Copenhagen Opera Festival fortæller i en pressemeddelelse, at de får ny delt ledelsesstruktur, der skal “supercharge” deres udviklingsarbejde. Amy Lane, der har været kunstnerisk direktør siden 2020, deler ledelsesopgaven med Rikke Frisk, der tiltræder i en nyoprettet stilling som festivalchef.
Lige siden sin begyndelse i 2009 har Copenhagen Opera Festival stået for nyskabende og bredt favnende opera, uden for de store operahuse. Og siden Amy Lane, tidligere Head Staff Director ved Royal Ballet and Opera i London, første gang tog roret i 2020, har festivalen i stigende grad stået for talentudvikling, internationalt samarbejde og præsentation af nye værker.
Derfor er det et stort aktiv for festivalen, at Amy Lane fortsætter i rollen som kunstnerisk direktør til og med afholdelsen af festivalen i 2026. Når Rikke Frisk, der blev ansat som chefproducent i 2017, samtidig rykker ind i den nyoprettede stilling som festivalchef, bliver festivalens direktion for første gang en delt opgave. Amy Lane udtaler:
“Denne festival ville aldrig være, hvad den er i dag, uden både Rikke og mig, stående side om side. Derfor mener vi, at det er særligt vigtigt nu at fortælle, at dette kræver to specifikke sæt af færdigheder på vores rejse fremad. Jeg kan næsten ikke vente med at fortsætte med Rikke som min ledelseskollega.”
Ny struktur giver kreativt overskud
Med den nye ledelsesstruktur bliver det samtidig tydeligt, at Copenhagen Opera Festival som kulturinstitution allerede i et stykke tid har spillet på stadig flere tangenter.
“Festivalen er vokset. Og det har den kunnet, fordi vi har formået at få mange fagligheder i spil i en lille organisation. Den delte ledelsesrolle tillader os desuden hver især at fokusere endnu skarpere på specifikke områder og supplere hinanden i den fortsatte udvikling. På den måde supercharger opgavefordelingen festivalens udvikling,” siger Amy Lane.
Med sin store erfaring som internationalt anerkendt operainstruktør, er Amys hovedfokus på det kunstneriske indhold der sættes på scenen, casting, talentudvikling og at indgå nye, internationale relationer. Det materialiserer sig tydeligt i festivalens stadig mere kunstnerisk ambitiøse program og internationale samarbejder.
Nye formater og det frie felt
Samtidig får festivalen i endnu højere grad gavn af Rikke Frisks erfaring med kulturevents, publikumsudvikling og nyskabende formater, som bidrager til festivalens fokus på at nå bredere ud, sætte dagsordner og agere knudepunkt for uafhængige aktører i dansk musikdramatik og dens udenlandske partnere.
De seneste år har hun opbygget et musikdramatisk netværk i Europa og søsat flere nationale samarbejder med blandt andre Den Fynske Opera, Passage Festival, Bikubenfonden og Den Jyske Opera, som bringer festivalen endnu mere ud i landet. Rikke Frisk udtaler:
“Vi vil gerne være til rådighed for det, der kaldes det frie felt, hvor der har været en efterspørgsel på mere samarbejde og bedre organisation. De uafhængige aktører i dansk og international musikdramatik skulle gerne kunne bruge os som platform for mere samarbejde og stærkere udveksling. Derfor har vi lagt os i selen for at skærpe vores internationale brancheplatform og andre initiativer, der samler det frie felt fra ind- og udland. Det er en vigtig rolle, som vi tager på os” siger Rikke Frisk.
Læs hele pressemeddelelsen her.
Copenhagen Opera Festival 2025 finder sted den 15. – 24. august, hvor den spreder sig over hele København med et alsidigt program, herunder den gratis, udendørs Festivalscene på Nørrebro, et nyt indendørs opera–hub på Aveny-T, koncerter og nye værker over hele byen og de kendte byrumsformater og samtalearrangementer.