★★★☆☆☆ Ronja Røverdatter er jappet og uden dybde  

Hvad er det egentlig, de vil fortælle på Folketeatret med deres nye version af Ronja Røverdatter? Det er svært at blive helt klog på i en ellers flot musikalsk opsætning.  

Jeg er glad for at have læst og set Ronja Røverdatter på film før forestillingen på Folketeatret. For sikke et tempo. Forestillingen varer næsten tre timer, men formår alligevel aldrig helt at komme i dybden med hverken karakterportrætter eller fortælling. 

En fortælling om at miste

Det starter fedt. Med et brag af tordenlyd og glimtende lyn bliver Ronja født, mens røverborgen kløves i to af uvejret. Ronja vokser hurtigt til. Hun møder Birk Borkasøn, hvis familie er flyttet ind på borgen. Vi følger de to, da de gør oprør og flytter ud i skoven, finder sig selv og flytter hjem igen. 

Det handler om at miste. Miste barndommen, sin ældste ven, familie, far, datter og røverkongestatus. Kort sagt: Miste fodfæstet fuldstændigt for så at finde det igen i mødet med sig selv, hinanden, fællesskabet og skovens åndrige vildskab. En central og alvorlig livsfortælling, som Astrid Lindgren har gjort til folkeeje i de fleste lande. En fortælling, som har svært ved at finde fodfæste i Mads M. Nielsens fortolkning og instruktion på Folketeatret. 

Ikoniske scener og syntetisk natur

Monica Isa Andersen leverede sidst et knivskarpt portræt af den modige og egenrådige Skammerdatter på Bellevue Teatret. Nu er hun Ronja Røverdatter, en lidt kølig pige, som vi ser i flere ikoniske scener fra bogen. Ronja hopper om kap med Birk over Helvedesgabet. Hun slås mod grådværge, der kører omkring som små radiobiler med lysende cykellygteøjne og en grå stofdragt over dem, som styrer vognen. Hun træder igennem sneen til rumpenissernes bolig. De er ligeledes små mekaniske konstruktioner i form af fjernstyrede biler med rødt plys på toppen.

Der er i det hele taget en del syntetiske stoffer og farver i scenograf Nadia Nabil Korsbæks univers, der med et gråt borgtårn og limegrønt stof som skovmos skaber rammen for universet. Hvorfor er naturen syntetisk? Og hvorfor er dens overnaturlige liv mekaniske konstruktioner? Er det sådan, åndslivet ser ud anno 2024? 

Det er svært at blive grebet af universet og skovscenerne, som jappes igennem med fokus på Ronjas skrig og redningsaktionen frem for mødet med skovens overnaturlige ånder. 

Uskarpe portrætter

Birk Borkasøn er en velvoksen ung mand, der er noget nær et hoved højere end de fleste af røverne. Han spilles af den nyuddannede Sigurd Thomasen, som har fået den noget utaknemmelige opgave at spille med barnagtigt flagrende bevægelser og en surmulende forurettethed. Det er svært at blive klog på, hvem Birk er. Er han et stort barn eller en teenager? 

Sigurd Thomasen og Monica Isa Andersen synger dog begge fremragende, og det er en fornøjelse at lytte til. De kæmper for deres karakterer, og det er helt klart, at karaktererne bliver lidt skarpere på sigt.  

Røverne er en hob af glade svende. De synger om prutter i Sebastians melodisk-bedagede pruttesang, med omkvædet ”prutterutterut fis prut trutterut,” mens de står på rad og række med bagen mod publikum. Og de piver, når de skal i bad, så Lovis (Charlotte Guldberg) må hive dem i ørene hen til baljen. Uden at være særskilt snerpet, var det ikke super sjovt. 

Skaldeper (Jakob Højlev Jørgensen) – Røverkongens ældste ven – repræsenterer noget af alt den alvor, som de andre ikke har. Han sidder og snitter sin kiste, for han ved, han skal dø, og kan tage de mere alvorlige samtaler med Ronja om liv og død. Her mærker vi alvoren i livet. 

Røverkonger og stærke kvinder

Røverkongen Mattis (Rasmus Fruergaard) har temperament. Det forstår vi, da han får en skålfuld æg at smadre som afløb for hans vrede over, at Borka er flyttet ind på borgen. Han kommer også med en af forestillingens stærke scener, og får mere karaktermæssig dybde, da han synger sit savn efter datteren ud ved Bjørnehytten i skoven. 

Borka (Ari Alexander) er ligeledes en stærk krigsherre, skal vi forstå, så hvorfor skal deres afsluttende tvekamp skal blive så fjollet med snydetricks a la ”jeg har hevet næsen af dig” og et evindeligt falde på halen? Pointen er vel netop, at man godt kan blive venner og bagefter leve i fordragelighed, selvom man har været kodyle uvenner. Det er jo det, mange børn oplever dagligt i skolegården – om end i mindre skala.  

Charlotte Guldberg er Ronjas mor Lovis. Med det stærke blik og den blide ulvesang inkarnerer Unis urkræfter og moderlig omsorg. Samme råstyrke raser i Linnéa Voss’ statuariske stærke portræt af Undis, Borkas kone. 

Swingende musik

Bandet er på hele vejen igennem. En swingende trio af trommer, bas og guitar, som har frisket Sebastians sange gevaldigt op med hurtige basgange og rytmisk overskud. Guitaristen er med i alle scener, hvor han lægger lidt underlægningslyd til. Det lyder fint, men gør også, at talescenerne aldrig får ro og plads til, at vi som publikum kan få rum til fordybelse.  

Ronja Røverdatter er en god og stærk fortælling, som til hver en tid er vedkommende. Folketeatrets version har helt klart sine udfordringer, men er uden tvivl også en forestilling, der med et stærkt hold af musikere og skuespillere kan spille sig mere til efter premieren.