★★★★☆☆ Kunst & Aktivisme 2026 – Feral Fantasies er ladet med humor, kontrol og underkastelse

Det er så heldigt, at man kan opleve flere af de performances, der i år var en del af Roskilde Festivalens Kunst & Aktivisme-program, andre steder i den kommende tid. Det gælder blandt andet svenske Andreas Haglunds humoristiske Feral Fantasies, som i august også spiller på Tårnby Park Performance Festival. Og fantasien mangler bestemt ikke i denne inkluderende, men også mangefacetterede leg med drømme, kærlighed og dominans.

Der lyder et drøn, og så kommer han ind på scenen. Flanerende, men med kroppen klar. Trækkende en stol efter sig. Den bliver placeret i den ene ende af Platforms kvadratiske rum. Hans ene øje er omcirklet med neongrønt, der matcher tennisbolden i hans anden hånd. Bolden får lov at flyve mod bagvæggen et par gange. Så panorerer hans øjne rundt i kredsen og lander på en tilskuer, der bliver inviteret op på stolen.

Tag den med munden

Nu er det tilskueren, der kaster bolden, som Haglund henter i ekspresfart. Et par gange mere, og så er det andre i kredsen, der får lov at kaste. Haglunds krop undergår en forvandling. Fra oprejst er han pludselig på alle fire. Logrende med bolden i munden. Nogle tager hurtigt bolden fra ham med hånden, når han tilbyder den. Andre går mere med og tager imod med munden. Nogle kaster godt, andre skidt. Hunden er ligeglad, den henter hver gang og kaster sine store bedende øjne på den næste i kredsen.

“Kast bolden, kast bolden,” kan man næsten høre i hundens bevægelser. Den ruller og triller, den spurter og kredser, den sitrer af legesyg glæde – og infiltreret i glæden er også spillet mellem dominans og underkastelse. Er det hunden eller mennesket, der styrer legen? Og hvornår er det ikke sjovt længere? Den udvalgte på stolen smider til sidst bolden ud af scenen, men ak en anden smider den retur – og så er legen i gang igen.

Men nu bliver den en pas de deux mellem hunden og bolden. Lyduniverset med Asta Norborgs kompositioner trænger igennem, mens lyset drejer mod boldens grønne farve. Det skifter til isblåt, mens en rytme markerer sig, og hunden atter bliver et menneske . En danser, der med præcise, næsten trylleagtige håndbevægelser flytter bolden rundt i en egen koreografi, mens fødderne begynder at slide fra side til side. Først små skridt, så går tempoet op i en udmattelsesgentagelse, der associerer træningens i princippet uendelige forsøg på perfektion.

VUF!

Bolden ligger forladt. Projektet er nu et andet – og så alligevel det samme. For hvor meget – og hvor længe kan intensiteten øges og detaljen forfines? Mens lyset atter blinker i grønt og trommerne tonser, bliver bevægelserne næsten mekaniske, før det ender i et rasende brøl. Han flår stolen væk under tilskueren og danser med den i voldsomme, særegne piruetter. Måske endelig fri?

“VUF”. Lyden står skåret i luften. Og så går han med sin bold og sin stol. Feral Fantasies er en humoristisk iscenesættelse af det sociale – og seksuelle – spil, der foregår mellem mennesker. Det trækker på queer-subkulturen Puppy Play med konnotationer til “at være en god hund/dreng”, men forbinder samtidig narrativet til danseren, der også underkaster sin krop og sit sind en disciplin sammensat af kontrol og underkastelse. Koblingen mellem hundepersona og dansepersona er elegant udført uden at blive presset ned over hovedet på publikum.

Haglund fortsætter derfor på mange måder konceptet fra sit seneste værk LITTLE MISS BEAST MODE, som blandt andet spillede på Det Frie Felts Festival sidste år. Hans styrke er ikke blot den koreografiske præcision, pakket ind i den legesyge og humor, der altid præger værkerne trods deres rå dybder. Det er også evnen til at skabe klare koncepter med en stram dramaturgi, hvor komplekse fortællinger fremstår både inviterende og legende lette.

LÆS OGSÅ: Kunst & Aktivisme 2026 minianmeldelser vol. 1 – støj, samskabelse – og et søsterskab