Populært lige nu

Annonce

★★★★★☆ Tankeskræmsler – et kig ind i en krøllet og ultramusikalsk hjerne

Forestil dig, at du får chancen for at kigge ind i et andet menneskes hoved. At se dets tanker og følelser visualiseret foran dig. Sådan føles det at se Limfjordsteatrets Tankeskræmsler, hvor der sættes musik til finurlige rim og skæve strøtanker om alt småt og stort i livet.

Annonce

”Jeg vidste jo godt, at vi alle sammen bliver gamle, men jeg troede, det var noget, der lå ude i fremtiden”.

Skuespiller og musiker Lasse Popp har sin helt egen underfundige humor, som heldigvis ofte kan opleves i musikalske indslag i Limfjordsteatrets forestillinger. I Tankeskræmsler, hvor Lasse Popp akkompagneres på scenen af sin søn, musiker Bastian Popp, får publikum en særegen fornemmelse af at se ind i hans hoved. Ind i en uprætentiøs verden fyldt med skæve tanker om stort og småt og af masser af medrivende musik.

Lasse Popp og Bastian Popp byder på et forrygende musikalsk univers i Tankeskræmsler på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn
Lasse Popp og Bastian Popp byder på et forrygende musikalsk univers i Tankeskræmsler på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn

Hjemlig stemning og imponerende musikalitet

Teaterdirektør Gitta Malling står bag iscenesættelsen, der oprindeligt blev skabt til Kulturmødet i august 2024. Nu er forestillingen rykket ind i teatersalen på Mors, så flere publikummer får chancen for at opleve den. Og det er et godt valg!

Nu er forestillingen rykket ind i teatersalen på Mors, så flere publikummer får chancen for at opleve den. Og det er et godt valg!

Det sorte scenerum er blevet fyldt med instrumenter. Et lille trædeorgel, diverse små og store strengeinstrumenter, trommer, en klarinet, et elorgel, et miniklaver og kontrabas. Til højre står en gyngestol i træ og et lille sidebord. Det hele – inklusiv de to medvirkendes påklædning – er holdt i nuancer af brunt, som giver en fornemmelse af ro og tryghed. Varmt, gyldent lys strømmer fra en række standerlamper med forskellige skærme, der er placerent rundt om på scenen. Et hjemligt strejf, som understreges yderligere af det røde, mønstrede gulvtæppe, som ligger forrest på scenegulvet. Det føles næsten som at kigge ind i et privat hjem.

Annonce

Bastian Popp er en forrygende musiker, der skifter mellem alle instrumenter lige så let, som vi andre skifter blikretning. Rutineret som en helikopterpilot lader han hænder og fødder arbejde uafhængigt af hinanden. Han spiller ubesværet på trommerne med fødderne, mens hans hænder styrer bue og strenge på kontrabassen. Eller hans fødder spiller bastonerne på elorgelet, mens hans hænder spiller noget helt andet på guitaren. Det er ganske enkelt imponerende. Ikke mindst fordi han får det hele til at se legende let ud.

Lasse Popp inviterer publikum ind i sit hoved i Tankeskræmsler på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn
Lasse Popp inviterer publikum ind i sit hoved i Tankeskræmsler på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn

En helt særlig stil

”Jeg kommer altid hjem til tiden. Det er det eneste, jeg har at komme hjem til,” synger Lasse Popp indledningsvist fra sin placering i gyngestolen, mens Bastian Popp sidder med ryggen til ved trædeorgelet bag ham.

Med sin markante, hæse stemme og en sound, der føles som et unikt mix af 1970’ernes protestsange, en afgrundsdyb røst og en snert af Kim Larsens velkendte Københavnerdrengsattitude, har Lasse Popp en hel særlig stil og klang. Desuden er Tankeskræmsler pakket ind i den lune men skarpe samfundskritiske tone, der løber gennem alt, hvad jeg indtil nu har set og hørt fra hans hånd.

Med sin markante, hæse stemme og en sound, der føles som et unikt mix af 1970’ernes protestsange, en afgrundsdyb røst og en snert af Kim Larsens velkendte Københavnerdrengsattitude, har Lasse Popp en hel særlig stil og klang

Den ene sang afløser den næste i næsten kabaretlignende stil med små intermezzi af tanker og filosofiske overvejelser om stort og småt i livet. Et par gange får vi en jingle til ”Historiehjørnet”, hvor Lasse Popp, som en anden børnetv-vært fra 80’erne, sætter sig i gyngestolen, tænder stearinlyset på sidebordet og læser højt fra sin bog. Hvad historierne handler om, er ikke lige til at forklare, men der er savn, eventyr, umulige regnestykker og en finurlig leg med sprog, som tangerer ægte onkelhumor.

Lasse Popp i Tankeskræmsler på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn
Lasse Popp og Bastian Popp i Tankeskræmsler på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn

Sproglige finesser

Tankeskræmsler bevæger sig ubesværet gennem skiftende stemninger. Fra letbenet latter til rungende tavshed, når emnerne i sangene bliver så mørke, at vi næsten ikke kan bære at lytte til dem. Mestendels holder emnerne sig til det nære. Vi hører om hverdagsligheder som savn af en afdød kammerat eller den ældre generations blik på den unge generations tilgang til livet, men vi passerer også forbi tungere emner som krig og barnedød.

Husk på, at alting bliver trist igen

Lasse Popp tager os roligt med gennem hele følelsesregistret. Gennem lyset, mørket, morskaben, sorgen og alt derimellem. ”Husk på, at alting bliver trist igen”. Det umiddelbart deprimerende statement synges til en munter melodi, for der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem ord og musikalsk udtryk. Også lyssætningen skifter undervejs fra det gyldne, så scenerummet i stedet fyldes med markante farver som rød eller sygeligt grøn, der strømmer ud fra lampeskærmene i takt med, at temaerne for sangene ændrer sig.

Tankeskræmsler er en gennemmusikalsk oplevelse, der løftes gennem Lasse Popps sproglige finesser og finurlige rim om stort og småt i livet. Der dukker måske en løftet pegefinger op hist og her, men der er også plads til sjove strøtanker om at ”råbe velsignelser ind igennem ventilationsskakter i industrikvarterer” eller at ”indoktrinere ordentlige folks au pair piger”.

Seneste

Copenhagen Opera Festival får nyt, delt lederskab

Copenhagen Opera Festival

Børneteatret i Danmark er truet – opråb til politikerne

50 danske teatre, som alle er udøvere af professionel...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Copenhagen Opera Festival får nyt, delt lederskab

Copenhagen Opera Festival

Børneteatret i Danmark er truet – opråb til politikerne

50 danske teatre, som alle er udøvere af professionel...
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Journalist og kritiker på ISCENE. Freelance kulturjournalist, teaterkritiker for Jyllands-Posten og medlem af Årets Reumert-juryen. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.
Annonce

Copenhagen Opera Festival får nyt, delt lederskab

Copenhagen Opera Festival

Børneteatret i Danmark er truet – opråb til politikerne

50 danske teatre, som alle er udøvere af professionel scenekunst for børn og unge, afleverede sammen med en række af områdets branchefolk og formidlere...