★★★★☆☆ Julen er hjerternes test – solidt, sjovt og saftigt

Den traditionsrige julecabaret er igen i år at finde under dækket på det gode skib Liva i Nyhavn. I Julen er hjerternes test har instruktør og kunstnerisk leder Jacob Morild sammensat en yderst veloplagt kvartet, der gennem 19 numre dykker ned i året, der er gået, og alle de traditioner, der bare ikke vil gå væk.

Siden 1989 har husbåden Café Liva været leveringsdygtig i den sælsomme blanding af spydig satire og julestemning, når årets mest traditionsbårne højtid hudflettes, og de mange indslag fyger over scenen i et tempo, så man nemt kunne miste pusten, hvis ikke det var kyndigt håndteret. Det er både velskrevet, velspillet og velgørende på en kold og fugtig aften i Skandinavien.

Stærkt hold

De tre spillere Joy-Maria Frederiksen, Mette Marckmann og Pernille Schrøder udmærker sig både individuelt og som samlet enhed. Fx i den satiriske Vi gør da osse vores, hvor de iklædt jordfarvede tørklæder og selvgodhed har travlt med dydssignalering og med at komme med gode råd til, hvordan vi redder klimaet – men mest over Facebook.

Aftenens mest bidende nummer er uden tvivl En god forklaring, hvor de – i et Anna og Lotte-univers med hånddukker og barnlige misforståelser – forsøger at redegøre for konflikterne i Mellemøsten. Det er et af de få øjeblikke i forestillingen, hvor satiren virkelig bliver farlig, og det kunne man godt have brugt lidt mere af.

Musikken spiller bare

Pianist Nicolaj Majland, der sammen med Thomas Pakula har komponeret en stor del af musikken, er et herligt bekendtskab hele forestillingen igennem. Fra sin plads bag tangenterne sætter han faktisk ikke en fod forkert.

I det glimrende nummer Nissen fra Ipanema, hvor teksten er en sammenskrivning af stort set alle julesange fra nyere tids danske popkultur, flekser Majland virkeligt de pianistiske muskler i et delikat og veludført bossa nova-groove, men derudover udgør han mestendels det sprøde, musikalske bagtæppe, foran hvilket de øvrige optrædende får lov at stråle.

Pernille Schrøder giver den som diva til et vækkelsesmøde i den befriende Kosttilskud, hvor alle gode kostråd i omkvædet koges ned til én simpel læresætning: “Jeg spiser sten!” Også den corny Op i kanen om konen til Rødovre Centrets julemand sidder lige i countryskabet, og Mette Marckmanns levering er både sjov og sært forførende.

I Stjernen viser vej genfortæller Joy-Maria Frederiksen historien om Jesu fødsel, men her fra kromutterens perspektiv i et musikalsk univers, der leder tankerne hen på 60’ernes Californien.

Ikke alt rammer plet

Hverken på scenen eller blandt publikum er der særligt langt mellem snapsene i et af landets eneste serveringsteatre. Det generelle niveau er højt, hvad angår både musik, tekst og skuespil, men ikke alle numrene når helt i mål. Den repetitive føljeton Kvindernes jul, der falder i fem dele, starter sjovt, men taber lidt flyvehøjde, og til sidst vil man egentlig bare gerne videre i teksten.

Den lidt træge Priceforstyrrelser om Diez og Prices forliste forhold letter desværre heller aldrig rigtigt, og rent dramaturgisk virker den noget malplaceret mellem to stærke musikalske numre. Den mangler en klarere idé og fremstår mere som en obligatoriske sketch om kendisparrets brud, som vi nok kan forvente at se i ganske mange revyer det kommende år.

Ikke desto mindre er Julen er hjerternes test en glimrende oplevelse. Revyhåndværket er ikke til at tage fejl af, og den smittende glæde bølger fra scenen i behagelige og varierede skvulp. Jeg kan ikke forestille mig en bedre afslutning på en hektisk dag med julegaveindkøb end at lægge vejen forbi Nyhavn.