Det Frie Felts Festival strakte sig igen i år over to uger, og den anden uge var atter henlagt til Aarhus, hvor sceneprogrammet især bød på heftige, hårdtslående kvinder og koreografier med blid og rå lyd. ISCENE rapporterer fra festivalens sidste to dage.
Efter forrige lørdags afslutningsbrag med ekvilibristisk pisk, melodrama og flamboyant finale drog Det Frie Felts Festival i sidste uge til Aarhus. Godsbanen var centrum, men festivalen rakte også ud i andre hjørner af byen. Lidt mindre omfattende end det københavnske, men stadig flot varieret bud på, hvad der rører sig i feltet netop nu.
LÆS ISCENEs reportage fra Det Frie Felts Festivals første uge her.
What would you like to destroy?
Med håret fuldt af rød konfetti forlod jeg lattermild og eftertænksom brasiliansk-danske Marina Dubias kollaps-kaos-koreografi Descabar to Collapse, der bruger faldet som ramme for at udforske spektret og dynamikken mellem vold og livskraft. For en lille time siden fik jeg stukket et kort i hånden med spørgsmålet: “What would you like to destroy?” trykt hen over et par køer.
Kortet, der måske symboliserede det traditionelle landbrug, blev makuleret, da vi ledt af performere og sambarytmer ankom til et rum og bænkede os omkring dem. Om jeg opdagede dyngerne af makuleret papir i mange farver i rummets hjørner? Næ, men så fik jeg en håndfuld, siden et drys og til sidst en syndflod over mig, mens performerne skabte en dramatisk bue vekslende mellem stille kollaps og højenergisk kamp.
Descabar to Collapse handler blandt andet om at gå ind i det sociale kollaps, vi hver dag er en del af, uden at være bange for det, men derimod omfavne det og finde energien til at kæmpe videre. Den samme energi, som også er inspirationen i karnevalet, fortalte Maina Dubia i den efterfølgende artist talk. Christine Bonnichsen Søndergaard faciliterede debatten inddragende og med åben nysgerrighed.
Dagen før var tempoet et ganske andet i Beyond Darkness‘ Tender. Også her bliver vi ført ind af kunstnerne og denne gang placeret på bløde puder omkring tre skikkelser i farverige dragter. Svage suk kommer fra kroppene, mens de kryber over gulvet mod hinanden i stadige omfavnelser. De bevæger sig omkring tre øer af jord, mos, vaser med vand og raslereder, der også giver lyd. Billedkunstnerduoen Baum & Leahy har skabt et sanseligt rum, der, sammen med tempoet, de blødt formede pudedyr, vi får i hænderne, og lydene, der transcenderer det menneskelige, hensætter os i en meditativ tilstand, indlejret i den omsorg, der fylder rummet.
Orgastisk lyd og dødsflirtende hamskifte
Stønnet blev der også i Karis Zidores Slit Show, men de støn steg og faldt i højde og intensitet i en stramt komponeret kakofoni af lyde. En sortklædt skikkelse entrerer rummet og krymper sig sammen ved foden af de bordeaux scenetæpper. En klagesang stiger op i abrupte, nøgne stød. Så skubber kroppen sig rundt, mens lydene tvetydigt signalerer sorg og klynkende vellyst. Der sker ikke ret meget, men alligevel suges vi ind i det, der kunne være underkastelsens univers, men er noget meget mere nuanceret. For nu står hun foran os og stemmen får operaklang i uhyggeligt præcise drej af hovedet og øjnenes fokus. Tøjet, der trækkes af og på, manifesterer den insisterende eksistentielle afklædning, der efterlader os tæt på åndeløse.
“Dump me where I can be found fast, to maintain my plump skin and wet curly hair”.
Flirten med det medierede billede af kvindekroppens underkastelse, ekstremt eksponeret i krimi- og true crime-genrerne, er omdrejningspunkt i Elise Bjerkelund Reines også hypnotiserende The Shedding. Eller er det? Shedding kan betyde affald, men konnoterer også hamskiftet, som Reines persona “The slug”, den slimede snegl, og hendes disciplin som slangemenneske (contortionist), signalerer.
Hun glider over gulvet, hænger i trapezen og iscenesætter sin egen spektakulære dødsscene med os på begge sider – med tvetydigheden og det som minimum dobbelte blik på kærligheden og kroppen. Overlegent bøjer hun den rundt. Lader den enlige lampe skifte perspektiv. Leger med påklædt og afklædt, lillepige-strut og femme fatale elegance, før alt er blod og stilhed. Det er en fremragende forestilling, der i dette regi åbnede forståelsen af cirkussprogets kunstneriske magt til at fortolke samtiden.
Festivalen er strong enough
Med rød konfetti stadig dryssende efter mig entrerede jeg det lokale værtshus Teaterkatten, hvor The Strong Enough Band har kastet et sølvglitrende bagtæppe op bag den mikroskopiske scene. Sanghæfterne ligger klar på bordene i den totalt proppede bar, der omgående overgiver sig til trioens originale hyldest til Cher. Måske er kunstneren med den 60 år lange karriere en guilty pleasure, men hun er også kvinden, der skider på udskamning, giver autotuneren gaspedal og slynger endnu et fabulous statement ud i verden. Lige til at samle- og stive sig af på. The Strong Enough Band leverede i fin form deres egensindige arrangementer af klassikere som Believe og Bang Bang og fik alle til at skråle med på Turn Back Time.
En på alle måder velvalgt og fællesskabsskabende afslutning på Det Frie Felts Festival 2025, der igen viste, at “smalt” er en alt for snæver betegnelse for et felt, der eksperimenterer med formater på et væld af forskellige måder. Nogle inkluderende, nogle oprørende, nogle meditative, andre omtumlende. Næsten alle med et stænk af humor, også de hvis grundtone er sortere end sort.
Aarhusdelen bød også to tjekkiske performances, Heavy Theatre af KHWOSHCH og The Remembrance af georgiske Anna Datiashvili, mens brancheprogrammet blandt andet bød på et oplæg om det frie felt i Slovakiet og Tjekkiet og workshop om AI til kreativ projektudvikling. Både i Øst og Vest var der godt fremmøde til branche-mingle-session. Bastard.blog og deres svenske partner SITE stod også begge steder for artist talks og workshops om udviklingen af tekster om scenekunst, der kastede både gode ideer og diskussioner af sig.
