabo siger”. Strukturen har potentialet til at være sjov, men der er noget i tekstens dynamik, der simpelthen er for tung til at udnytte det. Formen fungerer distancerende og modarbejder dermed direkte tekstens postulerede tema, menneskets behov for kærlighed og fællesskaber, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

Det lever, når Tina Gylling Mortensen mor-splainer for selvopfyldt skrue, og punkteres lakonisk af Katinka Lærke Petersens søster/datter. Det lever, når Johannes Lilleøres bitre nabo skændes, så det brager med Christiane Gjellerup Kochs gravide ekskone. Sødme lurer, når søster/datter føler sig spejlet i blikket af Brian Hjulmanns bror i den sidst tilkomne familie. Men det meste af tiden er det svært at engagere sig i karakterer, der holdes ud i strakt arm, eller i følelser, der behandles som objekter.

Da Peter Christoffersens søn/bror Aksle endelig dukker op, introduceres en ny konflikt. Han virker fortvivlet og vil rejse bort. Hvorfor vides ikke helt, og familien har mest fokus på, at han skal sige det til sin kæreste David.

Hvor er dramaturgen?

David, som også spilles af Peter Christoffersen, møder vi efter pausen, hvor nye mennesker er røde og omgivelserne blå – undtagen moren, der fortsat er blå, indtil hun går og vender tilbage som en anden, nu rød mor. Vi er ikke længere ude, men inde i David og Aksles lejlighed, og i et kort splitsekund under Davids indledende sårbare længselsskrig efter Aksle håber vi, at også distancen ændres til sin modsætning.

Men nej, vi hopper hastigt tilbage i den udvendige tilgang til temaet menneskelige relationer, der går mere og mere i tomgang omkring det gentagne mantra om at elske andre mennesker. Garneret med lidt aldeles meningsløs gender bender, men en ganske sjov gentagelseskoreografi til Mathias Friis-Hansens fine rytmer. Blot trækkes denne sekvens, som de fleste i især anden del, alt for langt i en også alt for lang forestilling, der formelig skriger efter en dramaturg, der kunne have renset bare lidt ud i tekstens banale gentagelser.

Den flyver ikke

Der var delte meninger om Arne Lygres tekst ved den norske premiere i 2022, og jeg melder mig på det hold, der finder teksten tynd. Nørrebro Teater har de senere år haft en forkærlighed for tekster, hvor spillerne knugede taler ud i luften i parallelle spor. Ganske vellykket i Kunsten at være okay (2022), mindre interessant i efterfølgeren En guide til en (lidt) lysere fremtid (2024).

Tid til glæde har umiddelbart en mere dialogbaseret struktur, men får med sine pseudodybe repetitioner af kærlighedens vigtighed og menneskenes forbundethed samme banalt-besværgende klang. Det er bestemt prisværdigt at hylde fællesskaber, men kunne man ikke finde en mindre overfladisk tekst til formålet? Og hvad skete der egentlig med Aksle? Og fik det skilte par mon det barn? Og hvad med gravpladsen? Svarene blæser som karaktererne i vinden.

Katinka Lærke Petersen træder frem som tragikomisk talent med uhyre præcis timing, ikke mindst som den selvudslettende røde søster/datter-variant, mens resten af det rutinerede hold også gør det særdeles godt inden for de givne rammer. Madeleine Røn Juuls instruktion skal heller ikke klandres. Det kunne være gået meget værre, men det er svært at få en så klichefyldt tekst, der ikke engang er interessant på det sproglige plan, til at flyve.