★★★★☆☆ The Julekalender – hyggelig og underholdende julekalenderadaption

Herning Ny Teater har lavet en varm og underholdende sceneversion af De Nattergales julekalenderhit The Julekalender, der har været genudsendt utallige gange, siden den først løb over skærmen i 1991. Materialet er slidstærkt og klarer også transformationen til scenen i sikker stil med de velspillende herrer Christian Damsgaard, Gordon Kennedy og Jesper Lohmann i de to gange tre ikoniske roller.

”Ja, det er bår’ dæjlig!”

Enhver, der har set De Nattergales The Julekalender fra 1991, kender kartoffelavler Oluf Sands underspillede kommentar til det meste. Og det bliver også “bår’ dæjlig” på Herning Ny Teater, der slipper særdeles fint fra at flytte den populære tv-serie op på scenen. Så fint, at salen jævnligt råbte med på tekstens finurlige oneliners og “good vendinger”, der her måske kan bruges igen “efter pausen”.

Jeg har aldrig set noget lignende

De Nattergale, der som bekendt består af Viggo Sommer, Uffe Rørbæk Madsen og Carsten Knudsen, har selv omskrevet til scenen. De får elegant og med en let aktualisering hele historien med inklusive elskede gimmicks som de bizarre, nøgterne radionyheder, hvor blandt andet statsminister Frederik Mettesen udtaler: “Jeg har aldrig set noget lignende”.

De tre nisser Hansi, Günther og Fritz ankommer således til nissehulen “en kold og stormfuld aften” på jagt efter nøglen til nissen Gammel Noks spilledåse, der holder ham i live. Deres fly er beskadiget, så mens Günther snitter en ny propel til det, fordriver de tiden med sang og småtrakasserier.

Tæt på bor Gertrud og Oluf Sand. De bliver midt i julepyntningen opsøgt af Benny, en påtrængende sælger i sko og strømper, der dog efter indtagelse af store mængder snaps viser sig at være en af de onde nåså’ere på jagt efter nissernes bog, hvor man kan læse om næsten alt. Der er således lagt i kakkelovnen til flere plotspor, der også i sceneversionen fletter sig smukt ud og ind af hinanden.

Gnistrende samspil i de to trioer

De to universer bliver på Herning Ny Teater løst helt i seriens håndholdte ånd med en drejescene, der skubbes ved håndkraft. På den ene side nissehulen fyldt med spindevæv og dingenoter, på den anden side kartoffelavlerhjemmet, der løbende overdænges med julepynt i så rå mængder, at Gertrud næsten ikke får brug for “den store kasse med julepynt”, som Oluf har gemt under sofaen.

Gordon Kennedy har gjort Benny til sin egen og invaderer huset med et næsten slangeagtigt kropssprog, mens han slynger bemærkninger og sit ærkekøbenhavnske “bob, bob, bob” ud i rummet. Jesper Lohmanns Oluf taler jysk med sydsjællandsk undertone, men det kan såmænd også noget, og han har helt fat i typen i sit underskønne, mimiske samspil med Christian Damsgaards henrivende Gertrud. Hun er også her fortællingens scoop med sine talende øjne, sine passivt-aggressive hofter og sin barnlige glæde ved julen – og ikke mindst foodprocessoren.

Christian Damsgaard løber også med den sjoveste nisse, da Günther forvandles til “ein sehr berümter Sporhund,” der tripper afsted med aristokratiske bevægelser, men det er samspillet mellem arketypiske sindelag, der også på scenen får de to trioer til at gnistre.

Julens fællesskabende kraft

Thomas Pakula har været ind over musikken, der er præindspillet, men de tre herrer synger selv, og det fungerer faktisk upåklageligt. Salen nynner og synger med i genkendelsens glæde, og sangene får dermed den fællesskabende kraft, der også er julens.

The Julekalender er en særdeles vellykket adaption, der rammer originalens folkekære mix af kitschede guirlander i overflod, finurlig-kærlig sprogleg med både jysk, københavnsk og danglish, platte onkelvittigheder, iørefaldende musik, sødme, samtidssatire og ægte julevarme.

Forestillingen giver os det, vi forventer, men med en friskhed, der atter slår originalmaterialets styrke fast. Det er faktisk bår’ dæjlig!

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med teaterdirektør Michael Asmussen om forestillingen