★★★★★☆ Balladen om den løsslupne lørdagskylling – kunsten at tø op og blive en god ven

Teater Hund & Co. har premiere i Krudttønden på en ny musikalsk forestilling om forskelligheder, venskaber og kæledyr fyldt med humor og leg. To venner, der bor i en baggård, savner nemlig noget i deres forhold, der er blevet så køligt, at hun drømmer om et kæledyr. Kan en frossen lørdagskylling tø et forhold op?

Teater Hund & Co. er Østerbros bydelsteater for børn og unge, og de er ikke blege for at skabe røre i hønsegården med debatskabende og grænsebrydende teater. Der er fyldt med forventningsfulde 2. klasser, hvoraf nogle stykker siger, de aldrig har været i teateret før. Så i dag skal der virkelig sås frø til et liv med magi og teater.

Balladen om den løsslupne lørdagskylling, der er iscenesat af instruktør og poet Johan Sarauw og holdet bag, er et mønstereksempel på, hvordan en børneforestilling kan skrues sammen. Med temaer, der rammer børn med gys og grin i en uhøjtidelig stemning midt i et betagende univers, som både børn og deres voksne rives med af. Et fascinerende indblik i forskellige virkeligheder, der forunderligt smelter sammen.

Vennerne i baggården

Marie Chemnitz har skabt et fascinerende æstetisk univers med scenografi, kostumer og effektfuldt lys. Den gamle baggård er bygget op i træ med et plankeværk og en lille førstesal, der minder om en hyggelig træhytte. Der hænger tørresnore med sokker over publikum og kæder med farvede pærer over det hyggelige køkken-alrum fyldt med mystiske, sjove detaljer som finurlige rør og genkendelige instrumenter.

Vi hører lækker lyd af jazzet trompet og klarinet, da vi går ind i salen. Emil Jensen er en musiker, der kan spille på lidt af hvert, og som også er magikeren, der driver handlingen frem mellem spillerne. Beboerne Boris (Lukas Lykke) og Bettina (Ane Stensgaard Juul) er venner, selvom de også er meget forskellige. De spiller sødmefyldt, autentisk og nærværende i alle detaljer, så hver en humørsvingning træder frem.

De har ikke noget mad, og Bettina skralder og finder gammelt, tørt brød. Boris elsker æg, men æggebakken er tom. Han forstår ikke, at hun af og til føler sig ensom og savner et kæledyr, der kan få hende til at smile. De har tilsyneladende svært ved at tø rigtigt op overfor hinanden, og hun synes, at både de rejer og grise, man kan få i Netto, lyder søde.

Medfølelse for en lørdagskylling

“Da jeg vågnede, havde de taget alle mine fjer! Jeg fryser”, siger lørdagskyllingen, spillet af Anton Sager, der er stukket af fra kølediskens kulde. Bettina varmer den, og Boris bliver lidt jaloux, men tænker mest på at få æg. Spillerne fremhæver stemninger af sjov og alvor i Emil Jensens fine kompositioner og sange og i Ida Katinka Fridan Pedersens skægge koreografier, som Anton Sager giver fuld gas og barnlig humor.

Der er fx en fjollet kyllingedans til klaver, guitar og trommer, og til børnenes fryd også en temperamentsfuld flamingo, da en enkelt, men flot fjer er vokset ud igen. Sangene har fine tekster, der som dansene er så relaterbare, at de næsten kunne være blevet til i børns frie leg. For især lørdagskyllingen spejler sig i en børnekarakter. Meget snakkende og lidt i vejen for oprydning og praktiske gøremål:

“Vi kunne lege, du hjalp til her i huset,” siger Boris surt til den, og en mor i salen får latterkrampe. En lille pige begynder til gengæld at græde, da det går op for Boris, at en lørdagskylling ikke er et kæledyr, men mad. Der er både konfliktstof og hjertevarme med god timing, og Anton Sager leverer en festlig og energisk Lørdagskylling, der bare gerne vil være gode venner på sin egen søde, varme og queer måde.

Magisk univers med morale

Balladen om den løsslupne lørdagskylling har flere lag, der alle drejer sig om kulde og uvenskab mellem os. Det er en sjov og sanselig måde at fremstille temaerne på for børn. De opdager, at Boris måske var den mest frosne af dem alle, indtil det lykkes lørdagskyllingen at tø ham op. Det er hverdag og magi i ét, der har ligheder med Ole Lund Kirkegaards betagende universer.

Det er ganske enkelt godt skruet sammen med vedkommende tekster i en god dramaturgisk opbygning. Instruktionen, nærværet og Emil Jensens fine kompositioner smelter sammen i et rørende og ligefremt udtryk, der gør budskaberne troværdige. Johan Sarauw har igen vist sig som en skarp iscenesætter, der sammen med de medvirkende kan åbne børn og voksnes øjne for nye perspektiver.

Børnene diskuterer efterfølgende alle de mange detaljer, de har fået øje på, og som de ihærdigt fortolker. Alle får et spil kort med hjem, så man kan dyste på nogle af de karaktertræk, man kan få, hvis man bliver presset i sin hverdag. Der er lagt op til at træne medfølelse, og det kan der være brug for i denne tid.