Dramatiker Henrik Szklany er atter aktuel på Aalborg Teater, der netop har annonceret en millionbevilling til udvikling af ny dansk dramatik. Vi har talt med dramatikeren og teaterdirektøren om at skabe egne fortællinger, der spejler samtiden.
”Det er vigtigt at have en levende teaterkunstart, ellers bliver teatret et museum”, slår teaterdirektør Kjersti Hustvedt med det samme fast. Jeg fanger hende en uges tid, før nyheden om bevillingen fra Det Obelske Familiefond på fire millioner kroner til at fremme ny dansk dramatik på Aalborg Teater bliver offentliggjort.
”Hvis vi ikke har vores egne fortællinger, dør vi som kunstart. Teatret skal være et sted for skrivende mennesker, for dramatik er også en genre. Jeg har spekuleret meget over, hvorfor der er så lidt ny dramatik på store scener, og jeg tror, det er, fordi vi har en idé om, at ny dramatik ikke skal have en traditionel dramaturgi, og så bliver det svært tilgængeligt for det brede publikum. Mange kan jo godt lide den klassiske fortællestruktur og den realisme, som vi finder i film og romaner”, reflekterer Kjersti Hustvedt over den barriere, der kan være i forhold til at spille ny dramatik.
Byen tæt på udkanten
Aalborg Teater har længe satset på den nye dramatik, men bestiller ikke længere bestemte temaer. ”Vi forholder os til de ideer, dramatikerne selv kommer med, for vores erfaring er, at det kommer der bedst dramatik ud af”, siger Kjersti Hustvedt. Hun peger på dramatiker Henrik Szklany, der har skrevet til teatret gennem de sidste ti år og nu er aktuel med forestillingen Flextrafik og slagtesvin, og som ifølge Kjersti Hustvedt kan det, teatret gerne vil udvikle endnu mere i det nye dramatikprojekt:
Selvom man bor midt i Aalborg, som er en relativt stor by, så er man ikke langt fra udkanten, og det perspektiv er vigtigt
”Henrik Szklany skriver med varme og lune om interessante, komplekse karakterer, som publikum kan relatere til, selvom de ikke selv er som dem. Han skriver socialrealistisk, men med en god portion humor. Det er underholdende, men han sætter samtidig problematikkerne på spidsen. Hans Anita-trilogi handlede om en tvangsauktion, et barn, der blev tvangsfjernet og dødshjælp, mens det i Flextrafik og slagtesvin er et helt samfund, der væltes, da deres busrute nedlægges”, fortæller hun. Og så kan Henrik Szklany både skrive til dem, der bor i provinsen og til dem, der bor i byen:
”Selvom man bor midt i Aalborg, som er en relativt stor by, så er man ikke langt fra udkanten, og det perspektiv er vigtigt. Vi vil ikke lave Aalborg-specifikke stykker, men forholde os til overordnede livsbetingelser. De findes i Nordjylland, men genkendes også mange andre steder. Elena Ferrante slog globalt igennem med romanserien Min geniale veninde, fordi dens tematikker er universelle. Man kan kende dem, selvom bøgerne er meget Napoli-specifikke”, forklarer hun om teatrets dramaturgiske strategi.
Følelsen af at være forladt
Henrik Szklany ser også selv det lokale som en vigtig inspirationskilde i sine tekster, men peger samtidig på generelle samfundsstrømninger, forholdet mellem land og by og klasseperspektivet, og dermed det samtidsorienterede, som Aalborg Teater ønsker at give en dramatisk stemme:
”Jeg er vokset op i den ressourcestærke middelklasse og har altid interesseret mig for at falde i snak med folk, der kommer andre steder fra socialt og kulturelt. Det, at jeg ofte skriver med et klasseperspektiv, kommer af en indignation over, at der var sådan en konsensus om, at der ikke er klasser i Danmark”, fortæller han og uddyber:
”Hvis man er ligeglad med, at der findes klasser, står det en frit for, men man kan ikke sige, at klasseforskelle ikke findes. Jeg synes, det er spændende at se, hvordan folk ender, hvor de gør. Der skal ikke altid så mange knæk til, før man rammer bunden. Det er i sig selv dramatisk stof, og så vil jeg udfordre tanken om, at folk selv er ude om det. Hvis vi siger det, så forsvinder samfundsfølelsen.”
Hvis man er ligeglad med, at der findes klasser, står det en frit for, men man kan ikke sige, at klasseforskelle ikke findes
Mens trilogien om Anita og hendes familie udspillede sig i den laveste ende af klassesamfundet, er Flextrafik og slagtesvin placeret længere oppe i et svineavlermiljø. Men det handler ifølge Henrik Szklany stadig om, hvad der sker med mennesker, når beslutninger der påvirker deres hverdag, tages meget langt væk:
”Hvor meget pres kan de klare, før de eksploderer? Tilliden i samfundet bliver ramt af en nedadgående spiral, når man har følelsen af at være forladt. Når man ikke ved, hvem man skal stemme på, fordi ingen vil gøre noget for en”, fortæller han om land/by-perspektivet, som han også realiserer gennem det sproglige, den omgangstone, der er det eksotiske i det lokale, hvad enten man kommer fra Napoli eller Gammel Skørping.
Alle vil gerne lave gode forestillinger
Henrik Szklany researcher i de miljøer, han skriver om, og det er vigtigt for ham, at researchpartnere kan spejle sig selv i hans tragikomiske forestillinger. ”Det er også instruktøren Martin Nyborgs fortjeneste, at vi fandt et scenesprog, så man griner, men også går dybt i det svære”, fortæller han om samarbejdet med det kunstneriske hold og skuespillerne på Anita-trilogien, hvoraf mange går igen på den nye forestilling.
”Det blev aldrig den svære toer i trilogien, men det nye stykke har været svært at komme i gang med efter at have gået rundt i Anitas fælles univers, hvor man kunne dykke længere og længere ind i nogle kendte karakterer og deres omverden”, fortæller han. Det er dog et luksus-pres at skabe noget nyt med det samme hold omkring sig:
Det betyder også, at vi ikke er så forfængelige og godt kan indrømme en brøler
”Det er som at komme hjem i samarbejdet med Martin og chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led. Vi har fået et fælles sprog og har en stor grad af tillid, hvor vi ser hinandens fagligheder og bliver bedre sammen over tid. Det at have lavet noget sammen før giver også troen på, at det kan lade sig gøre igen, og for hver gang bliver man klogere på, hvad der kan lade sig gøre. Vi bliver bedre til at bruge vores ressourcer, fordi vi ved, hvornår ideerne er bedste brugt. Og det betyder også, at vi ikke er så forfængelige og godt kan indrømme en brøler”, smiler han og opfordrer yngre kollegaer til at bevare nysgerrigheden og stole på egen og andres faglighed:
”Alle vil gerne lave gode forestillinger, så det gælder om at kunne kommunikere sin faglighed og finde et fælles ståsted.”
Det tager tid at udvikle ny dramatik
For Kjersti Hustvedt giver det god mening at lade holdet fra Anita-trilogien arbejde sammen igen. ”Det tager tid at udvikle ny dramatik. Man kan være heldig første gang, men alt bliver ikke en succes, så når man finder nogle kunstnere, der passer godt sammen, skal de også have lov”, siger hun og peger på, at det også kan give en bedre og hurtigere proces, når det kunstneriske hold allerede har tillid til hinanden.
”Vi vil gerne have instruktøren tidligt ind i processen, så vi undgår det knæk, der kan opstå, når et færdigt manus leveres til en instruktør, der så laver eget koncept. Det kan de gøre med klassikerne”, ler hun, der glæder sig over den opmærksomhed, det kunstneriske hold på Anita-trilogien fik, da den i sommer spillede på festivalen CPH Stage.
På Aalborg Teater ved dramaturgiatet, hvad de vil
”Instruktører prioriterer ofte arbejdet med kendte tekster, som de kan lave deres eget koncept over, men vi tror, det bliver nemmere at finde instruktører og udvikle samarbejder omkring ny dramatik nu, fordi Anita kom så bredt ud. Det gav en fantastisk opmærksomhed til alle de folk, der har knoklet med trilogien, og det giver andre lyst til at komme her”, forklarer hun.
Henrik Szklany er enig og priser teatrets indsats for ny dramatik: ”På Aalborg Teater ved dramaturgiatet, hvad de vil, og deres nye tiltag med ny dansk dramatik giver mulighed for at sige noget om nutiden i modsætning til klassikere, som man skal tilpasse. Man får helt friske stemmer ind, der kan spejle samtiden. Landsdelsscenen har store muskler og har lavet en markant tydelig satsning, der med den nye bevilling vil få flere dramatikere til at søge mod Aalborg”.
Aktualiteten er central
Kjersti Hustvedt sender også en tak til teatrets tidligere direktør, Hans Henriksen, der indførte, at teatret spiller sine forestillinger i repertoire. Det medførte blandt andet, at scenografierne bliver produceret, så de kan pakkes sammen og komme på lager for at spille igen senere, og derfor også kan flyttes fra Lille Scene til Store Scene, hvis forestillingen viser sig at kunne bære det. ”Det kan være lidt for spændende økonomisk at producere ny dramatik direkte til den store scene, hvor der er mange flere siddepladser”, siger hun, inden hun atter vender tilbage til det nye projekt, der skal sætte mere aktuel, ny dramatik på de to scener.
En af de unge fortalte, at han havde sendt sine forældre ind og se den, så de bedre kunne forstå hans virkelighed
”I aftes mødtes vi med de unge mennesker i vores advisory board for at tale med dem om, hvordan vi møder deres interesser i teatret. De vil have prisen ned, men beder også om tematikker, der relaterer til deres liv, og det samfund, de lever i. De henviste til Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, som de væltede ind til i sidste sæson. Det var aktuelt og handlede om identitet. En af de unge fortalte, at han havde sendt sine forældre ind og se den, så de bedre kunne forstå hans virkelighed. Vi vil, som alle andre, gerne have flere unge i teatret, men vi vil egentlig hellere have mere diversitet generelt, og dér tror vi, aktualiteten er central,” afrunder hun.
LÆS mere on fondsbevillingen til ny dansk dramatik her
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
