Det Kongelige Teater har premiere på Peer Gynt af den prisvindende instruktør Anja Behrens, der har nyfortolket Henrik Ibsens udødelige digtdrama fra 1867 med fokus på hovedpersonens afgrundsdybe fortvivlelse og tilbageblik fra sit dødsleje. Vi hvirvles med ham underlagt mørkets kræfter i en grum, smuk og sanselig tour de force ind i underbevidstheden kringelkroge.
Henrik Ibsens sværvægter i fem dele er i Anja Behrens udgave skåret ind til benet, så vi mærker de psykologiske spil, som Peer og hans mor Åse efterlades i, da faren forsvinder, og svigt og elendighed overmales med fantasihistorier. Drilsk dansende dødsdelirium og en knivskarp Hammershøj-inspireret scenografi maler stemninger med en minimalistisk stramhed, der kalder på vores egen medfortolkning.
Fortvivlelsens mange stadier siver ud som dis fra den døende Peer Gynts sammenbrudte karakter, der spilles fuldstændig sitrende magisk af Patrick Baurichter. Peer må for enhver pris være stor i slaget for at udfylde sit kerneløse ego, og vi hvirvles gennem et liv på fantasifulde løgne. Ibsen fik inspirationen i Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn med trolde, bjergfolk og andet sagnstof tilsat åndshistorie og filosofiske tænkere. Akademisk ja, men på en og samme tid helt jordnært.

Peer, du lyver!
Peer Gynt er voldsomt skadet af omsorgssvigt, så at hoppe ind i hans hoved på dødslejet er et vovet, men øjenåbnende greb på værket. Fire fremragende dansere fra Dansk Danseteater oversætter udeladte ord til koreografisk symbolsprog. Amancio Gonzalez transcenderer virkeligheden som døden, der iført tåspidssko lurer i skyggerne, og Emil Assing Høyers musik er et dynamisk forenende samlingspunkt.
De intense fysiske udtryk, som både skuespillere og dansere kommunikerer med, tilfører ordene psykologisk tyngde og retning. Sjældent er et skadet barn og hans emotionelt misbrugende mor blevet skildret så hårrejsende. Karen-Lise Mynster er mageløs som Peers mor, når hun lægger sig oven på ham og slikker ham besidderisk i ansigtet, så han næsten kvæles i negativ symbiotisk omklamring. Patrick Baurichter portrætterer Peer hudløst autentisk med et lysende nærvær, der suger os ind i hans sjæl.
Sjældent er et skadet barn og hans emotionelt misbrugende mor blevet skildret så hårrejsende
Fra tid til anden smides han ud af hjemmet på røv og albuer med ordene ”Peer, du lyver!”, vel vidende at hun selv har viklet ham ind i fantasiens klæbrige spind som modsvar på deres elendighed. Vi ser Peer blive afklædt og mobbet på fjeldet, mens han i en lind strøm fortæller vanvittige historier om vilde ridt på bukke i sit desperate behov for anerkendelse og fortrængning af tingenes tilstand.

Underbevidsthedens gravkammer
Symbolsproget går hånd i hånd med det konkrete og løfter teksten til en mangfoldighed af dimensioner i Peers indre verden af angst, skyld og skam. Undertrykt begær udfoldes med et spand af dansere forbundet af lange fletninger, der også svinger sig fra loftet – måske i mors fletning? Værket baner sig vej gennem psykologiske lag med alt fra trolde til et bibelsk Den sidste nadver-billede med døden krybende under bordet.
Symbolsproget går hånd i hånd med det konkrete og løfter teksten til en mangfoldighed af dimensioner
Karin Gilles scenografi og kostumer er holdt i nuancer af grå, sort og beige som et dystert hammershøjsk filter, der binder mennesker, natur og underverden sammen til en æstetisk, sanselig helhed. Det understøttes af et norsk fjeldmassiv på bagvæggen, der spejler sindet som en rorschachtest. Súni Joensens lys og haze tilfører romantikkens elver- og troldestemning i de udefinerbare grænselande.
En omvendt gæsteseng bruges som båre, da Peer humoristisk trækker rundt med sin mor på hendes dødsleje. Men selv efter morens død, tager også Peers eget liv med Solveig sig ud som et gravkammer, da han aldrig har lært, hvad en sund relation indebærer. Ensembleskuespillerne Fanny Louise Bernth, Elliott Crosset Hove og Karin Heinemeier navigerer ubesværet ind og ud af roller af vidt forskellig karakter.

Empatiforladte systemer
Værket bevæger sig til slut helt ud af individets vildnis og placerer et samfundsansvar, der trækkes op til vores tid med en aktualitet, der kalder smilene frem. Alle bærer samme maskeansigt og ens strittende frisurer på magtens podium bestående af lyskasser, vi hidtil kun har set som pejlemærker for dramaturgien. Behrens udtaler i et interview:
”I yderste konsekvens kan man sige, at det samfund eller system, som Peer er rundet af, er et empatiforladt system… en usund stræben efter anerkendelse og magt, hvor der ingen tvivl eller selvindsigt er.”
I yderste konsekvens kan man sige, at det samfund eller system, som Peer er rundet af, er et empatiforladt system
Det kunstneriske hold i denne moderne version af Peer Gynt har truffet et klart valg om at ville dissekere magtbegær – “det gyntske selv.” Det er der kommet en grum, rørende og smuk forestilling ud af, ikke mindst båret af Patrick Baurichters fremragende portræt af mennesket Peer. Det er en kerneboring ned i en klassiker, hvor færre ord får større opmærksomhed i en mesterlig orkestrering af et menneskes følelsesliv i billede, musik, ord og krop.
Dramatiker: Henrik Ibsen. Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Musik og lydunivers: Emil Assing Høyer. Lyddesign: Jonas Vest. Videodesign: Rasmus Kreiner. Lysdesign: Súni Joensen. Oversættelse og tekst: Søren R. Fauth. Koreografi: Anja Behrens i samarbejde med Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Moller, Hilde Ingeborg Sandvold, Jessica Lyall. Cello: Cæcilie Trier
Medvirkende: Skuespillere: Patrick Baurichter, Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Elliott Crosset Hove, Karin Heinemeier. Dansere: Amancio Gonzalez, Hilde Ingeborg Sandvold, Lukas Hartvig Møller, Jessica Lyall.
Peer Gynt spiller 18. januar – 28. februar 2025 på Det Kongelige Teater.