★★★★☆☆ Tornerose – udødelig bravourballet bæres af eventyrlig musik

Den Kongelige Ballet har repremiere på Christopher Wheeldons Tornerose fra 2010, der har sovet Tornerosesøvn i 12 år. Det er en storladen hyldest til balletten som kunstart. Men den egentlige saft og kraft i forestillingen på Det Kongelige Teater leveres eventyrligt fra orkestergraven af Det Kongelige Kapel med tyske Niklas Hoffmann ved roret.

Tornerose er en del af Tjajkovskij-trilogien bestående af Svanesøen (1877), Tornerose (1890) og Nøddeknækkeren (1892). Den er en af den romantiske ballets absolutte højdepunkter. Det er feel-good med glitrende, store kostumer, balletskørter, tåspidssko, og masser af blomsterranker og klassiske trin. Så stemningen er sat til en eventyrlig aften i teatret.

Wheeldons traditionelle opsætning er en opdatering af Marius Petipas oprindelige koreografi og har stiltræk fra hans neoklassistiske baggrund. Det er stinkende musikalsk, men der er nuancer og højdepunkter i Tjajkovskijs geniale musik, der går tabt, både i de subtile lag og i de store højdepunkter.

Slottet over dem alle

Eventyret udvikler sig som bekendt fra Torneroses fødsel og barnedåb på slottet, hvor alle feerne er indbudt, men ikke syrenfeens onde søster Carabosse. Hun dukker uanmeldt op med lakajer og pisk og kaster en forbandelse over Tornerose: Når hun fylder 16, skal hun stikke sig på en ten og dø. Som vi ved, omstødes det til 100 års dyb søvn bag en tjørnehæk, som kun ægte kærlighed kan råde bod på.

De forunderlige malerier på fortæppet af Manuel de los Galanes hænger som en storslået rammefortælling om en svunden tid, som vækkes til live i Jérôme Kaplans bombastiske Ludvig 14. inspirerede palads-scenografi. Den minder om en stor version af de papir-teatre, familier underholdt sig med før tv’ets tid. Forestillingens mange opstillede tableauer understreger ideen om maleriske øjebliksbilleder.

Vi er dermed indstillet på præmissen om at lege Der var engang, hvor eventyr og drømme om den helt store kærlighed ikke kan røres af hverken et ændret kvindesyn eller nye samfundsordner. Dans er en levende kunstart, men her er vi på et museum for eventyrlig romantik. Det handler om det gode mod det onde, om lyset mod mørket. Og det bæres på ryggen af et musikalsk storværk.

Teknisk udstillingsvindue tilsat poesi

Elegance og teknisk overskud er kodeord og alene synet af dansere, der næsten svæver ned ad trapperne på slottet, er magisk. Stemningen er høj med både underskønne karakterdansere som ceremonimesteren Catalabutte, kongen, dronningen og vimre balletbørn udefra. Tornerose spilles på premiereaftenen af Ji Min Hong, der med sødmefuld friskhed og præcision danser sikkert og velartikuleret.

Den store tekniske prøvelse er mødet med de fire bejlere, der hilser med en hånd på skift, mens hun står på tå med det andet ben bagud i attitude. Begge arme løftes op omkring hovedet mellem hver bejler i et ikonisk bravournummer, der giver anerkendelse fra bejlere og sal. Syrenfeen danses underfundigt af Joscelyn Dolson, som en Amor med lyse krøller og porcelænsansigt. Altid på pletten, når det gælder.

For hendes onde søster, Carabosse, gør alt for at sprede rædsel. Hun danses blændende af en rødhåret Stephanie Chen Gundorph, svirrende som en hveps af arrigskab. Ondskaben siver fra hver en pore med indtagende teknik og udstråling. Hun føjer en tiltrængt kant til balletten med veltimede intentioner, og sin kavaler, Jón Axel Fransson, og de underdanige lakajer med piskene klar.

På musikkens vinger

Den blå fugl og Prinsesse Florine, danses vitalt og letbenet af Tobias Praetorius og Tara Schaufuss, mens Liam Redhead og Victoria Bell danser de humoristiske katte. Begge er fine eksempler på det rytmiske og skarpe trinsprog fra New York City Ballet. Rhian Thomas’ Prins Desiré giver os drømmende svæv og landinger, så bløde og kontrollerede, at vi ikke er i tvivl om, hvem der løber med prinsessen.

Blomstervalsen er en overdådighed af elegance med blomsterranker over hovederne. Solodanser, Gregory Dean, danser en smuk afskedsforestilling som en af kavalererne. De koreografiske elementer går igen og igen, også fra andre af trilogiens balletter, fx kæder af kvinder, der danser synkront. Det er festligt og overdådigt, men der savnes flere nuancer, mere drivkraft og større opbygning af karakterer og trin.

Dramaet er langt mere facetteret i musikken, der leveres med stort overskud af Det Kongelige Kapel. Tjajkovskij gjorde sig uhyre umage for at komponere helt tæt på koreografien. Det ses stadig i de smukke violinsoli, funklende harpekadencer og lette træblæsersoli, men når hele orkesteret bygger op til stort klimaks, forventer vi at se tilsvarende på scenen. Til gengæld får vi et spektakulært show, hvor alle sejl er sat for en festlig aften i Operaen – aka Solkongens palads.