Programmet til Det Frie Felts Festival 2025 er klar. Sytten værker af danske og internationale kunstnere vil blive vist i samarbejde med med venue-partnerne Aveny-T, AFUK Scene og Sydhavn Teater i København og Åbne Scene, Godsbanen og Teatret Svalegangen i Aarhus.
Det Frie Felts Festival 2025 præsenterer forskellige scenekunstneriske formater, genrer og udtryksformer fra det frie felt. Festivalen skaber synlighed omkring kunstnere og deres værker og viser både det nationale og det internationale potentiale i værkerne. Festivalens kuratorer har valgt en række forestillinger med udgangspunkt i en vision om at synliggøre kvaliteten, mangfoldigheden og de nyeste tendenser i dansk scenekunst suppleret af en række internationale værker.
Festivalen præsenterer både yngre og mere erfarne kunstnere med forskellige baggrunde, referencer, fagligheder og med eksperimenterende udtryksformer. De har baggrund i koreografi, fysisk teater, scenekunstnerisk tekst, performancekunst, lydkunst og billedkunst.
Festivalens program byder på en række forestillinger, der beskæftiger sig med forskellige scenekunstneriske genrer, formater og en lang række tematikker og spørgsmål, men plads til både inderlighed, sårbarhed, styrke og latter.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af The Shedding
Årets kuratorteam
Programmet for festivalen er i år blevet tilrettelagt af kuratorteamet bestående af dansekunstner og koreograf Paolo de Venezia Gile, forfatter af scenekunstneriske tekster og dramaturg Gritt Uldall-Jessen og kreativ producent Ann-Jette Caron, der har valgt 14 produktioner blandt 102 indsendte forslag. I forbindelse med lanceringen af programmet, udtaler kunstnerisk leder af Det Frie Felts Festival, Gritt Uldall-Jessen:
“Det er vigtigt at fremme cirkulationen af den eksperimenterende scenekunst herhjemme og give publikum i København og Aarhus mulighed for at opleve værker, de ellers ikke ville have adgang til. Samtidig får kunstnerne inden for Det Frie Felt, gennem deltagelse i festivalen, mulighed for at nå længere ud med deres forestillinger. Festivalens ambition er i det hele taget at skabe nye muligheder for de deltagende kunstnere inden for det frie felt, både nationalt og internationalt. Dette inkluderer muligheden for potentielle co-produktioner, udvidede netværk og inspiration til fremtidige projekter. For at tage vare på det, har vi inviteret repræsentanter fra det europæiske netværk, vi indgår i, Bridging the Scenes, der vil være med på de to festivaler.
Visionen er desuden at forlænge forestillingernes levetid, nå et nyt publikum og inspirere scenekunstmiljøerne i begge byer. Der er generelt et behov for øget synlighed af Det Frie Felt, og
festivalformatet har vist sig at være effektivt til dette, da værkerne præsenteres i en koncentreret form og inden for en fast ramme.
En scenekunstfestival udgør et flygtigt fællesskab – en hel verden, når den er der, men pludselig er den væk igen. Ligesom de mange værker inden for Det Frie Felt, som alt for få kender
til og har mulighed for at opleve pga. manglende turnévirksomhed og begrænset synlighed, hvilket er en motiverende faktor for at afholde festivalen. Behovet for at sikre adgang til scenekapacitet for Det Frie Felt er heller ikke blevet mindre, siden vi begyndte for over 11 år siden som en forlængelse af vores kulturpolitiske engagement i feltets vilkår. Derfor afholder vi nu festivalen for ottende gang”.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Symphony og Solitude – S.O.S
Programmet for 2025
Festivalens åbningsforestillinger er de internationale gæstespil Trauma Kink af rumænske Guivlipen i København og Heavy Theatre af tjekkiske KHWOSHCH i Aarhus. Ud over de internationale forestillinger, har programmet en lang række værker fra kunstnere, der arbejder i det frie felt i Danmark, som er udvalgt via et open call, artist talks og workshops.
Læs ISCENEs anmeldelse af Tender her.
De øvrige performances i programmet er de danske forestillinger Den anden af Freya Sif Hestnes og Katrine Leth, Mit barndoms alfabet af DraumVærk, Symphony og Solitude – S.O.S af Mør Collective, Swipe, Life & Gate Number 5 af Henriette Laursen, Please Hold – a legal fiction af Megaland Theatre, dokumetarfilmen See You af Wilma Version, Melodrama af Camilla Lind, Tender af Beyond Darkness, Slit Show af Karis Zidore og Strong Enough af The Strong Enough Band.
Læs ISCENEs anmeldelse af Strong Enough her.
De øvrige helt eller delvist internationale forestillinger er Little Miss Beast Mode af svensk-danske Andreas Haglund, Masking af dansk-engelske Lola, The Shedding (How far are you willling to bend) af dansk-norske Elise Bjerkelund Reine, Desabar to collapse af Brasiliansk-danske Marina Dubia og The Rememberance af tjekkiske Anna Datiashvili (CZ).
Læs mere om festivalen her.
Kilde: Pressemeddelelse Det Frie Felts Festival
Det Frie Felts Festival 2025
Den ottende udgave af Det Frie Felts Festival finder sted i København fra d. 14-18. januar 2025 og i Aarhus fra d. 22-25. januar 2025.
Det Frie Felts Festival blev afholdt første gang i 2014. De syv første festivaler har præsenteret over
81 værker fra Det Frie Felt. Denne ottende udgave af festivalen finder – ligesom forrige udgave af festivalen – både sted i København og Aarhus. Festivalen 2025 præsenteres i samarbejde med venuepartnerne Aveny-T, AFUK Scene, Sydhavn Teater, Åbne Scene, Godsbanen, Svalegangen og de øvrige partnere Nordic
Bastard, Performing Arts Platform og Malá Inventura.
Betegnelsen Det Frie Felt refererer her til kunstnernes produktionsforhold, dvs. at værkerne typisk er produceret i et ikke-institutionelt regi, ofte af kunstnere uden fast driftsstøtte, der søger produktions-
støtte til scenekunstneriske projekter.
Det Frie Felts Festival er en del af netværket Bridging the Scenes, som derudover består af Performing Arts Festival Berlin (PAF) i Tyskland, ACT Independent Theater Festival Sofia i Bulgarien og Malá Inventura i Prag, Tjekkiet.