★★★★☆☆ MÅST the show go on?! Smasksvedig, charmerende overgangsalderkomik

Det lille Teater Play på Amager fejrer 20 års jubilæum med en komisk forestilling om overgangsalderen. MÅST the show go on?! er en virkelig sjov, varm og fræk hyldest til teatret selv og til det kvindelige vilkår, der rammer sit publikum rent lige midt i menopausen.

Teater Play er nok mest kendt for at huse et hav af open mics og testshow i comedygenren, men de driver også en teaterskole og laver af og til forestillinger, der gennemlyser kvindeliv med komisk saft og kraft. Således også 20 års-jubilæumsforestillingen med den manisk-opgivende, tegnsætningsudfordrede titel MÅST the show go on?!

Hej, Abdel Aziz Mahmoud

MÅST the show go on?! er i teatrets ånd en form for sketchshow, der bindes sammen af teaterleder Mille Bergs overgangsalderramte persona og hendes insta-alter ego Doktor Meno-Mo(n)ster. Den sidste får hurtigt alt for mange følgere til sine ultrabanale vejrtrækningsøvelser, hvilket fører til et hav af samtaler med Go’ Morgen/Aften-vært Abdel Aziz Mahmoud, der nævnes med fuldt navn, hvad enten hans opkald kommer hjemme på chaiselongen eller i gynækologens bøjler.

Men først skal vi i gang og det frembyder en del udfordringer, da den mandlige hovedkraft ikke dukker op. Det kommer ikke som en overraskelse for resten af holdet, men Mille har svært ved at tage et afslag og vrisser voldsomt af de to andre som den larger than life-hverdagsdiva, hun er.

Snart får vi alligevel etableret et univers, der veksler mellem Meno-Mosters opdateringer, Milles refleksioner og supplerende sketch, der i forskellige bedagede tv-formater sørg-muntert oplyser os om kvindens cyklus og overgangsalderens symptomer. Sjovest i quiz-showets symptom-bingo med værtsparrets ultratimede synkrondans og selvskabte drama-ekko og i den Chris McDonald-inspirerede livsstilsreklame.

Humørsyg klimakteriekvinde

Andreas Forné må overtage som mandlig hovedkraft og tæskes grundigt rundt på scenen af Mille Bergs svært humørsyge klimakteriekvinde. Hendes stærke mimiske kraft er en gave til disse pludselige udsving, der kun bliver sjovere, når gråd, grin og vrede bliver forstørret. Han følger godt med og tager især kegler som den lille kastrerede cis-mand i lycra og som helt almindelige Marianne, der har forvildet sig ind som gæst i talkshowparodien.

Men bag komikken lurer alvoren – eller bare virkeligheden i en kvindelig krop, der ud over de to vinduer før 10 års-alderen og efter de 60 er prisgivet hormonernes rasen med blødninger og et uendeligt arsenal af skiftende følelser og smerter. Nogen bør gøre noget, for “kvinder er ikke hysteriske, fordi de har det varmt”.

Rammer rent lige midt i menopausen

Christina Sørensens tekst taler således i mange tonearter, gennem mange genreparodier og med et fint doseret metalag, hvor de tre diskuterer afviklingen af forestillingen, og også satirisk elegant får onduleret initiativer som publikumsinddragelse, scenekunstøkonomi og medieflygtighed. Hun dukker selv op i et smukt, stilistisk break i en af scenografiens låger med den fine, blide chanson om at putte sig og glemme “det store roderi, hun er landet midt i”.

Men kroppen kan man ikke løbe fra, og MÅST the show go on?! får med sin kække cigarføring sat gode stød ind i realiteter og fordomme om de svære vilkår for kvindekroppen i et patriarkalsk samfund, hvor mandekroppen er norm.

Det er virkelig sjovt, af og til cringe i sit kønssyn – som comedy ofte er – men hele tiden skarpt, originalt og to the point, hvilket fremkaldte ikke bare latter, men også hujende tilråb fra det alt overvejende kvindelige publikum. MÅST the show go on?! sætter sit emne på spidsen i en lidt uegal, men varm, inkluderende og fræk hyldest til teatret selv og til det kvindelige vilkår, der rammer sit publikum rent lige midt i menopausen.