Musikteatret Holstebro styrker sin rolle som centrum for scenekunst, når bacheloruddannelsen i dans fra Den Danske Scenekunstskole flytter ind i teatret fra juni måned. Det betyder, at studerende, der hidtil har haft til huse i Danmarksgade, nu bliver en del af det pulserende kunstmiljø i Musikteatret. Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Musikteatret Holstebro styrker sin rolle som centrum for scenekunst, når bacheloruddannelsen i dans fra Den Danske Scenekunstskole (campus Holstebro red.) flytter ind i teatret fra juni måned. Det betyder, at studerende, der hidtil har haft til huse i Danmarksgade, nu bliver en del af det pulserende kunstmiljø i Musikteatret.

Et styrket scenekunstmiljø i Holstebro
Med Holstebro Dansekompagni, Balletskolen, Dansk Talent Akademi (DTA) og nu Den Danske Scenekunstskole samlet i og omkring Musikteatret, skabes et unikt centrum for scenekunst og talentudvikling i Vestjylland. Og de tætte samarbejder mellem institutionerne er allerede velfunderede.
F.eks. tager Holstebro Dansekompagni jævnligt praktikanter fra Den Danske Scenekunstskole, underviser på Balletskolen og DTA, og flere dansetalenter fra disse uddannelser har deltaget i Musikteatrets store musicals i samarbejde med Vejle Musikteater og One and Only Musicals.

Holstebro tiltrækker talenter fra hele landet
Musikteatret Holstebro har for alvor cementeret sin position som et kraftcenter for scenekunst. Senest var over 100 dansere til audition på “FAME the musical” i Holstebro – ikke kun lokale talenter, men dansere fra hele landet, der søger mod byen for at forfølge deres drømme.
Den udvikling ses også i de enkelte talenters karriereforløb. Eksempelvis har Søren Torpegaard, tidligere elev på Dansk Talent Akademi og Den Danske Scenekunstskole, allerede medvirket i “Matador” og “Saturday Night Fever” – og snart kan han opleves i hovedrollen i vores kommende produktion af “Romeo & Julie”.

En gevinst for hele byen
At få en bacheloruddannelse i dans fra Den Danske Scenekunstskole til Musikteatret er en stor milepæl – ikke kun for Musikteatret, men for hele Holstebro. Det styrker byens kunstneriske miljø, skaber tættere samarbejder og cementerer Holstebro som en dynamisk kulturby, der både tiltrækker og udvikler fremtidens scenekunstnere.
“Vi er utroligt stolte over at kunne byde Den Danske Scenekunstskole velkommen i Musikteatret. Det er en naturlig udvikling af det kunstneriske miljø, vi har her i Musikteatret, og det vil uden tvivl bidrage til at styrke byen som en central aktør inden for scenekunsten,” siger Anders Jørgensen, direktør for Musikteatret Holstebro.
Den Danske Scenekunstskoles bachelorprogram i Dans og koreografi – Ét prgram – to versioner:
I 2023 etablerede DDSKS sit nye campus i Holstebro. Uddannelsen Dans og koreografi i København og Holstebro deler kurser, men indholdet er forskelligt fra den ene campus til den anden.
I Holstebro sigter uddannelsen mod at uddanne højt kvalificerede dansekunstnere, forberedt til en bred vifte af professionelle muligheder på scenen. I København er der fokus på at uddanne skabende dansere til den selvstændige scene.
Kilde: Den Danske Scenekunstskole.