Det Frie Felts Festival er i år to ugers maraton med forestillinger, debatter og workshops, først i København og i denne uge i Aarhus. ISCENE rapporterer fra første uges velbesøgte sceneprogram, der bød på enestående oplevelser og et godt miks af formater med både mange ord i mørke, kroppenes dvælende tale og genrehybrider.
“En festival er et flygtigt fællesskab. En hel verden, der er der – og så er den væk”.
Sådan citerede lektor Karen Vedel kunstnerisk leder af Det Frie Felts Festival, Gritt Uldall-Jessen for at sige, da hun sammen med rådmand på Frederiksberg, Lotte Kofoed, åbnede årets festival på Aveny-T, der husede de fleste af årets forestillinger i København. Men også på AFUK Scene og på Sydhavn Teater kunne man strejfe fællesskabet på vejen rundt mellem festivalens mange og ganske forskellige performances.

Dvælende formater i bælgmørke og sterile rum
På AFUK gik turen tilbage til barndomslandet i Mit barndomsalfabet med DraumVærks performer, iscenesætter og kunstneriske leder Lotus Lykke Skov. På strømpefødder blev vi ledt ind i det bælgmørke rum og bænket i en cirkel på små taburetter. Sanserne skærpes, mens alfabetet bruges som dramaturgisk princip for dyk ned i en barndom spændt ud mellem hippie-far og mor, der genfinder en kristen tro. Det er D for dukke, Z for zen og Æ for æg. Små påskeæg, som folder sig ud i vore mundhuler som endnu en hilsen fra barndommen. Tabet af synet gør oplevelsen intens og mimer poetisk erindringens både hullede netværk og glimtvise sanselige dybde.
Små påskeæg, som folder sig ud i vore mundhule som endnu en hilsen fra barndommen

Sydhavn Teater genopsatte i anledning af festivalen scenograf Freya Sif Hestnes og koreograf/performer Katrine Leths Den Anden. Her står vi også tæt, men i helt hvide, sterile rum. Først omgivet af skærme, hvor kvinden i forskudt tid adresserer os med et lyst, langtrukkent “Hej”, der følger med os som en tøvende ansats. Ansatsen til at række ud og røre den anden, måske nå ind til den andens hjerte. Vejen går gennem blikke, dybe åndedrag og en gradvis tilsvining af det næste sterile rum, køkkenet. Kaffegrums kastes og kaffemaskinen sprutter, inden vi synker med videre ind i hjertets, hvide klunkedyb, hvor vi måske i et moment kan se forbi os selv og nå den anden.
Vi synker med videre ind i hjertets, hvide klunkedyb

Det nye kompagni MEGALAND udfordrer nonverbalt stemninger og overbevisninger, og selvom Please Hold måske mere er en skitse end en helt færdig forestilling, har den et determineret og ganske humoristisk potentiale, der med få greb kan foldes helt ud. De tre performere starter hektisk ud i halvmørket i en tilsyneladende endeløs flytten rundt på artefakter fra kontormiljøets sektor. Så går lyset op, og en dvælende koreografi udspiller sig mellem de tre og interiøret. Det diffunderer langsomt, mens skellet mellem det offentlige rum og kroppens privathed opløses i stadigt mere komiske og/eller bizarre, glidende positioner.

Komikkens elegance
Swipe, Life & Gate Number 5 af og med Henriette Laursen var et overraskende morsomt og dramaturgisk skarpt show, der overlegent fortæller en lidenskabelig og dybt tragisk love story. Henriette Laursen spiller med sublim timing sammen med sig selv og sin elskede på filmen bag hende. Hun drager os med ind i forelskelsens sødme og kærligheden styrke med en næsten standup-agtig komik for så at rive tæppet bort under os, da kæresten deporteres. Det er rapt og kækt med tongue-in-cheek, men stiller samtidig uendeligt klart og smerteligt spørgsmål ved globaliseringens variation på kolonisering og klasse-urimeligheder.
Det er rapt og kækt med tongue-in-cheek

Et helt andet, men ikke mindre skønt sted er vi med Mør Collectives charmerende fabulerende spilledåse Symphony of Solitude – S.O.S. I et roterende dukkehus fyldt af kringelkroge bor de adskilte, ensomme mennesker, der fylder tiden ud, mens de lytter til hinanden gennem væggene. En laver collage, en danser med balloner og jonglerer appelsiner. Under gulvet huserer rotterne, der af og til drejer huset en omgang, så vi kan se den modsatte side. Det begrænsede perspektiv giver to fortællinger alt efter, hvor man sidder, hvilket er en pointe i sig selv i denne fuldstændig forrygende poetisk-musikalske kærlighedshyldest til de, der er mutters alene, men som skaber håbet selv. Forestillingen fik fuldt fortjent sidste års Reumert for Årets Særforestilling.
Forrygende poetisk-musikalsk kærlighedshyldest til de, der er mutters alene, men som skaber håbet selv,

Slappe og stramme piskeslag
Mindre glad var jeg for årets åbningsforestilling Trauma Kink med rumænske Giuvlipen, der med et feministisk perspektiv undersøger opvækstens og normernes indflydelse på oplevelsen af intimitet og seksuelle præferencer. Det er helt udenfor enhver tvivl, at det er et væsentligt emne og ikke bare i Rumænien, hvor normalitetsbegrebet formentlig er snævrere end her. Men performancens afsæt i autofiktivt materiale gav en uhyre skematisk, energiforladt tekst (der blev spillet på originalsproget og tekstet på engelsk), som blev leveret uden den store nerve eller flow og suppleret af decideret amatøragtige koreografier.
Noget mere smæk for skillingen var der i LITTLE MISS BEAST MODE
Der var gode sangstemmer, men mest havde jeg oplevelsen af at overvære en skoleforestilling spicet op med lidt kvarthjertet bondage og slappe slask med en pisk. Vi har set flere gode performances med netop de elementer herhjemme de senere år, hvilket måske spiller ind på min krummen tæer over dette forsøg med virkemidlerne.
Noget mere smæk for skillingen var der i den svenske koreograf og dansekunstner Andreas Haglunds LITTLE MISS BEAST MODE, der drives af modsætninger. Performerens kokette, poliske øjekast spændt op mod kroppens kraftfulde trin og bydende gestus, der igen spændes op mod springets florlette svæv. Fra mand til dyr og tilbage igen i en simultan og transformerende undersøgelse af det queer og af det menneskeliges blik og iscenesættelse af det dyriske. Det kulminerer i en lang pisks uendelige, hypnotiserende flow, der omslutter positionerne.

Ned i afgrunden
Lørdag var den store festaften på Aveny-T med hele tre forestillinger fulgt af et DJ-sæt. Andreas Haglunds smældende tour-de-force blev fulgt af Melodrama af og med Camilla Lind. Og melodrama fik vi, da endnu en kraftfuld, punket solo ramte os lige i solar plexus i et gotisk sort/hvidt rum, hvor lyden af en enlig støvle er det første, vi hører. Et ekspressionistisk udtryk komplet med melodramaets gesti og implicitte Sturm und Drang. Sorgen lurer knugende i skyggerne og i Camilla Linds forvredne krop, der søger en forbindelse – måske i det hinsidige?
Endnu en kraftfuld, punket solo ramte os lige i solar plexus i et gotisk sort/hvidt rum

Således knuget var vi klar til en flamboyant finale, som performeren Lola til fulde forløste med festivalens hidtil mest punkede indslag, Masking. I en svidende collage hybrid af jazzede trommer, akrobatik, rablede-rå tekster og gysende 3D-printede masker, bød Lola indenfor i sin barbariske kombination af torturkammer og befrielsesrum. En performance, der mere var en tilstand end et forløb – og som med sit frådende vanvid fik det upolerede til at blive en styrke i et herligt monomant og kompromisløst udtryk, der trak os helt ned i afgrunden.
Dejligt, at festivalen har et skarpt øje for den vildskab
Det er dejligt, at festivalen har et skarpt øje for den vildskab, som denne, men også flere af de øvrige performances havde en snert af. Måske er det et af de særlige steder, hvor det frie felt kan inspirere til at lade et udtryk gå til kanten.
Der var fyldt godt op til de fleste performances med et publikum, der overvejende kom fra billed- og scenekunsten, men de kunne også trække andre grupper til. Den blanding er en styrke ved festivaler, og Det Frie Felts Festival 2025 1. del viste, at det flygtige fællesskab kan være dybt, når vi på tværs af publikumssegmenter sidder i mørket sammen, holder hænder, ler eller græder og livligt diskuterer, hvad vi netop har oplevet eller skal se lige om lidt.
Det Frie Felts Festival 2025 2. del starter i Aarhus i dag og fortsætter frem til lørdag.
LÆS OGSÅ ISCENEs tidligere anmeldelser af nogle af festivalens forestillinger her