★★★★★☆ Symphony Of Solitude – S.O.S.  – gribende indblik i ensomhedens inderste væsen

I MØR Collective og AFUK’s performanceinstallation Symphony Of Solitude – S.O.S. skildres ensomheden med rørende poesi, grotesk komik og en dyb smerte, der er svær at ryste af sig efterfølgende.

Mere end 600.000 danskere er ensomme, og mange af dem er svært ensomme. Det er et stort antal mennesker, som mistrives i mangel på nærhed og samvær med andre. I MØR Collectives performanceinstallation Symphony Of Solitude – S.O.S. møder publikum ensomheden i en surreel, sansemættet, grotesk og poetisk stærk musikbåren forestilling. 

Twin Peaks-uhygge og Edwards Hoppers ensomme skæbner

I midten af salen står en cirkelrund installation. Et nedslidt boligkompleks. Her bor kvinden, manden og to tavse musefigurer, der sørgmodigt følger husets beboere med fjerne blikke og stille lytten efter liv. Her er ingen ord. Kun lyde fra huset, der blandes med lyd af elektroniske beats og live vokal fra komponist og livemusiker, Mika Forsling, der står på taget og former forestillingens musikalske udtryk.  

Publikum cirkulerer rundt om huset og kigger ind. Her et køkken, et halvt badekar, et bokserum og en stue. Interiøret er træt og mørnet. Lamper blafrer fra løse ophæng, og et plastrør hænger ud fra væggen. En sofa er trykket sammen i et alt for lille rum og et par gule cichlider svømmer manisk fra side til side i et alt for lille akvarium. Her er rigeligt rum til følelsesmæssig klaustrofobi. Et mentalt vakuum, som giver trykken for brystet og lader ensomhedens snærende stilstand sive ud i rummet. En verden af Twin Peaks-uhygge, 50’er interiør og Edwards Hoppers ensomme skæbner fanget i et og samme skæbnehjul.

Ensomhed er livsfarligt

Anika Barkan er kvinden. Vi møder hende først i et mærkværdigt forsøg på at klemme sig ud af den sammenklappede sofa. Hun ligger fastklemt, ryger en cigaret og lader blikket vandre ud i rummet. Aparte og grotesk at se på. Flere publikummer ler akavet. Sære handlinger og mennesker fascinerer og frastøder på en og samme tid, men der er noget trist og forstemmende over seancen. Kvinden har det ikke godt, og det sætter sig i kroppen. 

Vi ser kvinden igen i køkkenet. Hun kæmper for at finde en kanal på den gammeldags radio. Husets mange lyde buldrer i rørene. Der er liv omkring hende, men ingen virkelige mennesker at knytte kontakt til. Hun trækker en pose over hovedet – ensomhed er livsfarligt og alvoren står lysende klart i Barkans stærke portræt og instruktør Cille Lansades koreografisk skarpe optrin. 

Nabomanden (Petter Wadsten) leder efter sin kat. Han kalder og kravler på taget. Men katten er væk, eksisterer formodentligt ikke. Ligesom de festgæster, han senere imiterer, der er på besøg, mens han træder øldåser itu og drysser ostepops ud på gulvet. Ensomheden er overvældende og næsten ubærlig, hvis det ikke lige var for scenernes groteske form, som elegant balancerer smerten med poesi og surreel komik, som gør, at vi kan bære den. 

Ensomhedens ubarmhjertige væsen

Både manden og kvinden kæmper sig videre. Forsøger med et bad, lidt jongleren og live-sang ind i husets rørledninger. Men ensomheden har fået tag i dem. De er fortabte, og for manden og kvinden venter der ingen lykkelig løsning.

Symphony Of Solitude – S.O.S. er et emotionelt rum og en tilstand. Et rum for ensomhed, hvor følelsen får lov at gennemsyre alt i Katrina Neiburgas installation, der er perfektioneret ned til mindste detalje. Orkestreret med gehør for samspillet mellem lyd, scenografi, karakterer og de stærke koreografiske optrin, som lader os mærke og opleve ensomhedens ubarmhjertige væsen. Flot forløst med den groteske humor som afledning når mismodet bliver for intenst.     

Vi forlader kvinden og manden lige så ensomme, som da vi kom. Men for os andre tilbyder værket et kognitivt og emotionelt indblik, som kan være med til udvikle os som mennesker.